Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 4
Efter klimatopmødet
“De tiltalte frifindes“
Jørn Andersen
Sådan sluttede en farce af en retssag mod to klimaaktivister, der blev præventivt anholdt under topmødet i december.
Frifindelsen kom den 31. august. De tiltalte, Noah Weiss og Natasha Verco, sad varetægtsfængslet i godt 3 uger.
De var ikke anklaget for nogen konkret forbrydelse, men for at have planlagt et eller andet. Politianklager Line Steffensen erkendte før retssagen problemet over for Dagbladet Arbejderen:
– Det er lidt som at tage en krystalkugle og spå. Vi vil jo have dem straffet for noget de ville have begået, hvis ikke de var blevet anholdt. Det er en udfordring.
Politiet krævede fængselsstraf og efterfølgende udvisning, men byretten fandt ingen gyldige beviser mod de to – trods længere tids telefonaflytning.
Flere retssager
Dette er kun en af en længere række sager. I januar blev de “almindelige småsager“ (ballade, hærværk etc.) mod 14 personer afsluttet med frifindelser eller kortere straffe.
Greenpeace-sagen, hvor 4 aktivister fremviste et banner for deltagerne ved et hofbal på Christiansborg, er endnu ikke afsluttet.
Politi-juristerne mente umiddelbart efter aktionen, at ca. 20 aktivister straks burde være løsladt med advarsel eller bøde – men blev underkendt af politiledelsen. Også her er der anvendt omfattende telefon-aflytning. Et par af disse er efterfølgende kendt ulovlige af retten.
Anklage mod talspersoner
Den alvorligste retssag er mod de to talspersoner for Climate Justice Action (CJA), Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen. Den finder sted i oktober.
De er anklaget for at have organiseret Reclaim Power-aktionen 16.december. Retssagen har fra politiets side klart til formål at begrænse mulighederne for civil ulydigheds-aktioner.
Der skete ingen vold ved aktionen, og ingen – udover demonstranterne selv – kom til skade. Alligevel risikerer Tannie og Stine et års fængsel eller mere.
De 968 anholdte 12. december
Den sidste retssag går den anden vej. 250 af de 968 anholdte ved demonstrationen People First – Planet First 12. december har anlagt erstatningssag mod politiet for uberettiget anholdelse. De kræver hver 15.000 kr. i erstatning, i alt knapt 4 millioner kr.
Retssagen er i gang, og politiet har erkendt, at de har anholdt for mange – men ikke hvor mange for mange.
Udfaldet var ikke kendt ved redaktionens slutning.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe