Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 10
Rapport fra det svenske valg
Åsa Hjalmers
Mandag d. 20. september 2010 var en sorgens og vredens dag, da det blev klart, at det meget højredrejede parti Sverigedemokraterne (SD) blev valgt ind i parlamentet med 5,7 % af stemmerne – en fordobling ift. stemmerne i 2006. Socialdemokraterne oplevede de værste valgresultater i nær ved 100 år, og de konservative forøgede deres stemmeantal i hvad der nu er et parlament uden et flertal til nogen af blokkene.
Racister i regeringen
Det er ikke første gang, et racistisk parti er blevet valgt ind i regeringen. Under den sidste økonomiske krise blev partiet Nyt Demokrati i 1991 dannet og valgt ind i regeringen. De var organiseret ganske ustruktureret sammenlignet med SD og var i højere grad et populistisk højrefløjsparti, der fokuserede på skattelettelser og begrænsninger på indvandrer- og flygtningeområdet.
Det blev dannet af aktivister fra fascistiske bevægelser i 1988. I dag har de ændret påklædning samt retorik og hævder derved, at de har taget en anden politisk kurs, men de har stadig stærke nazistiske forbindelser – selvom gennemsnitsvælgeren næppe kan betegnes som hardcore nazist.
Ud over dette har det åbenlyst nazistiske parti, Svensk Folkeparti, formået at få en plads i byrådet i et mindre landområde – hvilket viser hvad der kan komme i kølvandet på skabelsen af SD.
De fleste ledere af SD er tidligere konservative og kommer fra det klassiske småborgerskab. Partiet er uforholdsmæssigt stort i det landlige og sydlige Sverige (den mere velhavende landlige del modsat den fattigere nordlige del som hovedsageligt forsørges af minedrift).
En undersøgelse viser, at deres kernevælgere hovedsageligt er unge mænd, som arbejder inden for den private industri og har lidt eller ingen uddannelse. Billedet er dog mere komplekst end det; stemmetilslutningen er nemlig også et udtryk for arbejdernes utilfredshed. SD er et gammelt, velkendt racistisk parti, som altid har ført kampagner mod “den europæiske islamificering“ hvorfor man må antage, at deres vælgere deler de racistiske synspunkter.
SD har formentligt overtaget en del af Socialdemokraternes vælgere, men det antages, at størstedelen af deres stemmer ved dette valg kommer fra de Konservative. Endnu er der dog ikke fuldført nogen generel undersøgelse af deres base. Meningsmålingerne fra valgnatten viser, at 7 pct. af de arbejdsløse og 6 pct. af det svenske LO’s medlemmer stemmer på SD.
Socialdemokratiets styrtdyk
Socialdemokraterne oplevede et forfærdeligt valg allerede i 2006 med blot 35 pct. af stemmerne, tab af regeringsmagten og statsministeren Göran Perssons afgang på valgnatten. Nu, efter fire års økonomisk krise, en konservativ regering der angriber de syge og arbejdsløse, den konstante privatisering samt Europas største arbejdsløshed blandt unge, burde det ikke have været svært for den netop dannede rød/grønne alliance at vinde.
Alligevel oplevede Socialdemokraterne endnu engang en vælgerflugt, da deres stemmeantal faldt helt ned på 30,66 pct. Det er partiets værste resultater i næsten 100 år. Venstrepartiet beholdt sin stemmeandel på 5,6 pct., men under omstændighederne må det anses som et stort nederlag.
Hvad skete der? Det korte svar er passivitet og mangel på klassepolitik. Socialdemokraterne har i en sådan grad opgivet debatten om klassepolitik, at de Konservative under valget 2006 kaldte sig selv “det nye arbejderparti“ og ved dette valg udråbte sig selv til “det eneste arbejderparti“ – en hentydning til at de har givet skattelettelser til dem, der er i arbejde, mens de har angrebet de syge og arbejdsløse. Det er utroligt, at de er sluppet af sted med at gøre ordene “arbejde“ og “arbejder“ synonymer.
Socialdemokraternes egen analyse af hvorfor valget blev sådan er katastrofe giver udtryk for, at vælgerne bliver mere højreorienterede, at der var problemer med medierne og vanskeligheder ved at få deres budskab ud til folket. Der er altså med andre ord intet galt med budskabet eller budbringerens troværdighed. Denne analyse er dog langt fra et udtryk for sandheden.
Socialdemokraterne og venstrefløjen høster blot hvad de har sået. De sidste fire år har vist ganske lille opposition eller modangreb på regeringen. Dette gør det nemt for højrefløjen at sætte dagsordenen, da venstrefløjen øjensynligt ikke har én – eller er synderligt uenig med højrefløjens.
Valget syntes forenklet til to forskellige indkøbslister. Det yderste højre har haft gavn af manglen på alternativer og den angst, den økonomiske krise har forårsaget. Som i mange andre europæiske lande forårsages socialt demokratis krise af, at de angiveligt ikke har et politisk projekt, der tiltaler arbejderne, og at de har accepteret den nyliberale dagsorden.
Hvad bliver det næste?
Den rød/grønne blok blev skabt kort før valget og er et “top down projekt“. Den er et udtryk for den manglende evne til at følge den konservative alliance. Det er uklart hvor længe denne blok vil eksistere, idet Det Grønne Parti allerede har givet udtryk for, at de måske vil stemme på Alliancens forslag vedrørende integration og flygtninge.
Dette hovedsageligt konservative parti har oplevet et af sine bedste valg nogensinde og har et politisk forslag klar for deres sociale klasse. Oppositionen derimod er fanget i postmoderne forvirring og diskussion om den uvirkelige middelklasse.
Ingen af de to største politiske blokke (den grønne/røde blok og den konservative alliance) formåede at få flertal, så det er endnu uklart, hvordan regeringen vil komme til at se ud. Det er dog sandsynligt, at den konservative alliance danner en mindretalsregering. Det er vigtigt, at resten af venstrefløjen lægger pres på den grønne/røde blok om ikke at gå på kompromis med Den Konservative Alliance om budgettet eller yderligere privatisering af velfærdssystemet.
Der har ikke været ført organiseret modstand mod SD, som dermed har fået masser af plads i medierne. Når de har forsøgt at afholde valg, er de blevet mødt af en ung og radikal opposition, som i medierne efterfølgende er blevet beskyldt for at hjælpe SD.
SD har i høj grad forsøgt at skabe et billede af sig selv som ofre, men de er blevet hjulpet af medierne og den politiske masse, som har givet dem en masse plads af frygt for at blive kaldt modstandere af ytringsfriheden og for at censurere racisterne. Ingen medier har givet spalteplads til antiracister eller muslimers holdninger angående diskussionerne startet af SD. I det hele taget er SD sluppet af sted med at være “det sorte får“ i officiel politik.
Valgresultaterne viser enorme udfordringer til venstrefløjen. Et glimt af hvad der er muligt, blev set dagen efter valget, hvor folk over hele Sverige samledes i spontane antiracistiske demonstrationer – oftest startet på facebook. I Stockholm postede en 17-årig pige en “event“ som endte i en demonstration med 10.000 mennesker samme aften. Lignende initiativer drev 5.000 i Gøteborg, 1.000 i Malmø og mange flere i mindre byer ud i gader og stræder. Flere demonstrationer er planlagt for de næste par uger, og der vil afgjort finde en sted d. 4/10 når Det Svenske Parlament genåbner.
I de kommende måneder skal der gerne ske to ting:
For det første skal der være en stærk og bred antiracistisk bevægelse, der går i offensiven i stedet for at ende imellem dødpunkterne at ignorere SD eller diskutere integrationspolitik med dem. Vi er nødt til at identificere SD som et racistisk og fascistisk parti, afsløre og isolere dem samt mobilisere hele arbejderklassen.
For det andet er der et behov for en ny venstrefløj, der er optimistisk, selvsikker, åben og kæmper for et anderledes samfund. Der er turbulente år i vente.
Åsa Hjalmers er medlem af Internationella Socialister (www.socialister.se)
Se også:
SAA 302: Dansk racisme og det svenske valg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed