Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 16
Dansk racisme og det svenske valg
Jørn Andersen
Berlingske Tidende glæder sig over, at de racistiske Sverigedemokrater er kommet i rigsdagen. I en leder skriver de: “Der har alt for længe været lagt et politisk låg på et af Sveriges mest påtrængende problemer – integrationen af indvandrerne.“
Det er et tema, vi længe har hørt fra borgerlige politikere og en stribe af politiske kommentatorer med Erik Meier Carlsen i spidsen. Op til valget var Dansk Folkeparti lige ved at få regeringen med på at udtrykke bekymring over det svenske demokrati, fordi en svensk TV-station havde nægtet at vise en dybt racistisk valgvideo fra Sverigedemokraterne.
Argumentet lyder måske plausibelt. “Er det ikke bedre, at vi får argumenterne ud i det åbne, så vi kan argumentere imod?“ vil mange sige. For anti-racister er det et farligt argument.
Den form for hardcore racistisk politik, som Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti står for, handler ikke om argumenter. Det handler om at skabe frygt og finde syndebukke.
Hvis vi kigger på den danske politiske scene, så er den politiske debat om flygtninge og indvandrere helt ude af proportioner med, hvad de allerfleste mennesker har af problemer. De allerfleste har meget få problemer med flygtninge og indvandrere. Men mange har sociale problemer – som racistiske politikere så forsøger at gøre til et indvandrer-problem.
Når der fx er for mange børn i de fleste folkeskoleklasser, så bliver det gjort til et problem, at 2, 5 eller 15 af dem ikke har fået en leverpostejs-dansk opvækst. Når der er ungdomskriminalitet, så bliver det til indvandrer-bander. Fortsæt selv.
“Deres skyld“
Virkningen er enkel, men dramatisk: I stedet for at diskutere, hvordan man løser de reelle sociale problemer, som der er rigeligt af, så får vi racistisk hadepolitik. I stedet for at stille politikerne til ansvar og forlange løsninger, så får vi at vide, at det er “deres“ skyld.
Oveni alt dette lægger disse racister så en helt masse andre ting, som ikke på nogen måde er problemer for offentligheden: At nogen går med tørklæder, har en ikke-kristen religion osv.
Det er den slags, Berlingske Tidende ønsker mere af.
Men det handler ikke kun om “debatkultur“, “dårlig tone“ eller “politisk korrekthed“. Der er masser af direkte og brutale menneskelige konsekvenser.
Fx nævnte Svend Auken i sin sidste offentlige tale, at 50.000 irakere har fået asyl i Sverige, og at flere tusinde afviste har fået humanitært ophold. I Danmark har kun få fået asyl – selv om Danmark er medansvarlig for den krig, de er flygtet fra.
De menneskelige omkostninger ved racistisk politik er direkte og brutale. Hver gang den racistiske debat når op i et nyt klimaks, kan mange indvandrere fortælle om, at de bliver ugleset og mistænkeliggjort – og nogle gange fysisk forulempet.
Racisme ikke velkommen
Racisme skal ikke være velkommen i den offentlige debat. Den rammer “de fremmede“ direkte og brutalt. Og den rammer os alle ved at det bliver sværere at skabe fællesskab om at kræve de virkelige problemer løst.
Men problemet er ikke bare Dansk Folkeparti eller Sverigedemokraterne. Et langt større problem er, at de “pæne“ politikere – fra Venstre til SF – giver plads til racismen. De taler den efter munden (og bidrager selv), fordi de tror, der er stemmer i det. Resultatet er, at de mere hardcore racister får endnu mere plads.
Derfor skal vi tage hatten af for det flertal af svenske politikere, som op til valget har stået fast på ikke at ville samarbejde med Sverigedemokraterne. Desværre holder det nok ikke så længe.
Bekæmp racismen
For Sverige har også masser af uløste sociale problemer. Der er også integrationsproblemer. Asylansøgere bliver også afvist ved de svenske grænser.
Det er bare langt værre i Danmark. Så svenskerne bør ikke lytte til Berlingskes leder eller Erik Meier Carlsen.
I stedet kunne de lytte til fx Kirkeasyl. Svend Auken holdt sin føromtalte tale på Rådhuspladsen den 18. juni 2009 ved en støttedemonstration for afviste irakiske asylansøgere. Aktiviteterne i forbindelse med dette støttearbejde var med til at flytte holdninger.
Eller de kunne lytte til de mange offentligt ansatte, som de seneste år er gået i kamp for velfærd, løn og arbejdsforhold. Mange af dem har oplevet, hvordan fælles aktiviteter øger sammenholdet og nedbryder fordomme.
Racismen bekæmpes ved at angribe den, hver gang man møder den. Om nødvendigt ved at opbygge en bevægelse mod den – og samtidig organisere fælles kamp for at få løst de reelle problemer.
Det gælder i Sverige – og endnu mere i Danmark.
Se også:
SAA 302: Rapport fra det svenske valg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed