Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 11
Sydafrika
Over 1 million offentligt ansatte i strejke
Sara Peghinelli Schumacker
Det er ikke kun i Europa, i lande som Grækenland og Spanien, at vi har set store folkelige protester imod de massive nedskæringer, der er fulgt i kølvandet på finanskrisen. Også i Sydafrika har der for nylig været store strejker for lønforbedringer primært blandt offentligt ansatte, men også blandt privatansatte.
Sidst i august begyndte massestrejken. Den varede i tre uger og omfattede 1,3 millioner offentligt ansatte arbejdere organiseret i flere forskellige fagforeninger blandt andet lærere og sundhedspersonale.
Fagforeningerne krævede lønstigninger på 8,6 procent og en fordobling af boligstøtten (823 kr. mere om året). Efterfølgende har strejkerne også spredt sig til fagforeninger, der organiserer privatansatte arbejdere heriblandt metalarbejdernes og minearbejdernes fagforbund, der ligeledes strejker for lønstigninger og bedre arbejdsvilkår.
Kampene mellem regeringen og fagbevægelsen har udviklet sig voldsomt gennem den tre uger lange strejke, der nærmest har lammet landet. Regeringen har i strejkens sidste fase sat hæren ind for at drive 37 strejkeramte hospitaler. ANC regeringen har også forsøgt at bryde strejken ved at sætte politiet ind mod de strejkende, der har fået tåregas, er blevet beskudt med gummikugler og over 250 er blevet anholdt. Ligeledes har der i medierne været stor modstand mod de strejkende, hvor blandt andet sundhedspersonalet har fået skylden for flere dødsfald på hospitalerne.
Efter tre uger valgte Cosatu, fagforeningernes fælles organisation i Sydafrika, midlertidigt at afblæse strejken og gå tilbage til regeringens forhandlingsbord. I første omgang var regeringen ikke villig til at forhandle, men takket være massestrejken er de blevet tvunget til at komme med et nyt udspil på 7,5 procent i lønstigning mod det indledende udspil, der lød på 5,2 procent. Fagbevægelsen forkastede først de 7,5 procent, men er nu gået i dialog om hvorvidt udspillet kan accepteres.
Sydafrika har ikke set så massive protester siden apartheidstyrets fald i 1994 og forklaringen på at denne strejke blev så enorm, skal findes i den ulighed, der stadig præger landet.
Med apartheidstyrets fald fik folket et håb om frihed og bedre levevilkår, som ANC skulle indfri efter at have vundet valget i 1994. I 2008 da ANCs leder Jacob Zuma, støttet af Cosatu og Sydafrikas Kommunistparti, overtog præsidentembedet efter den neoliberale Thabo Mbeki, nærede folk yderligere håb, om at bedre tider var på vej. Men folket har desværre måttet sande, at i de 16 år hvor ANC har siddet på magten, er der ikke sket de store ændringer.
Sydafrika er i dag et elitesamfund, der ifølge de strejkende er ledet af en korrupt regering. ANC har lovet sydafrikanerne nationale sygesikringer og udvikling af landområder, men har derefter trukket i land med undskyldninger om at der ikke er råd, medens ANCs ministre kører rundt i dyre nye biler.
Arbejderklassens vrede over de skuffelser, ANC har bragt, har udløst denne strejke og splittelsen af den alliance, der er mellem ANC, Cosatu og Kommunistpartiet. Men om det er enden på ANCs svigt, alliancen, og om strejken genoptages er tvivlsomt. Var fagbevægelsen fortsat med at strejke, havde der været en reel mulighed for at gennemtrumfe reelle forbedringer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed