Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 15

Introduktion til socialisme

Enhedsfront

Christine Kyndi

Enhedsfronten er en taktik som revolutionære kan bruge, når de samarbejder med reformister om at stoppe forringelser, racisme osv.

I starten af 1920’erne begyndte den revolutionære bølge (efter den russiske revolution i 1917) at klinge af. Arbejdsgiverne gik i offensiven og for de kommunistiske partier (der næsten lige var splittet ud fra socialdemokratierne) rejste den udvikling spørgsmålet om enhedsfronten.

I Kominterns manifest fra januar 1922 stod der: “Ingen arbejder, hvad enten han er kommunist, socialdemokrat, syndikalist eller endda medlem af den kristne eller liberale fagforening vil have sin løn skåret. Ingen af dem vil have forlænget arbejdsdagen. Derfor må de alle forene sig i en fælles front mod arbejdsgivernes offensiv.“

Når de revolutionære er i mindretal må de alliere sig med ikke-revolutionære for at opnå forbedringer. Man kan ikke overbevise nogen om revolution, hvis man ikke viser at det kan lade sig gøre at vinde over magthaverne. Og hvis ikke det revolutionære parti forholder sig til dagens kampe, vil det kun være en propaganda-gruppe – ikke et parti der kan være med i klassekampen.

En enhedsfront bringer revolutionære og ikke-revolutionære sammen i kamp om et fælles mål der vil styrke arbejderklassens stilling. I enhedsfronten skal der være frihed for forskellige ideer og også frihed til kritik. På den måde skal revolutionære ikke “opløse“ sig i enhedsfronten, men fungere som en uafhængig del inden for den.

Når revolutionære og reformister kæmper side om side, er det til fordel for de revolutionære, fordi de reformistiske lederes manglende vilje til at fortsætte kampen (over for de revolutionæres alternativ) bliver udstillet.

Der vil komme et tidspunkt, hvor de reformistiske dele af enhedsfronten vil holde kampen tilbage. Det skete under den ni måneder lange Ri-bus konflikt i Esbjerg i 1994-95 mod privatisering af bus-transporten og lønnedgang. Konflikten var organiseret fra neden, og der var landsdækkende støttearbejde, storstrejker i Esbjerg og en aktionsdag med omkring 250.000 strejkende.

Buschaufførernes fagforening SiD havde forgæves prøvet at stille mange forslag til forhandling mellem de strejkende og Ri-Bus og Ribes amtsråd. Men så begyndte de at ville spille en større og større rolle – specielt økonomisk – i konflikten. Den rolle brugte de til at indgå et forlig med Ri-Bus og amtsrådet bag ryggen på chaufførerne.

Havde de revolutionære i den situation været stærkere end de var, kunne de have vundet opbakning til at fortsætte kampen på trods af den reformistiske fagtop. Det kunne have givet arbejdsgiverne – og privatiseringspolitikken – et afgørende nederlag.

Og det er formålet med enhedsfronten: At vende en defensiv situation til en offensiv – og samtidig styrke de revolutionæres opbakning i arbejderklassen.
 
I 1930’erne fordrejede Stalin enhedsfronten i overensstemmelse med hans udenrigspolitiske mål om at alliere sig med kapitalistiske lande. En folkefront er en alliance også med liberale partier.

I Frankrig var det kommunistiske parti med til at starte en folkefront med de borgerlige fra det radikale parti. Selv om flertallet af det radikale partis vælgere ikke deltog i arbejderklassens kampe, måtte alliancen alligevel begrænse sine aktiviteter, så det ikke stred for meget imod det radikale parti.

I 1936 vandt Folkefronten valget. Det var en socialdemokrat der satte sig i spidsen for den nye regering. Under den nye regering opstod der mange strejker og besættelser, der involverede mere end 6 millioner arbejdere. Under pres fra den socialdemokratiske præsident fik det kommunistiske parti sluttet strejken, deres leder sagde “det er nødvendigt at vide hvornår man skal stoppe en strejke“. Partiet støttede mere og mere højreorienterede regeringer, indtil Folkefrontens parlamentsmedlemmer forbød partiet. Og i juni 1940 indsatte parlamentet (med Folkefronts-flertal) det Hitler-venlige styre med Pétain og Laval i spidsen.
 
I 1931 skrev Trotskij om hvordan en enhedsfront mellem socialdemokratiet og det kommunistiske parti i Tyskland kunne stoppe nazisternes fremmarch. Men det kommunistiske parti ville ikke have noget som helst at gøre med socialdemokraterne, som de kaldte “social-fascister“. Derfor blev modstanden mod nazisterne aldrig samlet, og Hitler kunne bruge splittelsen til at erobre magten.

I England i 1970’erne under Labour-regeringen med økonomisk krise, stigende arbejdsløshed osv., havde det nazistiske National Front (NF) fremgang. Der blev skabt en enhedsfront (Anti Nazi League) mellem revolutionære, labour-folk og fagforeninger med støtte fra forskellige kunstnere osv. Den fik en bred opbakning fra befolkningen. I løbet af to år med mange lokale aktiviteter havde man smadret nazisternes evne til at mobilisere til demonstrationer, og deres stemmeantal var faldet drastisk.

Flere artikler fra nr. 302

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Enhedsfront

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 1862 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside