Socialistisk Arbejderavis
Nr. 305 – 13. januar 2011 – side 2
ISU landsmøde 2010
Behov for et kampparti
Jørn Andersen
Den 29.-30. januar holder Internationale Socialister/ISU sit årlige landsmøde. Det sker, mens den dybeste økonomiske verdenskrise siden 1930’erne ikke ser ud til at ende foreløbig.
Kapitalismen
Krisen siden 2007-8 er en del af en langvarig profitkrise. Men mens krisen fra 1970erne og frem har ramt hårdest i lav- og mellemindkomstlande, så har den nuværende krise især ramt højindkomstlande, fx USA og Europa.
En rapport fra ILO (FN’s arbejdsorganisation) fortæller, at arbejdsløsheden i lavindkomstlande kun er steget meget lidt fra 2008 til 2010 (til lidt over 6 pct.). I mellemindkomstlande er den steget noget mere, fra 8½ til godt 10 pct., mens den i højindkomstlande er steget fra 5½ til over 9 pct.
Et egentligt økonomisk sammenbrud blev kun afværget ved at regeringer pumpede enorme summer ud til støtte for banker og industri (sidste år opgjort til 14.000 milliarder dollars). Den øvelse kan de ikke gentage, uden at det er staternes økonomi, der risikerer sammenbrud.
Altså: Fortsat dyb økonomisk krise, som magthaverne ikke kan løse.
Klassekampen
Magthavernes reaktion har været at angribe arbejderklassen, især ”velfærdsstaten”: Pension, uddannelse, social tryghed osv.
Motivet er dels økonomisk: At hente de penge hos arbejderklassen, der er pumpet ud til banker og erhvervsliv, og at skærpe omfordelingen fra løn til profit – efter 20 års nyliberalisme.
Men det politiske motiv er langt vigtigere: Ved at forringe det sociale sikkerhedsnet tvinger de større dele af arbejderklassen til at arbejde længere og til lavere løn. Det truer solidariteten i arbejderklassen.
Arbejderklassen rammes altså dobbelt: Dels af krisen, dels af krisepolitikken.
Det gælder også i Danmark. Ifølge ILO er Danmark det land, hvor arbejdsløsheden er steget mest, 159 pct.) fra 1. kvartal 2009 til 1. kvartal 2010. Velfærdsangrebene rammer hårdt og bredt, mens forskellene mellem rig og fattig uddybes.
Modstand
Magthavernes angreb er det voldsomste angreb på velfærdsstaten nogensinde. Men det er også et gamble: De har ingen garanti for, at det vil lykkes for dem.
I fx Grækenland og Frankrig har der været store strejker mod angrebene. Andre steder har der været demonstrationer og store studenterprotester.
Men selv om modstanden fx i Frankrig har været imponerende, så tabte de faktisk kampen om pensionen. Ikke fordi kampviljen ikke var der – og der var opbakning til strejkerne fra over 70 pct. af befolkningen. Men fordi kampen fra neden ikke var i stand til at overvinde fagbureaukratiets konservatisme.
I Danmark er det politiske problem det samme – selv om kampniveauet siden de offentlige overenskomststrejker i 2008 har været meget lavt.
I 2010 ville fagtoppen ikke demonstrere, hverken på den fælles europæiske protestdag 29. september eller ved folketingets åbning en uge senere.
Ny regering
For flertallet er håbet om forandring knyttet til at få en S-SF-regering til magten – ikke til kamp fra neden.
Men en S-SF-regering vil ikke gøre den store forskel. Tidligere socialdemokratiske regeringer har gennemført nyliberalistisk nedskæringspolitik. S og SF gør alt for at nedtone forventningerne til håbet om forandring.
Selvfølgelig ønsker vi at VKO-regeringen bliver væltet. Det er et signal om, at flertallet ønsker forandring.
Men for socialister er det afgørende at pege på, at reel forandring kun kan komme fra neden, uden for det parlamentariske cirkus. Det er der desværre kun meget få der gør.
Dystre udsigter
Med en fortsat dyb økonomisk krise, massive angreb på arbejderklassen, et fagbureaukrati, der ikke engang vil demonstrere, en kommende S-SF-regering, som kun vil lave mindre kursændringer, og en venstrefløj, der har begravet sig i folketinget – ja, så kan fremtiden se dyster ud.
Men modstanden i andre europæiske lande viser, at det kan være anderledes. Og selv i Danmark har vi set store mobiliseringer mod velfærdsangreb i 2006-7 og ved de offentlige overenskomster i 2008.
Studenterprotesterne i Storbritannien i efteråret viser, hvordan massemobiliseringer hurtigt kan ændre det politiske billede.
Socialister
Men der mangler en politisk kraft, som kan udfordre fagtoppen og de reformistiske partier i arbejderbevægelsen. Det er den meget konkrete udfordring, vi står over for – men hvordan?
Det skal være et politisk parti som har sit fokus på kampen fra neden – ikke på det parlamentariske.
Det skal være et kampparti, der organiserer dem, der vil slås – både i form af konkret organisering og i den ideologiske kamp.
I den nuværende situation er det nødvendigvis et parti af folk, der erkender, at vi er i mindretal – både ideologisk som revolutionære socialister, men også i den forstand, at det kun er et lille (men lidt større) mindretal, der konkret vil slås i dag.
Det betyder, at vi er nødt til at arbejde på to baner: At vinde flere folk til revolution og socialisme – og samtidig forsøge at opbygge lidt bredere initiativer, hvor vi kan samarbejde med folk, der vil slås, også selv om de ikke er organiserede socialister.
Hvordan vi løser den opgave er ikke helt enkelt og bliver en af diskussionerne på IS/U’s landsmøde.
Uanset dette, så er det afgørende, at vi skal være flere organiserede socialister. Så hvis du er enig i det overordnede billede, vi har forsøgt at ridse op, så meld dig ind i IS/U. Vi har brug for dig – og du har brug for os, hvis du vil redde verden fra kapitalismens dystre perspektiver.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed