Socialistisk Arbejderavis
Nr. 307 – 7. marts 2011 – side 3
Reallønsfald for 800.000 offentligt ansatte
Stem nej til offentlige minus-overenskomster
Christine Kyndi
”Man kan ikke sige andet, end at fagbevægelsen udviser solidt samfundshensyn med denne aftale.” – Dennis Kristensen, FOA, om den nye overenskomstaftale for 540.000 kommunalt ansatte.
Den nye overenskomst for 800.000 offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner er blevet forhandlet på plads.
Lørdag den 12. februar fik de statsansatte deres nye to-årige overenskomst. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet siger til Politiken: ”Det, der er i spil nu, er en markant reallønsnedgang. Jeg ved ikke, hvor langt du skal tilbage, før det er gået så galt.”
Overenskomstaftalen indebærer en lønstigning på 3,15 pct. i 2011 og 2012. Men som følge af en ordning, der regulerer lønnen mellem den private og offentlige sektor, slæber de statsansatte rundt på en ”løngæld”, der skal betales. Resultatet bliver ingen lønstigninger i 2011, og en lønstigning på 1,7 pct. i 2012. I samme periode forventes priserne at stige med 4,5 pct.
Desuden hæves pensionsalderen med to år for ansatte i forsvaret. Også politibetjente og fængselspersonalet får hævet aldersgrænsen for, hvornår de skal gå på pension.
Kommunalt og regionalt ansatte
Lørdag den 19. februar faldt den nye overenskomstaftale for de 540.000 kommunalt ansatte på plads.
Ligesom de statsligt ansatte får de ingen lønstigning i 2011. I 2012 vil deres løn stige med 2,7 pct. Det er en større lønstigning, end de statsligt ansatte får – de kommunalt ansattes ”løngæld” var mindre – men der er stadig tale om en reallønsnedgang.
Før de sidste forhandlinger meldte Dennis Kristensen ud, at det ville være umuligt at sikre reallønnen, men at man til gengæld ville satse på øget tryghed for de kommunalt ansatte, nu når 10.000 skal fyres i 2011. Men også på det punkt måtte Dennis Kristensen melde sig ”skuffet over de kommunale arbejdsgiveres holdning til deres egne medarbejdere”.
Søndag den 27. februar endte forhandlingerne om ny overenskomst for de ca. 120.000 regionalt ansatte i sundhedssystemet. Ligesom for de kommunalt ansatte bliver der ingen lønstigning i 2011 og en lønstigning på 2,7 pct. i 2012. De 2,7 pct. er lige nok til at sikre reallønnen i 2012, men da lønnen ikke stiger i 2011, er der samlet set tale om reallønsnedgang. Heller ikke ved denne overenskomstforhandling blev der aftalt tryghedsordninger i forbindelse med fyringsrunder.
Hvis de nye overenskomstaftaler bliver godkendt til urafstemningen, vil det betyde reallønsnedgang for 800.000 offentligt ansatte.
Omfordeling
Krisen er af magthaverne blevet brugt som en anledning til at intensivere angrebene på arbejderklassen.
Spareplaner, nedskæringer og massefyringer i det offentlige, halveringen af dagpengeperioden og planerne om at afskaffe efterlønnen er nogle af de tiltag, VKO-regeringen har taget for at sikre, at det er arbejderklassen, som kommer til at betale både for krisen og for den socialt skæve politik, de har ført til gavn for de rigeste.
Sidste års overenskomster for den private sektor er endnu et eksempel. De endte med reallønsnedgang og med, at fagbevægelsens krav om indførelse af kædeansvar og afskaffelsen af 50 pct. reglen for HK’ere blev afvist.
De dårlige resultater kom samtidig med, at store virksomheder meldte om gode regnskaber og opjusteringer, og topchefernes lønninger steg med 23 %.
De nye offentlige overenskomster er bare det nyeste angreb i rækken. Bliver de accepteret, vil det være endnu en sejr for Claus Hjort Frederiksen.
Pengene er der
Pengene til ordentlig velfærd og ordentlige forhold for ansatte i den offentlige sektor er der – i lommerne på de rigeste.
Nogle af pengene kan hentes ved at beskatte de multinationale, der snyder for 14 milliarder kroner om året i skat. Eller ved at rulle skattelettelserne til de rigeste tilbage. Enhedslisten har lavet en plan, der viser, at man kan skaffe 50 milliarder ekstra til statskassen – uden nedskæringer, fyringer eller forøget arbejdstid.
Ligesom det var tilfældet under sidste års overenskomstforhandlinger, hvor Harald Børsting udtalte, at: “man må erkende, at der ikke er plads til lønfest denne gang”, havde fagtoppen på forhånd opgivet al modstand mod udsigten til reallønsnedgang.
Fx sagde Grethe Christensen, formand for DSR (Dansk Sygeplejeråd) til Politiken: ”Finansministeren styrer jo også reelt forhandlinger i regioner og kommuner med hård hånd, så der er ikke udsigt til at få flyttet meget på det resultat, der er opnået for de statsansatte.”
Solidt samfundshensyn?
Når Dennis Kristensen kan sige, at fagbevægelsen har udvist ”solidt samfundshensyn” med den nye aftale, er det en falliterklæring.
Det er en overgivelse til magthavernes logik om, at det er arbejderklassen, der skal betale for, at de rige kan feste videre – det er, hvad han kalder ”solidt samfundshensyn”.
Det er meget lidt hensynsfuldt over for de 800.000 og deres familier, der skal leve med disse minus-overenskomster.
Fagtoppens dobbeltspil
For kun et par uger siden, d. 2. februar, holdt LO efterlønsmøde i Odense for 5.000 tillidsfolk og fagligt aktive. Glimrende initiativ hvor der var store bifald til de faglige lederes vrede taler mod regeringens angreb på efterlønnen og velfærden generelt.
Det kunne have været en glimrende anledning til at organisere aktiv modstand. Ikke kun mod efterlønsangrebet, men også mod de minus-overenskomster, som mange af de samme faglige ledere på samme tid var ved at aftale med de offentlige arbejdsgivere.
Desværre var mødet fuldstændigt topstyret og kun beregnet på at bakke S og SF op i den kommende valgkamp.
Fagtoppen spiller et farligt dobbeltspil: På den ene side raser de mod velfærdsangrebene. På den anden side forhandler de overenskomster, der rammer hundredtusinder af de medlemmer, de burde repræsentere.
Stem Nej – organisér modstand
Hvis man vil stoppe angrebene, skal man derimod kigge på de vilde strejker organiseret fra bunden, der begyndte dagen efter LO’s møde.
De blev udløst af, at folk er utilfredse med VKO’s krisepolitik og frygter for, at en måske kommende S-SF-regering vil fortsætte i samme spor.
Kampen mod minus-overenskomsterne er en del af kampen mod den generelle krisepolitik.
Er du offentligt ansat, så diskutér med dine kolleger, hvorfor der skal stemmes Nej – og om hvordan I kan begynde at organisere strejker og protester for at sikre løn og arbejdspladser.
Er du privat ansat, studerende eller blot bruger af den offentlige velfærd, så diskutér, hvordan I kan fortælle offentligt ansatte, at de ikke står alene.
Det er ikke kun én-dags-strejkerne efter LO-mødet, der er værd at lære af.
Ikke kun i Mellemøsten, men også de seneste par år i Europa, har millioner været involverede i modstand mod krisepolitikken – fra Grækenland og Frankrig til Spanien, Irland og Storbritannien.
Se også:
SAA 307: Reallønsnedgang skaber mere uligeløn
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed