Socialistisk Arbejderavis
Nr. 308 – 8. april 2011 – side 2
Hvordan vi udbygger den ægyptiske revolution
Anne Alexander
Revolutionære socialister i Ægypten er centrale i at skabe nye organisationer som skal afspejle revolutionens krav, Anne Alexander har talt med nogle af aktivisterne.
Enhver revolution er en opblomstring af den kreative energi fra mennesker som lige har opdaget deres magt til at ændre verden. Nye partier opstår ud af ingenting og det politiske landkort ændrer sig hele tiden.
Men enhver revolution rejser også spørgsmålet om strategi og taktik, og først og fremmest rejser den spørgsmålet om lederskab. Den nuværende fase af revolutionen i Ægypten giver revolutionære socialister store udfordringer.
Diktatoren Hosni Mubarak er færdig, men en stor del af hans diktatur er stadig intakt. Arbejdere og studerendes protester og strejker er skudt op ud over landet de seneste få uger. De forlanger at de korrupte chefer og uddannelses-ledere udpeget af Mubarak og hans venner bliver fjernet.
Som svar har regeringen bestemt at alle strejker og protester er ulovlige.
Et vigtigt spørgsmål er: hvilken slags organisation skal socialister bygge for at kanalisere massernes energi og for at give en modvægt til statens magt?
Revolutionære socialister i Ægypten spiller en ledende rolle i at bygge 3 meget forskellige slags organisationer, hvis mål det er at sprede og uddybe revolutionen.
De er centrale i skabelsen af uafhængige fagforeninger. De spiller en nøglerolle i at opbygge Folkekomiteer til Forsvar for Revolutionen, som nu udgiver en ugentlig avis, Revolutionære Ægypten, med et oplag på 50.000. De er også med i et projekt der skal skabe Det Demokratiske Arbejderparti sammen med andre socialister og uafhængige fagforeningsaktivister.
Her er interview med to ægyptiske socialister, der taler om hvad de laver.
Sayed Abd-al-Rahman, Folkekomiteen til Forsvar for Revolutionen
Jeg er medlem af Ma’adi, Basatin og Dar-al-Salams Folkekomiteer til Forsvar for Revolutionen. Komiteen blev stiftet i dagene efter Mubaraks fald af en gruppe aktivister, størstedelen af dem venstrefløjsaktivister.
Vi kendte hinanden fra før revolutionen og vi havde samarbejdet i nærområdet med sager som Gaza, Irak-krigen og de sociale problemer der er i vores område.
Da revolutionen startede, tænkte vi: hvordan kan revolutionen fortsætte?
Vi følte at mange mennesker ville sige at revolutionen ikke var andet end Mubaraks fald, men vi ser revolutionen på en anden måde – som en rejse mod et forandret samfund.
Almindelige mennesker der deltager i revolutionen følte at tingene måtte blive bedre. Så vores mål var at fortsætte revolutionen i det område vi bor i.
Vi organiserede et stort møde to dage efter Mubaraks fald, for at mindes martyrerne. Det handlede også om at sige til folk: kom og slut jer til os, lad os sammen tænke over hvad vi kan gøre som Folkekomiteen.
Vi fik fat i et lydsystem, mikrofoner og et lille bord og startede mødet – 200 lokale dukkede op.
Det var fantastisk at stå i gaden og diskutere politik.
Under Mubarak kunne vi nogle gange organisere en hurtig demonstration på en halv time så politiet ikke havde en chance for at opløse os. Men pludselig stod vi der og havde et kæmpe gademøde i 2-3 timer.
Det føltes som et folke-parlament – alle kom med deres egne idéer og meninger om revolutionen.
Medlemskabet afspejler områdets natur. For eksempel er flertallet af befolkningen i Dar-al-Salam små-producenter og håndværkere. De er meget svære at organisere politisk. De har små værksteder, og de er for det meste deres egen chef.
Det vil være meget let for kontra-revolutionen at få dem over på sin side nu, hvor landets økonomi er gået i stå. Det er derfor det er så vigtigt med politisk arbejde i de områder.
I de fleste af de steder, vi organiserer, har der slet ikke været nogen politisk aktivitet overhovedet.
Ideen om at en almindelig person fra disse gader kan tage mikrofonen og tale om deres meninger foran andre er et meget positivt skridt.
Vi mødes lørdage og diskuterer hvad vi skal gøre næste uge. Beslutningernes tages af flertallet, eller nogle gange ved enighed.
Problemet er at vi kun har et lille kontor at mødes i, og der er ikke plads nok til alle medlemmerne af komiteen. Der er omkring 20 unge mænd og kvinder der er aktive hver dag. Men der er et bredere medlemskab på omkring 200 som er aktive med mellemrum.
Vi har organiseret en demonstration for at vise enhed mellem muslimer og kristne. Vi har også mobiliseret 1.000 mennesker til at protestere efter at en politibetjent dræbte en minibus-chauffør på gaden.
Folk er medlem af komiteen som individer, selv hvis de også er medlemmer af politisk grupper. De folk der stiftede komiteen er hovedsageligt fra venstrefløjen, nogle er medlem af Revolutionære Socialister, og andre er venstreorienterede fra 1970-generationen.
Hvad vi mener med medlemskab er at hvis folk er enige med os og gerne vil være aktive, så bør de slutte sig til os.
Det er ligegyldigt, om de er muslimer, kristne, mænd, kvinder, unge eller gamle.
For os betyder det at fortsætte revolutionen at opnå demokrati fra neden, og at skabe politiske organer der kan give folk mulighed for at udtrykke deres idéer demokratisk.
Vi har set dette i praksis i sovjetterne under den russiske revolution, og i nabolags-rådene i det 20. århundrede.
På et teoretisk plan kan vi se at dette er noget som kan opnås i fremtiden.
Kamal Khalils tale ved det stiftende møde for Det Demokratiske Arbejderparti
Arbejdere har 3 våben: strejke, uafhængige fagforeninger og endelig må de også have et politisk parti til at udtrykke deres interesser og organisere arbejdermagt i samfundet.
Strejkevåbenet bliver brugt af arbejdere uanset alle det eksisterende regimes love som har forbudt strejker og holdt arbejderne fanget i statslige fagforeninger. På trods af alle lovene imod, har ægyptiske arbejdere udøvet deres ret til at strejke siden 2006.
Og på trods af alle de love der kriminaliserer uafhængige fagforeninger, har arbejdere i sektorer fra skatteindsamlerne til Mahallas tekstilarbejdere kunne organisere uafhænige fagforeninger.
Men de ægyptiske arbejdere manglede det våben som et politisk parti er – indtil i dag.
Der har ikke været noget parti der kunne udtrykke arbejderinteresser med hensyn til økonomisk politik eller demokrati-krav. Intet parti har udtrykt arbejdernes syn på klassespørgsmål eller imperialisme.
I dag går vi fremad. Vi er startet med at diskutere et program, vi skal udgive en avis, og vi vil lave en stiftende komite.
Vi får folk til at slutte sig til os og vi vil holde en stiftende konference hvor vi vil diskutere programmet. Der vil folk kunne sige at de er uenige, og vi kan beslutte at fjerne ting fra vores program.
Der er en masse intellektuelle der gerne vil være med.
Men vi siger at vi vil bygge et parti af arbejdere – 1.000 arbejdere i Suez, 1.000 arbejdere i Mahalla og 1.000 arbejdere fra jernbanesektoren.
De intellektuelle kan deltage så længe de tilslutter sig vores program.
Lederskabet i partiet skal bestå af mindst 70-80 % arbejdere. Arbejdere bliver nødt til at tale med én stemme.
Så den stiftende komite har medlemmer fra skatteindsamlerne, fra arbejderne fra Mahalla, fra offentlig transport arbejdere, fra Suez kanalen, fra fabrikkerne i Port Said.
Til den stiftende konference skal de alle være en valgt delegeret.
Vi er et arbejderparti, men vi har også bøndernes krav i vores program.
Hvis vi i fremtiden vinder bønder for medlemskab af partiet kunne vi ændre navnet til arbejdernes og bøndernes parti, men i øjeblikket vil vi fokusere på arbejderne.
Vi kan opfordre medlemmer af Folkekomiteerne til Forsvar for Revolutionen til at komme med i partiet, men vi bliver stadig nødt til at starte med arbejderne.
Tilbage i 1920 blev der stiftet et arbejderparti, men siden det blev opløst i 1924 har arbejderne ikke haft deres eget parti. Dette er en historisk mulighed.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2245 (29. marts) af Christine Kyndi Bergen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed