Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 308 – 8. april 2011 – side 4

Det mener vi

Venstrefløjen er død – længe leve venstrefløjen

En ny venstrefløj blev født efter 1968 med generalstrejken i Frankrig, oprøret i Tjekkoslovakiet, studenterprotesterne og Vietnam-krigen.

Bomberne, der regnede ned over Vietnam, gav den ny venstrefløj den sunde barnelærdom, at amerikanske bombefly skabte død og ødelæggelse, ikke frigørelse og demokrati.

Kreative og beslutsomme kampe satte en stopper for professorvældet. Studenterprotesternes sejre lærte venstrefløjen, at den kunne vinde.

Generalstrejken i Frankrig lærte venstrefløjen, at arbejderklassen har styrken til at sætte landet i stå og fantasien og dynamikken til at starte det igen på egne præmisser.

Men det kræver en organisation, der kan give fantasien og dynamikken den styrke, der kan knække det etablerede samfunds søjler. Og en sådan organisation manglede i Frankrig.

At den organisation ikke var det stalinistiske kommunistparti blev tydeligt, da oprøret i Tjekkoslovakiet blev slået ned.

Hvad så for en organisation?

Hvad venstrefløjen aldrig fandt ud af var, hvad det så var for en organisation, der var brug for.
Det var ikke, fordi den ikke forsøgte. De mange partier, smågrupper og fraktioner diskuterede det livligt og forsøgte at skabe den organisation.

Venstrefløjen fandt aldrig svaret. Men da den blev ældre fandt den ud af, at den havde behov for at samarbejde. Enhedslisten blev resultatet af den erkendelse.

Enhedslisten var fra starten et parlamentarisk projekt, men med venstrefløjens sunde barnelærdom i behold.

Men som årene er gået, har nogle glemt deres barnelærdom. Og de, der stadig kan huske den, har ikke formået at give den videre til de mange unge.

Det blev tydeligt den 19. marts, da Enhedslisten stemte for, at amerikanske og danske bombefly skulle skabe frihed og demokrati i Libyen.

Men det er ikke kun læren af Vietnam-krigen, der er glemt. Arbejderklassens dynamik, styrke og fantasi skal ikke længere bruges til at knække det etablerede samfunds søjler, men skal begrænses til et kryds hvert fjerde år – alene lukket inde i en boks.

Reinkarnation

Vi har i Egypten og Tunesien igen set, hvordan store demonstrationer kan inspirere arbejderne, og hvordan strejker kan vælte diktatorer. Hvordan kravet om demokrati hænger uløseligt sammen med kravet om sociale forandringer.

Demokratiet udfolder sig i de arabiske revolutioner, mens Vestens elite hyklerisk taler om demokrati – samtidig med at de gør, hvad de kan, for at underminere revolutionerne.

Elitens hykleri er også tydeligt herhjemme. De tager million-bonusser til sig selv og skærer ned på basale velfærdsydelser. Det giver drømme om revolution også herhjemme.

Det er den drøm, den nye venstrefløj skal bygge på.

Dele af den nye venstrefløj demonstrerede den 2. april. Men vi var kun to tusinde – for den nye venstrefløj er endnu ikke organiseret. Så den kan ikke samles og vise sin styrke.

Derfor skal den gamle venstrefløj reinkarneres – genfødes til et højere stadie.

Et stadie, hvor dens barndomslære kombineres med den nye venstrefløjs drømme og aktivisme.
Et stadie, hvor venstrefløjens historiske lærdom komponeres med inspiration fra de arabiske revolutioner.
Et stadie, hvor den er med til at skabe den organisation med fælles visioner og kollektiv handling, som den gamle venstrefløj aldrig fik skabt.

Bliv organiseret socialist – vær med til at skabe en ny venstrefløj!

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 308

Flere numre fra 2011

Siden er vist 2896 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside