Socialistisk Arbejderavis
Nr. 308 – 8. april 2011 – side 8
Benzin på et brændende bål
Jonathan Simmel
Når vi diskuterer krigen i Libyen, må vi også forholde os til de rent faktiske omstændigheder, der var ved krigens begyndelse. Det er korrekt, at Gadaffi var ved at knuse et oprør, det er ligeledes korrekt, at Gadaffi begik overgreb mod sin egen befolkning. Hvad der dog ikke er korrekt, er at der var tale om folkemord eller etnisk udrensning, som flere venstrefløjskræfter prøver at italesætte.
Vi stod overfor en væbnet konflikt som ingen gavn ville kunne have ved at Vesten skulle blande sig for egne interessers skyld. Når vi står overfor et brændende hus med den eneste mulighed at kaste benzin på bålet, er det bedre ej at handle.
De løsninger, som skulle have forhindret Gadaffis overgreb og have hjulpet et folkeligt oprør til at vælte Gadaffi, skulle være sket for 5-10-40 år siden. Ikke midt under konflikten, hvor den eneste store mulighed var at skade oprøret ved at begynde at bombe Libyen.
Så argumenterne med at beskytte civile, holder på ingen måder vand og vil blive tilbagevist med tidens gang, og er allerede så småt begyndt med op mod 1000 dræbte siden bombningerne gik i gang.
Støtte oprøret
Hvis argumentet derimod var at støtte oprøret skal disse argumenter tilbageskydes med helt andre kendsgerninger. Alle erfaringer viser, at det kun er til svækkelse for oprøret med en vestlig intervention, samt at ”oprøret” sandsynligvis er af en meget kritisabel størrelse.
Lederne er direkte håndplukkede, har forberedte politiske aftaler med vestlige stater, er ikke udtryk for arbejderklassens interesser, og værst af alt har Vesten ved deres passivitet ved starten af konflikten gjort oprøret afhængigt af vestlige regeringers støtte.
Ved siden af dette er det kun til skade for de folkelige oprører rundt omkring Libyen (Tunesien, Egypten mv.), at Vesten og USA nu har en direkte militær kile ind mellem disse lande og er aktivt til stede i regionen.
Det kan, og vil desværre nok, ende med en så markant tilstedeværelse og vestlig indblanding, at de folkelige oprør, vi alle var så fascinerede af, ender med at blive en udskiftning af personer i de forskellige regeringer, samt meget lille demokratisk fremgang. Men intet der bryder grundlæggende med det kapitalistiske system eller den undertrykkelse regionen lever under, som blandt andet udspringer af EU’s toldbarriere.
Sidst af alt må vi som venstrefløj udstille de vestlige regeringers hykleri, når de våben, vi bekæmper, er solgt af egne lande. Vi må forlange en åbenhed omkring hvilke firmaer, der har solgt våben til Gadaffi, hvilke banker, der har opbevaret hans midler og hvilke vestlige lande, der har haft interesse i Libyen.
Der er intet nyt ved Gadaffis måde at regere sit land på, og dette bør komme frem og udstille hykleriet. På samme måde som at det skal fremvise, at oprøret ikke repræsenterer den brede befolkning. Men ene og alene er USA’s plan B.
Jonathan Simmel er medlem af SUFs ledelse og koordinationsgruppe
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed