Socialistisk Arbejderavis

Nr. 308 – 8. april 2011 – side 9

Kommentarer til Enhedslistens støtte til krigen mod Libyen

Vibeke Syppli Enrum + Helge Bo Jensen + Rune Lund + Carsten Andersen + Hans Jørgen Vad + Mikael Hertoft

Vi har bedt en række Enhedsliste-medlemmer, der er uenige med partiets støtte til Libyen-krigen, om at sige, hvorfor de er uenige.

At bombe er ikke fredsbevarende

I tiden op til EL’s beslutning viste medierne et ensidigt billede af Gaddafi og det forventede folkemord i Bengazi. Der krævedes HANDLING uden skelen til hvem der ville handle på et FN mandat og overfor hvem.

Viden om den libyske befolkning, andre handlemuligheder, og den militære indsats begrænsninger, blev tilsidesat af en folkestemning: Vi MÅ hjælpe – men hvem hjælper vi? En borgerkrig med mange dræbte er ikke det samme som et folkemord. Og hvad skal vi gøre når den ene part vinder?

At bombe er ikke fredsbevarende, men krig og militær aggression, der desværre kan medføre endnu flere dødsfald og større politisk splittelse i Libyen. Erfaringerne fra Serbien var mere end 2 måneders bombninger, der først gav resultater da Beograd blev målet. Dvs. gennem civile og ikke militære tab.

Når krig er det eneste svar, forrås verden og dermed de politiske beslutninger. Det kræver et stærkt og aktivt partidemokrati at stå op imod.

Vibeke Syppli Enrum, Enhedslisten Svendborg

Naiv støtte til krig

For mig er det en selvfølge, at krigen i Libyen drejer sig om noget helt andet end støtte til demokrati eller om at forhindre en massakre. Sædvanligvis handler krige om helt banale imperialistiske interesser: Ressourcer og magt. I Libyen velsagtens olie – og indflydelse på hvem der kommer til at efterfølge Gadaffi.

Flere tilhængere af krigen, også fra venstrefløjen, har udtalt, at det ikke kan være interesse i Libyens olie, der har spillet en afgørende rolle, da vesten jo allerede fik olien fra Gadaffi.

Bortset fra at stabile olieforsyninger efter Gadaffi er nok så væsentligt – så er det et interessant argument. Hvis olien ikke spiller nogen rolle – hvad gør så? Findes der virkeligt socialister, der mener, at USA, Frankrig og England går i krig for demokratiets og menneskerettighedernes skyld? Hvilken analyse ligger bag støtten til krigen?

Helge Bo Jensen, folketingskandidat og kommunalbestyrelses-medlem for Enhedslisten

Godt, at Enhedslisten nu er imod krigen

Jeg er meget lettet over, at Enhedslisten ikke længere støtter krigen i Libyen. Jeg kunne ikke støtte Folketingsgruppen i at Enhedslisten skulle være med i krigen, da jeg var tilhænger af et flyveforbud – snævert forstået – kombineret med massiv humanitær nødhjælp.

Problemet er, at krigen med meget stor sandsynlighed vil koste flere civile livet end slet ingen krig. Samtidig har krigen fra starten været en støtte til den ene part i en borgerkrig, som vi i realiteten kender meget lidt til. Oprørerne er uden tvivl på mange måder bedre end Gadaffi – men hvor meget, når det kommer til stykket?

Vi skal have humanitær hjælp og fredsinitiativer på banen straks. Det er vejen til en holdbar løsning uden at Libyen bliver ødelagt af borgerkrig.

Rune Lund, medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse, fhv. medlem af folketinget

Krig påfører befolkningerne død og ødelæggelse

I Irak og Afghanistan er krig og besættelse blevet den største forhindring for at befolkningen selv kan bestemme over deres land og deres fremtid.

Erfaringer fra Tunesien og Egypten viser derimod, at frihed, demokrati og social retfærdighed kan opnås gennem et folkeligt engagement.

Med krigen mod Libyen forsøger krigsmagerne at relancere begrebet ”humanitær krigsførelse”.

Hvis det ikke lykkes at rejse en protest imod denne krig, er vejen banet for at stormagterne kan angribe og vælte regeringer, de ikke bryder sig om.

Så er der risiko for en stribe af ”humanitære krige”, for der er regimer nok, som stormagterne ikke kan lide. Det næste kunne være Myanmar, Iran, Nord-Korea, Venzuela eller Cuba. Tør vi tillade den udvikling?

Carsten Andersen, Nej til krig og Terror og Enhedslisten Århus

Vi skal støtte den libyske revolution – “people to people”

Det glæder mig meget, at Enhedslisten nu har trukket støtten til krigen i Libyen. For det var simpelthen for naivt at tro, at denne aktion blev igangsat for libyernes blå øjnes skyld. Eller at Enhedslisten kan gå hånd i hånd med de stormagtsintesser, som aktionen reelt er et udtryk for, og som kan ende med en deling af Libyen.

For mig at se, er det vigtigste nu at Enhedslisten og venstrefløjen får udviklet en linje for, hvordan vi kan støtte den libyske revolution – people-to-people, både politisk, humanitært og militært.

Det kan lyde abstrakt, men det er dog langt mere konkret i Libyen, end det at støtte oppositionen i Irak og Afghanistan som alternativ til militær krig.

Hans Jørgen Vad, Århus, medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten

Enhedslisten må stoppe støtten til krigen i Libyen

NATO er deltager i borgerkrigen i Libyen – det står nu klart. Den amerikanske general Ham forklarer at oprørernes fremgang ville stoppe hurtigt, hvis ikke NATO bombede. I slaget om Sirte bomber NATO byen kraftigt, for at forberede at oprørerne kan indtage den. I en militær konflikt mellem Gadaffi og oprørerne freder NATO den ene side og bomber den anden. Det har intet med FN mandatet til at beskytte civile at gøre.

Hvad vi ser, er en NATO kampagne for at komme af med Gadaffi. Bagefter vil NATO tage sig betalt med at blande sig i Libyens indre forhold for at sikre vestlige interesser: kontrol over olien og over den arabiske verden – og resultatet vil ikke blive demokrati eller støtte til den arabiske revolution.

Enhedslisten må stoppe sin støtte til denne krig, der var pinlig og naiv lige fra starten.

Mikael Hertoft, Østerbro, medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten

Flere artikler fra nr. 308

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Vibeke Syppli Enrum
Helge Bo Jensen
Rune Lund
Carsten Andersen
Hans Jørgen Vad
Mikael Hertoft