Socialistisk Arbejderavis
Nr. 308 – 8. april 2011 – side 12
Socialisme i det 21. århundrede
Hans Jørgen Vad
Med krisen kom der ny fokus på socialismens aktualitet. Ikke bare som alternativ til nyliberalismen, men til kapitalismen som sådan. Med det arabiske forår kom der også fokus på revolution som en mulighed – noget som næsten var forsvundet ud af ordbogen.
Hvis man påstår, at socialisme er det logiske endemål for disse revolutioner, vil det måske overraske. Men ser man nærmere på den dybere årsag til oprøret i fx Egypten, er det alligevel ikke så langt ude.
For den skyldes dels den strukturelle fattiggørelsen af Egypten – som historisk er et rigt land med store ressourcer. Her har den militære-/industrielle klikes tilpasning til den internationale nyliberalisme sikret den en voldsom berigelse på de almindelige egypteres bekostning. Akut stigende brødpriser pga. krisen har forstærket denne elendighed – både i Egypten og andre lande – hvilket har været underbetonet i medierne.
Et socialistisk Egypten?
Revolutionens kilde var ikke bare krav om frihed, men også mere social lighed. Og disse kan næppe tilfredsstilles inden for de nuværende politiske og økonomiske rammer, som indførelsen af parlamentariske valg ikke nødvendigvis vil ændre på.
Den eneste faktor, som kan ændre disse, er formentlig en organiseret arbejderklasse, som både kan tage magten over den industrielle produktion og de offentlige institutioner. Det så vi i den russiske revolution og det så vi spirer til i Chile 1972-73 og under Solidarnosc i Polen i 1980-81.
Hvis den egyptiske revolution udvikler organer, som tager magten i samfundets basis med krav om dybtgående reformer, vil det rejse et afgørende spørgsmål: Kan det ske i et samarbejde med repræsentanter for de gamle magthavere?
Alle erfaringer viser, at det kan man ikke – det vil kræve et opgør, hvor de folkelige organer tager hele magten. Det er socialismens kerne, men skal den overleve, kræver det nogle svar ud fra en dybere socialistisk forståelse.
Socialismens indhold og væsen
Det første spørgsmål er: Hvad er socialisme, og hvad adskiller den fra kapitalismen? Og før jeg svarer, vil jeg betone, at det ikke må blive for detaljeret. For i et ægte demokrati, vil det helt afhænge af, hvordan befolkningen konkret ønsker at indrette sig.
Men noget kan vi dog sige, og mest overordnet vil den overordnede styring af produktionen vil være bestemt af en demokratisk planlægning og ikke af de blinde markedskræfter. Hvilket igen forudsætter en socialisering af produktionsmidlerne, dvs. en samfundsmæssig overtagelse af fabrikker, infra-struktur osv.
Den første fordel er, at det nye samfundssystem ikke vil blive ramt af de kapitalistiske kriser, som vi kender i dag – med arbejdsløshed, varemangel og lukkede fabrikker.
Den anden fordel er, at man frigør hele den del af samfundsøkonomien, som bruges til at forvalte penge-økonomien: Banker, finansvæsen, reklame-udgifter og store dele af retsapparatet.
Som det sidste vil man i et meget stort omfang også kunne fjerne penge-økonomien i dagligdagen, da man så at sige kan fjerne "brugerbetalingen" på en lang række forbrugsgoder, som jeg her vil kalde basis-goder. Goder, som i virkeligheden omfatter størstedelen af økonomien.
Lidt populært kan de defineres som de goder, som ingen kunne drømme om at hamstre eller frådse med, hvis de blev stillet frit, fx mælk, rugbrød og en lang række andre dagligvarer. Det vil være meningsløst at slæbe mere hjem end man skal bruge på samme måde, som folk ikke slæber flere bøger hjem fra bibliotekerne en de har tænkt sig at læse.
Derudover vil der være en række goder, som der vil blive knaphed på, hvis der var fri adgang til dem, fx kaviar, dyre rødvine, udlandsrejser. Derfor vil der her være nødvendigt med en begrænset penge-økonomi, så de kan blive ligeligt fordelt i fht. efterspørgslen.
Men det korte af det lange er, at pengeøkonomien i et sådant samfund vil få en begrænset og måske efterhånden forsvindende rolle i samfundet. For den anden side af dette er jo, at med en fri adgang til de mange basis-varer, vil der jo heller ikke være behov for en særlig stor penge-cirkulation til "lønudgifter".
Nogle vil her måske spørge: Hvordan får man folk til at arbejde, hvis så mange goder er gratis? Det korte svar er, at det er en myte, at folk ikke gider arbejde, som også mange undersøgelser viser. Men mere uddybet kunne en "arbejdspligt" jo i første omgang være adgangen til de "løn-penge", som giver adgang til de nævnte luksus-goder. En arbejdspligt, som naturligvis ikke skal omfatter syge o. lign.
Mange vil måske indvende, at det er umuligt at planlægge den samlede produktion, så den kommer til at passe med efterspørgslen, når man ikke har de gode gamle markedskræfter at støtte sig på.
Hertil er der at sige, at allerede under den nuværende kapitalisme er en meget stor del af produktionen "planstyret". Hvilket skal forstås på den måde der for en meget dels vedkommende produceres det samme fra år til år, som leveres til de samme aftagere.
Når det er sådan i et udviklet kapitalistisk samfund som det danske, skyldes det, at det basale forbrug fra år til år er meget stabilt og konservativt. Og at de mest konjunkturfølsomme brancher ligger i luksus-området og investeringsgoder. Derfor er især byggeriet meget konjunkturfølsomt. Denne konjunkturfølsomhed kan man helt komme udover i en demokratisk plan-økonomi.
International socialisme
Lige siden Marx og Engels har den grundlæggende forståelse været, at man ikke kan tænke sig en levedygtig socialisme i kun ét land. Så hvis det lykkedes at indføre socialisme i Egypten, må den nødvendigvis sprede sig til andre lande, hvis den skal overleve.
Men omvendt var erfaringen efter den russiske revolution i 1917 også, at den var enormt populær og havde en stor evne til at sprede sig, som fx til Tyskland, Ungarn og Italien.
På samme måde vil en egyptisk revolution utvivlsomt være lige så inspirerende i Tunesien og de andre arabiske lande, som blev inspireret i dette forår. Og hvorfor ikke Portugal, Spanien og Grækenland, som alle er på bankerottens land – med gentagne generalstrejker. Eller USA, hvor de strejkende arbejdere i Wisconsin demonstrerede under paroler om, at Mubarak og den lokale guvernør kunne være et fedt?
Socialisme og kommunisme
Da Marx og Engels i sin tid skrev om dette, hed det "Det kommunistiske Manifest", og det rejser spørgsmålet om forholdet mellem socialisme og kommunisme? Eller om kommunisme bare er et ord, vi er holdt op med at bruge fordi det blev miskrediteret i Sovjet?
Nej, det er faktisk meningsfyldt at skelne, som der har været tradition for i marxismen. Her har kommunisme været opfattet som fuldbyrdelsen af det kollektive samfund, og socialisme som overgangen til kommunisme, hvor samfundet stadigt indeholder mange rester og overleveringer fra kapitalismen.
Det er fx penge, løn, diverse uligheder, selv om de er under kraftig afvikling. Efter denne opfattelse defineres socialisme med andre ord som et samfund, hvor den arbejdende befolkning har overtaget den politiske magt og målrettet arbejder hen mod det klasse- og pengeløse samfund, hvor "staten visner bort" og "solen altid stråler smukt".
Vejen til socialisme – reform eller revolution?
For Marx og Engels blev Pariser-kommunen lidt af en øjenåbner ifht., hvordan en socialistisk magt-overtagelse kan finde sted. For før 1871 var tankerne om dette ret vage, og muligheden af at stemme sig til socialisme blev ikke principielt afvist.
Den afgørende lære fra Pariser-kommunen var, at man ikke kan overtage det gamle stats-apparat, hvis primære kendetegn er et embedsmandsapparat, som er udpeget fra oven og nedefter. Dette statsapparat skal smadres og erstattes af ægte demokratiske organer, hvor alle politiske funktionærer er valgt fra neden og øjeblikkeligt kan afsættes. Også alle løn- og arbejdsmæssige privilegier skal afskaffes, som det skete i Paris.
En anden lære er, at den nye statsmagt (halvstat, kaldte Marx det) ville vokse ud af revolutionens kamporganisationer. I Paris beboer- og karré-organisationer, i Rusland fabrikskomiteer og arbejderråd (sovjetter), i Chile i 1973 cordónes og Polen i 1980 spillede Solidarnosc denne rolle.
Skal en tilsvarende magtfaktor udvikles i Egypten, vil den have sit udgangspunkt i den nye strejkende arbejderbevægelse. En bevægelse, som ikke nøjes med at stille krav til løn- og arbejdsforhold. Men som også må samles om politiske krav som opløsning af sikkerhedspolitiet, et udvidet demokrati og omfattende økonomisk-politiske reformer.
Det er når man overtager fabrikken, at man hurtigst lærer, at arbejdsgiveren er overflødig. Det er når rigtigt mange gør det, at masserne lærer, at kapitalisterne er overflødige. Derfor er det også her, at man lærer, at selve kapitalismen kan afskaffes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed