Socialistisk Arbejderavis
Nr. 308 – 8. april 2011 – side 16
Libyen-krigen er imperialistisk
Jakob L. Krogh
Før oprøret i Libyen begyndte, producerede Libyen 1,8 millioner tønder olie om dagen. Olien er den vigtigste grund til, at Frankrig, England og USA m.fl. bomber Libyen.
To dage efter at bombningerne var begyndt, sagde major Peter Sølling på TV2, hvorfor der blev bombet omkring byerne Ajdabiyah og Misrata:
”De to byer er vigtige, for syd for byerne er to af Libyens største oliefelter placeret – 80 procent af Libyens oliereserver befinder sig syd for de to områder. Den centrale og vitale infrastruktur, der er forbundet med at udvinde og transportere olien er også i det område.”
Revolutionerne i Egypten og Tunesien og den enorme bevægelse i Mellemøsten har svækket Vestens kontrol.
Både Mubarak og Ben Ali var vestlige allierede – ligesom regimerne i de fleste andre arabiske lande, der har oplevet opstande. Med bombningen af Libyen forsøger Vesten at genvinde noget af deres tabte position i Mellemøsten.
Vestens intervention vil ikke være til gavn for revolutionerne, selv om bombningerne i starten var populære.
Vesten afpresser oprørerne
Fra starten bad oprørerne om anerkendelse af det nationale overgangsråd og adgang til de beslaglagte milliarder fra Gadaffi-regimet, så de kunne købe våben og andre vigtige forsyninger. Og de krævede stop for de fly med lejesoldater, der gav regimet fodfolk.
De fik hverken hjælp eller anerkendelse fra Vesten. Vesten nægtede at blokere flyene med lejesoldater.
De modsatte sig ethvert våbensalg med den begrundelse, at de kunne falde i hænderne på ”islamistiske terrorister”. Og de fandt en juridisk begrundelse for ikke at give Gadaffis milliarder til det nationale overgangsråd.
I stedet forlangte de, at enhver fremtidig libysk regering skulle overholde alle de kontrakter, der var indgået af Gadaffi-regimet, herunder ”generøse” olieaftaler. At undertrykkelse af ”islamistiske bevægelser” skulle fastholdes, og at Libyen fortsat skulle holde migration fra Afrika ude af EU.
Vesten afpressede revolutionen. Det nationale overgangsråd blev tvunget til at pantsætte sin fremtid for at sikre sin overlevelse.
Det nationale overgangsråd er ledet af afhoppere fra Gadaffis regime. Lederen Mustafa Abdel Jalil var justitsminister fra 2007. Også Gadaffis forhenværende indenrigsminister, Abdul Fatah Yonis, er medlem af rådet.
Det er disse tidligere Gadaffi-støtter, som Vesten nu kører i stilling som ledere af et nyt Libyen eller et delt Libyen.
Forhindrede et folkemord?
Fortalerne for bombningerne siger, at de ville forhindre et folkemord.
Men Gadaffi var ikke i gang med et folkemord. De byer, som Gadaffis styrker forsøgte at indtage, blev beskudt og bombet, uden tvivl med mange civile døde til følge. Men det var krigshandlinger, ikke folkemord.
10. marts indtog Gadaffis styrker Zawiyah, en by med over 100.000 indbyggere, 40 kilometer vest for Tripoli. Der blev ikke gennemført et folkemord i Zawiyah. Det har der heller ikke været i andre byer, hans styrker har erobret.
Der har ikke været billeder af dynger af lig eller massegrave, der kunne dokumentere et igangværende folkemord. Medierne skabte en myte om et forestående folkemord for at legitimere bombningerne.
Vi kan ikke afvise, at Gadaffi ville have begyndt en massakre – han er trods alt en brutal diktator.
Men realiteten er, at massakrer er en tilbagevendende del af kapitalismen, og formålet med de igangværende bombninger af Libyen er at fastholde de stærkeste kapitalistiske landes magtpositioner i Mellemøsten.
Gadaffis militære overlegenhed
Det er langt fra sikkert, at Gadaffis styrker bare kunne have taget Benghazi, da krigen startede. Og slet ikke på de 48 timer, som medierne påstod.
Benghazi er Libyens næststørste by. Misrata, Libyens tredjestørste by, havde været belejret og holdt stand i 13 dage, da et enigt folketing 19. marts besluttede at bombe Libyen.
Oprøret i Libyen startede som et folkeligt oprør, og derfor har det også sin styrke i byerne. Gadaffis militære overlegenhed bliver også mindre i bykrig, hvor tunge våben er mindre anvendelige.
Forsvarskrige baseret på befolkningens støtte har ofte slået militært overlegne styrker. Det skete sidst, da Libanon forsvarede sig imod Israels angreb i 2006.
Dengang gjorde de samme magter, som nu hævder at bombe for at beskytte civile, intet for at stoppe Israel – deres allierede – på trods af massive bombninger af boligområder og tusinder af civile døde i Beirut. Derimod gjorde medierne meget ud af at dæmonisere Hizbollah, der stod i spidsen for forsvaret.
Dertil skal lægges at den revolutionære inspiration fra Benghazi, som gav oprøret momentum, ville påvirke Gadaffis styrker mere, når de nærmede sig Benghazi, oprøret centrum.
Tre gange i løbet af den russiske revolution nærmede fjendtlige militærstyrke sig Petrograd, centeret for den russiske revolution, Alle gange gik enhederne i opløsning og deserterede.
Der er store forskelle på Benghazi, da bombningerne startede, og Petrograd i 1917. Men at byer i oprør inspirerer invaderende soldater til at desertere gælder stadig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed