Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 3 – December 1984 – side 4

Sult

Et vanvittigt system

Martin B. Johansen

Fjernsynets reportager om de sultende og døende børn i Ethiopien har på få uger chokeret millioner af mennesker i Europa og USA.

Synet af underernærede børn med tændstik-arme og ballon-maver har fået mange til at spørge sig selv, hvordan denne frygtelige hungersnød kan eksistere i vores moderne verden.

Og sandt at sige er hungersnøden ved at tage et katastrofalt omfang. Aktuelt drejer det sig om, at mindst seks millioner i Ethiopien trues af sultedøden, men alle forudsigelser peger på, at endnu flere vil mangle mad i 1985.

Ethiopien

Det er anden gang indenfor ti år, at der er hungersnød i Ethiopien. Sidste gang – i perioden 1972-74 – døde alene over 200.000 i den nordlige del af landet. Heraf var 60 procent børn under fem år.

Den anden hungerperiode er allerede i fuld gang. Høsten i år anslås til at være 20-30 procent mindre end sidste år, og meget tyder på, at høsten i 1985 vil falde yderligere med 20 procent.

Ethiopiens problemer forværres af, at en række vestlige regeringer flere gange gennem de sidste ti år har nægtet eller forsinket hjælp til landet på grund af dets forbindelse til USSR.

I dårlige år, når USA ikke kan klare fødevareefterspørgselen fra potentielle importører, kan Washington opnå den faktiske magt over utroligt mange nødlidende menneskers liv og død.

Uden brug af yderligere magtmidler vil USA kunne opnå en fantastisk politisk og økonomisk indflydelse.

CIA-dokument

Sidste år anklagede den amerikanske avis Washington Post USA’s regering for at lade ethiopierne sulte ihjel på grund af bindingerne til Sovjetunionen. Hjælpen fra USA ophørte fuldstændig i 1979 og blev først genoptaget sidste år.

Tilsvarende har den engelske regering tilbageholdt hjælp, fordi en række britisk ejede værdier blev nationaliseret – uden erstatning – af det militærregime, som kom til magten i 1974.

Uffe Ellemann-Jensen og andre vestlige talsmænd har beskyldt USSR for at »hjælpe« Ethiopien med våben i stedet for fødevarer. Det er muligvis sandt, men når anklagen fremføres af Ellemann-Jensen, er der tale om uforfalsket hykleri. For sagen er, at Haile Selassie's kejserdømme modtog massiv våbenhjælp fra USA indtil 1974 – mens millioner sultede.

Den økonomiske krise

Et langt mere alvorligt problem for Ethiopien er udlandsgælden, som i øjeblikket er større end 14 milliarder kr. I 1984 vil Ethiopien tilbagebetale cirka 1 mia. kr., hvoraf renterne alene udgør 270 millioner kr.

Med en befolkning på 30 millioner mennesker kan Ethiopiens gæld synes beskeden i forhold til Danmarks. Men Danmarks nationalindkomst er næsten 100 gange større pr. indbygger. Derfor er det enorme summer, som bliver pumpet ud af den svage ethiopiske økonomi og over i de udenlandske bankers pengekister.

For at slippe af med gælden har Ethiopien været tvunget til at forsøge at øge eksporten. og tragisk nok udgør eksport af fødevarer, nemlig kaffe, den vigtigste del af Ethiopiens eksport. I stedet for at producere fødevarer til brug i landet har militærstyret satset på at øge produktionen af kaffe.

Men her er regimet blevet fanget i en fælde. For mens prisen på kaffe har holdt sig næsten konstant eller været faldende i mange år, er kornpriserne til gengæld steget. Flere års dårlig høst i Østeuropa, USSR og Kina var tæt ved at tømme de store amerikanske kornlagre i 1981, og dermed fik priserne et spark opad.

Turismen er et andet område, som regimet satser på for at øge indtjeningen af udenlandsk valuta. Derfor kan man nu møde det makabre syn, at der pumpes masser af penge ind i opførelsen af luksushoteller, samtidig med at seks millioner ethiopiere er ved at sulte ihjel.

Et tredje område, som dræner Ethiopiens økonomi, er den borgerkrig, som militærregimet fører mod befrielsesbevægelserne i provinserne Eritrea og Tigre.

Afsættelsen af kejseren i 1974 gav fornyet håb om selvstændighed til befolkningerne i Eritrea og Tigre. Men det nye regime ønskede ikke at miste kontrollen over de vigtige havnebyer i Eritrea og gik derfor ind i en regulær krig under sloganet »Ethiopien først«.

Efter fjernsynets reportager om hungersnøden i Ethiopien har en lang række regeringer, både vestlige og østlige, erklæret sig villige til at øge fødevarebistanden.

Men ulandshjælpen skal ikke ses som udtryk for velgørenhed. Hjælpen – og især fødevarehjælp – bruges som et våben. Da den venstreorienterede Allende kom til magten i Chile i 1970, lukkede USA for fødevarer – og åbnede først igen, da de fascistiske generaler under ledelse af Pinochet overtog magten ved et blodigt militærkup i 1973. Og tilsvarende steppede USA for hjælpen til Nicaragua, da sandinisterne satte diktatoren Somoza fra bestillingen i 1979.

Regeringerne bruger altid ulandshjælpen politisk, og derfor sættes fødevarebistanden først ind i situationer, hvor hungersnøden er brudt ud.

U-landshjælpen

Faktisk bliver omkring halvdelen af ulandshjælpen givet som lån, der låser modtagerlandet i økonomisk afhængighed af Vesten. Tre fjerdedele af hjælpen skal anvendes til køb af varer i det land, som yder bistanden. Det giver i en lang række tilfælde firmaer som f. eks. F. L. Smith mulighed for at etablere sig billigt i Asien og Afrika. Fødevarehjælpen er sammen med den øvrige bistand med til at fastholde landene i Asien, Afrika og Latinamerika i de industrialiserede landes økonomiske spændetrøje. Bistanden tvinger regeringerne i den 3. verden til at satse på eksportprodukter frem for fødevarer til hjemmemarkedet.

Problemet er, at under kapitalismen bliver fødevarer noteret på verdensmarkedet på linje med guld og aluminium. Samtidig betyder den økonomiske krise, at der ikke er nok aftagere med tilstrækkeligt mange penge til at betale de priser, der forlanges.

I dag kontrolleres 75 procent af verdens fødevareproduktion af store firmaer i Nordamerika og Vesteuropa. De vil hellere oplagre eller destruere korn for at holde prisen oppe end sælge det til dumping-priser.

Problemet er ikke mangel på fødevarer. Det er bjergene af korn, smør og oksekød i EF et alt for tydeligt bevis på. Men først i et socialistisk samfund, hvor der produceres efter behov, kan der skabes sikkerhed for, at maden når derhen, hvor behovet er størst. D& er den eneste redning for de sultende.

Se også:
SAA 3: Kapitalisme skaber hungersnød: Socialisme er svaret
SAA 3: Ingen marxisme i Ethiopien

Flere artikler fra nr. 3

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Ethiopien
Sult

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1466 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside