Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 309 – 19. maj 2011 – side 16

Krise og modstand under en ”rød” regering

Jørn Andersen

Håbet om at komme af med VKO-regeringen ved næste valg er langt større end forventningerne til, hvad S-SF kan levere.

Siden krisen slog igennem i 2008 har VKO ført benhård krisepolitik. Det er, heldigvis, gået ud over deres meningsmålinger. I 1½ år har ”rød blok” haft næsten konstant flertal.

S-SF: Borgerlig krisepolitik

Efterhånden er det dog gået op for de fleste, at også S-SF vil føre borgerlig krisepolitik.
Fx vil S-SF ikke skrue dagpengeperioden tilbage til 4 år. Metal, FTF og Akademikernes Centralorganisation har allerede accepteret dette.

S-SF accepterer begrænset offentlig vækst, som vil går ud over skoler, plejehjem og handikappede.

S-SF vil ikke love at genindføre den efterløn, som VKO sammen med De Radikale netop har forringet voldsomt. Eller sænke pensionsalderen igen.

S-SF vil ganske vist indføre en ”millionærskat”, men den giver ikke ret meget. Og man vil ikke røre ved boligskatterne. Så ikke ret meget positiv omfordeling fra den kant.

Ansvarlige over for kapitalen, ikke velfærden

Fra tidligere socialdemokratiske regeringer ved vi, at den politik, de faktisk kommer til at føre, afhænger meget mere af, hvor dyb krisen er for kapitalen, end hvad de har lovet før valget.

Når S-SF allerede inden valget signalerer, at de vil være ”økonomisk ansvarlige”, så betyder det ”ansvarlige” over for kapitalen – ikke for vores fælles velfærd.

Socialdemokratiske regeringer har været lige så barske til at føre krisepolitik som de borgerlige – fra Stauning til Anker Jørgensen og Nyrup/Lykketoft.

Modstand?

Skal løn, arbejdsforhold og velfærden sikres, så er der kun én vej: At organisere modstand uden for det parlamentariske cirkus.

I princippet vil en S-SF-regering være lettere at presse med strejker og protester, så her er måske lidt grund til optimisme. Omvendt vil der være et massivt pres fra fagtoppen for ikke at angribe ”vores” regering.

Det har vi allerede set, inden en S-SF-regering overhovedet er valgt. Da det europæiske LO indkaldte til fælles aktionsdag mod krisen 29. sep. 2010 var der larmende tavshed fra dansk fagbevægelse.

Det seneste års kommunale nedskæringer er dels accepteret af et S-SF-flertal i Kommunernes Landsforening, dels er de blevet mødt med meget få aktioner.

Senest er der gennemført en offentlig minus-overenskomst, hvor ikke engang den faglige venstrefløj var i stand til at organisere en ”Stem nej”-kampagne.

Hvad så?

Vi står over for den dybeste krise siden 30erne. Magthaverne udnytter situationen til et koordineret angreb, som vil smadre centrale dele af en i forvejen udhulet velfærdsstat.

Hvis det lykkes, vil det ramme det store flertal af befolkningen hårdt i vores hverdag: Ringere og dyrere daginstitutioner; ringere uddannelser (bortset fra eliteskolerne); ringere hospitaler (bortset fra betalingshospitaler); ringere pleje af syge og svage (hvis man ikke har penge) osv.

Arbejdsløse tvinges til at tage jobs uden overenskomstmæssig løn og arbejdsforhold. Formålet med ”tilbagetræknings-reformen” er netop at øge arbejdsudbuddet for at presse lønnen.

Hverken en S-SF-regering eller fagtoppen vil sikre velfærden. Og selv om Enhedslisten givetvis vil stemme imod forringelserne, så er det ikke nok til at gøre en forskel. Så hvad gør vi?

Modstand fra neden

Heldigvis har vi på det seneste set nogle, ganske vist små, eksempler på modstand fra neden.
CSC-strejken har nu varet i over 3 måneder og optrappes fra 1. juni. Studerende på Frøbel Seminarium protesterer mod fyringer og nedskæringer. Studerende på Københavns Universitet har lavet blokader mod manglende undervisning og vundet en delvis sejr. I Odense har der været protester mod skolelukninger.

Protesterne har desværre oftest været små og stået alene, selv om årsagen er den samme som på de fleste andre arbejdspladser eller uddannelsessteder.

CSC-strejken får meget lidt støtte fra andre fagforbund end PROSA – selv om det er en ”prøvekamp” for arbejdsgiverne. Hvis PROSA taber, vil andre fagområders løn- og arbejdsvilkår stå for tur.

Og da alle de største uddannelsesorganisationer 5. maj samledes for at protestere mod SU-forringelserne, havde de ikke gjort noget for at mobilisere deres medlemmer. Kun ca. 60 mødte op i København!

Hvem organiserer modstand?

Så det centrale spørgsmål er: Hvem organiserer modstand?

Tydeligvis skal vi ikke forvente det store fra hverken S-SF, fagtoppen eller ledelserne i de større uddannelsesorganisationer. I hvert fald ikke uden et langt større pres fra medlemmerne – og det stiller i virkeligheden blot det samme spørgsmål igen: Hvem organiserer det pres?

Med ELs stigende parlamentariske over-fokusering, skal der også her et pres til fra medlemmerne.
Så der er behov for en faglig og politisk venstrefløj, der vil tage ansvar for at organisere modstand mod krisepolitikken. Både konkret ved at binde de kampe sammen, der trods alt er – og ved at organisere aktiviteter og ideologisk kamp mod krisepolitikken.

Der er lige nu ingen enkeltorganisationer, der kan/vil påtage sig det ansvar. Men der er folk – både i og uden for Enhedslisten – som begynder at indse, at det er nødvendigt.

Et netværk af fagligt og politisk aktive mod krisepolitikken kan blive startskuddet til en ny venstrefløj, der vil slås. Det er der behov for, både i de faglige organisationer, i uddannelsesorganisationerne – og i de parlamentariske arbejderpartier.

Flere artikler fra nr. 309

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)
SF
Krise og modstand (DK)

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2778 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside