Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 8
Grækenland
”Strejker ryster magthaverne”
Patrick Ward
Panos Garganas fra det græske SEK (Socialistisk Arbejderparti) fortæller om, hvordan modstand mod nedskæringer blev til et oprør.
Næsten alle Grækenlands offentligt ansatte deltog i en enorm generalstrejke, som rystede landets regering onsdag den 15. juni.
Et stort antal privatansatte sluttede sig til dem.
Strejkerne fandt sted, da regeringen forsøgte at tvinge endnu flere nedskæringer igennem i parlamentet. Titusinder af demonstranter fyldte Syntagma-pladsen i Athens centrum og kæmpede mod politiet i et forsøg på at nå frem til parlamentsbygningen.
Strejken blev ledsaget af en bølge af besættelser.
Protesterne har gjort krisen for den socialdemokratiske PASOK-regering endnu dybere. Det er uklart, om regeringen vil være i stand til at gennemføre sine nedskæringer på godt 200 mia. kr. eller endda om den formår at holde sammen.
Panos beskriver omfanget af modstanden, hvor skrøbelig regeringen er, og hvordan kampen skal fortsætte.
Hvordan var denne strejke anderledes end de foregående generalstrejker?
Der er især to forskelle. Den første er følelsen af politisk krise. Denne generalstrejke faldt sammen med den mest afgørende fase i forhandlingerne mellem regeringen og Den Internationale Valutafond (IMF) og EU – og mellem regeringen og oppositionen.
De forhandlede om, hvordan de kunne styrke den græske regering over for demonstranterne og i forhold til kreditorerne.
Generalstrejken viste, at modstanden ikke forsvinder.
Det næstvigtigste var dens størrelse.
Folk har været igennem så meget de seneste 20 måneder, at de bliver mere og mere vrede. Det er derfor, så mange mennesker deltog, og strejken var så solid.
Syntagma-pladsen har været besat i tre uger. Politiet forsøgte at sprede besætterne på strejke-dagen, men det mislykkedes, fordi folk var endnu mere fast besluttede på at fastholde besættelsen.
Hvilke kræfter er involveret i kampen?
Besættelsen af pladsen begyndte ikke med fagforeningerne. Den var meget mere spontan – i høj grad organiseret af bloggere. I første omgang var venstrefløjen usikre på, hvordan de skulle reagere.
Medierne fremstillede besætterne som apolitiske og som modstandere af traditionelle former for organisation.
De præsenterede besætterne som fjendtlige mod venstrefløjen. Nogle var, men de var ikke dominerende.
De vigtigste personer i besættelsen har deltaget i mange strejker og besættelser gennem de seneste 20 måneder.
Besættelsen af pladsen er vigtig, fordi den har forenet strejkende og demonstranter.
Dele af venstrefløjen, herunder SEK og Anti-kapitalistisk Venstre, spillede en vigtig rolle ved at argumentere for dette.
Vi bør ikke lade medierne spille én del af bevægelsen ud mod en anden.
Hvem forsvarede pladsen mod politiet? Var de fleste mennesker involveret i ”optøjer”?
Besættelsen var fredelig. Besætterne var meget klare på, at de ikke ønskede at provokere politiet og give dem mulighed for at angribe.
Om onsdagen tog masser af mennesker på pladsen afstand fra provokationer. Politiet forsøgte at skabe en situation, hvor de kunne få en undskyldning for at angribe.
Grupper af anarkister var indblandet i kampe med politiet, men hovedparten af demonstranterne var ikke involveret i optøjerne. Det vigtigste var at holde pladsen.
Hvordan planlægger regeringen at få sine nedskæringer gennem parlamentet? Vil regeringsrokaden gøre en forskel?
Der er desperate forsøg i gang for at holde regeringen i live.
Sidste onsdag tilbød premierminister George Papandreou at træde tilbage, hvis det konservative oppositionsparti, Nyt Demokrati, indvilligede i at deltage i en koalitionsregering.
Det var en klar indikation af, hvor langt regeringen har spillet fallit, økonomisk og politisk. Den står over for så stærk en modstand, at den ikke kan danne regering alene.
Men så sagde Tyskland og Frankrig til den græske regering, at den ikke havde råd til en politisk krise og måtte fortsætte.
Så Papandreou lavede en kovending og sagde, at han ville lave en regeringsrokade og fortsætte.
Det er svært at sige, hvor længe regeringen vil overleve. Dens flertal bliver mindre og mindre.
Der er en tillidsafstemning tirsdag aften (21.6 – regeringen vandt den med meget snævert flertal; red.). Ugen efter vil Papandreou forsøge at få nedskæringerne vedtaget.
Det er to afgørende afstemninger. De vil finde sted, mens regeringen er omringet af demonstrationer og demonstrationerne vil blive stærkere.
Fagforeningerne har indkaldt til en 48-timers generalstrejke, som skal finde sted, når de prøver at vedtage nedskæringerne.
Papandreou kan måske vride armene om på nogle parlamentsmedlemmer og vinde afstemningen. Men nedskæringerne vil ikke blive gennemført.
Jeg tror, at regeringen vil bryde sammen, om ikke pga. afstemninger så pga. strejker. Når pressen og regeringen siger, at modstand ikke nytter, så er det ikke sandt.
Arbejderne på kraftværkerne er alle sammen i strejke fra mandag. Dette kan gøre situationen umulig for regeringen.
Du ønsker ikke nedskæringerne vedtaget. Men ville det ikke være værre for almindelige mennesker, hvis Grækenland ikke betaler sin gæld?
For det første: Alle de foranstaltninger, som angiveligt skulle redde arbejderne fra betalingsstandsning, virker ikke. Så vi er tættere på betalingsstandsning for hver dag, der går.
Nedskæringerne stopper ikke krisen, og flere nedskæringer vil heller ikke gøre det. Arbejderne lider uden udsigt til, at det stopper.
Det er vigtigt at spørge, hvordan en betalingsstandsning vil komme til at foregå. Hvis det sker på kreditorernes betingelser, vil folk lide.
Men hvis bevægelsen siger, at vi nægter at betale gælden, så er det noget helt andet.
Sidste år betalte den græske regering 51 milliarder euro i renter og afdrag på gælden – det er én milliard euro hver uge.
Hvis vi holdt op med at betale den milliard om ugen, ville vi ikke have brug for nedskæringer i pensioner, lønninger eller velfærd.
De samlede lønudgifter i den offentlige sektor er 16 milliarder euro.
En betalingsstandsning organiseret af vores side ville føre til forbedringer for arbejderklassen i Grækenland.
Hvordan påvirker PASOKs forbindelser med fagforeningerne modstanden?
Traditionelt har PASOK styret hovedparten af det græske LO. PASOK har haft flertal i LO i 30 år. Hver eneste LO-leder har været medlem af PASOK i 30 år.
PASOK har ikke en lang historie, i modsætning til fx Labour i Storbritannien. Det har kun eksisteret siden 1974.
Men hver eneste PASOK-regering har været i stand til at lave kompromisser med de faglige organisationer for at presse igennem, hvad kapitalismen har krævet.
Dette er nu ved at ændre sig.
Et fagforbund for kommunalt ansatte har meldt sig ud af PASOK. Den var imod aftalen med EU og IMF.
Dette sker også andre steder. Og når det sker på ledelses-niveau, så forestil dig, hvordan det er blandt de menige medlemmer!
Tusinder viser deres modstand mod PASOK.
Det startede i maj sidste år – folk buhede ad LO-lederne på et strejke-møde arrangeret af LO.
For første gang får venstrefløjen valgt folk i fagforeningerne. I mindre fagforeninger får Anti-kapitalistisk Venstre valgt folk til hovedbestyrelser og andre ledende fagforeningsorganer.
Hvor kan bevægelsen gå videre herfra?
Vi ønsker to ting. For det første ønsker vi, at strejkerne bliver kontrolleret fra neden. Den stærke stemning nu betyder, at vi kan få fælles-forsamlinger på arbejdspladser, med valgte komiteer, hvor folk beslutter, hvordan strejkerne skal køres.
Dette er allerede sket i nogle strejker gennem de seneste 20 måneder.
Stemningen er nu så stærk, at vi bør generalisere den slags. Det styrker bevægelsen.
Der er et alternativ til nedskæringer. Vi bør presse på med krav om nationalisering af bankerne, eftergivelse af gælden og arbejderkontrol af banksystemet.
Disse krav bliver mere og mere populære. Arbejder-komiteer i strejkerne bør vedtage disse krav. Det er vejen frem.
Vi kan stoppe denne krise på arbejdernes betingelser.
Oversat fra Socialist Worker (UK) 2257, 25. juni 2011
Billede: Jess Hurd, reportdigital.co.uk
Se også:
SAA 310: Athens modstand udløser krise hos eliten
SAA 310: Spanien i oprør
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed