Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 15
Danmark og krisen – to virkeligheder
Jakob Nerup
Dansk økonomi er i krise. Bruttonationalproduktet er faldet med 0,2 og 0,5 pct. de seneste kvartaler. Så er man i krise ifølge borgerlig økonomisk teori. Det afviser regeringen. Men hvad er det så?
Hvis du spørger de arbejdsløse om Danmark er i krise, så er de ikke i tvivl. Der er nemlig ingen job at søge på for langt de fleste. Hvis du ser på tal for vækst, produktivitet, investeringer, inflation og ordretilgang, så er Danmark i krise.
Men spørger du regering, bankerne og Dansk Industri så er der ingen krise. I medierne gentager de at der ikke er tale om krise og at det hele ser lyst ud. De snakker i stedet om et lille dyk og gældsproblemerne i Eurolandene, i særdeleshed Grækenland.
Hvorfor ser de så forskelligt på den danske økonomis tilstand?
Krisen for menigmand
De danske arbejdere mærker krisen hver eneste dag. Da finanskrisen slog igennem for fuldt blus betød det massefyringer. Byggesektoren gik helt i stå, de multinationale outsourcede job til 3. verdenslande, de små og mellemstore virksomheder strammede omkostningerne, og det betød også fyringer. Det offentlige har færre ansatte og erstattet mange 3F-jobs med tvangsaktiverede.
Arbejdsgiverne, både de private og offentlige, har brugt krisen til at angribe lønninger og goder offensivt. Helt i tråd med hvad de har gjort i resten af verden har de krævet lønnedgang, øget arbejdstid, færre personalegoder og øget produktivitet.
Det har givet sig udslag i de dårligste overenskomster siden 1970’erne, hvor lønnen enten står helt stille eller stiger så lidt, at inflationen langt overstiger det. Lønstigningerne ude på landets arbejdspladser er i dag så lave, at der er tale om et markant reallønsfald.
Med en inflation på 3,1 procent om året og lønstigninger på 0-2 pct. mærkes det for en almindelig dansk lønmodtagerfamilie. Når inflationen først og fremmest slår igennem på dagligvarerne, som en konsekvens af den globale fødevarespekulation, så må der spares andre steder. Og det går ud over ferier, flytninger, børnene osv.
Arbejdsløsheden fremhæves af politikerne som en af Europas laveste. Og på papiret ser det fint ud med en arbejdsløshed på under 5 pct.
Men det dækker over nogle andre realiteter. Dels er en masse arbejdsløse trukket ud af statistikerne, fordi de er tvangsaktiverede som billig arbejdskraft i kommunerne. Dels syner tallet af mindre, fordi det samlede antal arbejdspladser i Danmark er faldet, og dermed ser beskæftigelsen procentuelt bedre ud.
Samtidig er ungdomsarbejdsløsheden eksploderet. Der mangler næsten 10.000 praktikpladser. Af unge fra de videregående uddannelser, uanset om de er biologer eller pædagoger, kan op mod halvdelen ikke få arbejde, når de færdiguddannede.
En meget stor gruppe unge er skjult arbejdsløse, fordi de er tvangsplaceret i ungdomsuddannelser, som ikke giver dem hverken kompetencer eller job, men kunstigt holder statistikken nede og regeringens målsætning om, at 95 pct. af alle unge skal have en kompetencegivende uddannelse, oppe. Spørg de unge selv om de oplever, at det er nemt.
Oveni dette rammer de store angreb på velfærden lønmodtagerne ensidigt hårdt: Halvering af dagpengeperioden, den kommende ødelæggelse af efterlønnen og de mange offentlige besparelser på skoler/daginstitutioner/hospitaler.
Det er også arbejderklassens mest udsatte, som rammes af stramninger i kontanthjælp, sygedagpenge, lavere børnetilskud. Så de kontante økonomiske tab er store for den gennemsnitlige arbejderfamilie.
De rige lider ingen nød
Det er ingen hemmelighed, at under den borgerlige regerings 10 år er der sket en markant omfordeling til fordel for de 20 pct. bedst stillede og i særdeleshed den rigeste 1 pct. Fjernelsen af formueskatten, skattestoppet og ikke mindst større lønninger/afkast har gjort Danmarks rigeste enormt velhavende.
Selv om man skulle tro, at finanskrisen har barberet deres formuer betydeligt, fordi dele af den var bundet i aktier, så er det ingenlunde tilfældet. Verdens ultra-rigeste 100.000 mænd (og nogle kvinder) sidder tilsammen på 40 pct. af klodens samlede formue. Og den formue er i dag større end lige før finanskrisen, viser en ny rapport fra det globale firma Merrill Lynch.
Også i Danmark går det godt for de rige. Samme undersøgelse viser, at antallet af dollarmillionærer er vokset fra 36.000 til 44.500 på blot et år. De udgør 0,8 pct. af befolkningen og kan takke regeringen for den personlige gevinst, fx har den rigeste procent fået næsten 90.000 kr. i personlige skattelettelser.
Naturligvis er de rige nervøse for værdien af deres aktier. Og de som vil sælge deres virksomheder ønsker den maksimale værdinotering. Og for de store i dansk erhvervsliv, så er den indenlandske krise ikke så alvorlig, fordi de multinationale som Mærsk, Danfoss, Carlsberg m.fl. alle tjener langt over 90 pct. af deres penge i udlandet. Og da der er vækst i såvel nære lande som Tyskland, Sverige og dele af Europa samt i Asien, så er det dér de afstemmer deres forventninger.
Se også:
SAA 310: Krise og modstand
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed