Socialistisk Arbejderavis
Nr. 310 – 1. juli 2011 – side 6
Krise og modstand
Jørn Andersen
Magthaverne verden over har i dag to store problemer: Den globale verdenskrise siden efteråret 2008 presser profitterne og øger rivaliseringen mellem forskellige dele af den globale magtelite. Deres andet store problem er oprør og modstand fra neden.
Magthavernes reaktion på krisen er at forsøge at gennemføre voldsomme angreb på løn, velfærd, fagforeninger, uddannelse og demokratiske rettigheder.
Hvis det lykkes for dem, vil det store flertal af befolkningen – alle os der ikke tilhører eliten –
komme til at leve i en endnu mere usikker fremtid. Selv de begrænsede velfærdssystemer og den amputerede sociale sikkerhed, vi kender i dag, vil vi kun kunne læse om i historiebøgerne.
Endnu værre: Arbejdsløshed vil presse folk til at tage underbetalt arbejde med dårlige arbejdsforhold. Det gør det langt sværere at fastholde minimums-lønninger og anstændige arbejdsforhold.
Med andre ord: Det er ikke kun levestandard og social sikkerhed, der er under angreb. Det er i lige så høj grad solidariteten i arbejderklassen.
Deres andet store problem er oprør og modstand fra neden.
Især revolutionerne i Tunesien og Egypten har sat en skræk i livet på dem. Men også masseprotester – demonstrationer og strejker – fra Wisconsin, USA, og Botswana over Grækenland og Frankrig til Irland, Storbritannien og Spanien har vist, at mange siger Nej til magthavernes planer.
Afskaf VKO, men det er ikke nok
Også i Danmark angriber eliten under ledelse af VKO-regeringen: Efterløn, uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse – og ikke mindst tusinder af fyringer i stat og kommuner.
Angreb på efterløn og understøttelse og kampagner for at få folk hurtigt gennem uddannelses-systemet rammer ikke kun de direkte berørte. De skal først og fremmest få flere ud på arbejdsmarkedet, så lønnen kan presses nedad for alle.
Derfor skal VKO-regeringen væltes – det er elitens regering. Men det er langt fra nok.
S og SF vil have os til at arbejde længere og vil kun gennemføre kosmetiske forbedringer. S og SF er ligesom VKO indstillet på at administrere kapitalismens krisepolitik på vores bekostning.
S og SF er ganske vist lettere at presse end VKO, fordi deres base er i arbejderklassen, og fordi de selv fremstiller sig som forsvarere for velfærd og solidaritet.
Men det kræver, at der er nogen til at presse dem – udenomsparlamentarisk.
Aktiv modstand
De naturlige organisationer til at forsvare os mod angreb er fagforeninger og uddannelsesorganisationer. Desværre er de meget lidt gearet til kamp og modstand.
Fx viste nederlaget i CSC-strejken, at selv når én del af fagbevægelsen blev tvunget ud i en principiel kamp, så var solidariteten fra andre dele af fagbevægelsen meget begrænset. Og i et konkurrerende forbund var fagtoppen mest optaget af at dolke de strejkende i ryggen og overtage deres overenskomst.
Men CSC-strejken viste også noget andet: Der var folk, der trofast mødte op til blokaderne. Og der var mange hundrede, som mødte op, da der blev indkaldt til støttedemonstration for de strejkende.
I både Århus og København var Fremtidsfighters med til at organisere solidaritet og kendskab til strejken (se side 2-3). Og i yderkanten af strejken var Democracia Real i København målestok klar med støtte.
Hvis der var blevet bygget på at sprede solidaritet – både i form af indsamlinger og sympatiaktioner – så havde der været langt større chance for at vinde. Desværre var det langt uden for den officielle faglige venstrefløjs tankegang at organisere dette.
Læren er enkel: Hvis vi skal stoppe krisepolitikken og sikre velfærd og faglige rettigheder, skal modstanden og solidaritet bygges op fra neden. Arbejderes og studerendes organisationer skal presses til at slås for medlemmernes rettigheder og leveforhold.
Netværk af antikapitalister
Men for at det kan ske, er der behov for et netværk af antikapitalister, som tager kampen op i fx fagforeninger og studieorganisationer. Eller selv er med til at organisere solidaritet på tværs af skoler og arbejdspladser.
Omkring enhver kamp – uanset om vi snakker CSC og Fremtidsfighters eller protesterne på Frøbels Seminarium – er der folk, der tænker videre end den enkelte kamp. Folk som ved, at vi er oppe mod organiserede angreb og et kapitalistisk system. Dem skal vi organisere i et antikapitalistisk netværk.
Et netværk af antikapitalister kan være med til at organisere modstand – uanset hvor de rammer. Og det kan være et forum, hvor antikapitalister diskuterer – på tværs af organisationer og fag – hvordan vi kæmper mest effektivt.
Velfærds-angrebene rammer os alle. Hvis vi kun slås hver for sig, når angrebene rammer hvor vi selv er, kan arbejdsgivere og nedskæringspolitikere tage os efter tur – og vi ender med at tabe.
IS/U arbejder for, at der etableres et antikapitalistisk netværk jo før jo bedre. Vi har brug for det.
Se også:
SAA 310: Fra Spanien til Danmark
SAA 310: Danmark og krisen – to virkeligheder
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed