Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 19. august 2011 – side 12
Obamas gældskrise
Skuespil og brutal krisepolitik
Jørn Andersen
Den 3. august underskrev USA’s præsident Barack Obama aftalen om at hæve USA’s gældsloft. Hermed afsluttedes det drama, der gennem hele juli måned angiveligt truede med at sende den amerikanske stat i betalingsstandsning.
Konsekvenserne af en betalingsstandsning ville have været voldsomme. Nyhedsbureauet Ritzau beskrev det en uge tidligere som ”en reel risiko for, at USA’s kreditværdighed bliver sat ned. Sker det, kan det forårsage en økonomisk recession i USA og udløse kaos på de globale finansmarkeder”.
Well, well, well: USA’s gældskrise er reel. Det er en af de største ubalancer i verdensøkonomien. Men hverken Demokrater eller Republikanere ville have tilladt USA at gå i betalingsstandsning.
Så hvad handlede dramaet om? Det bliver tydeligt, hvis man kigger på overskrifterne i det indgåede forlig:
- Nedskæringer her og nu på 1.000 milliarder dollars.
- Nedskæringer over de næste 10 år på 1.500 milliarder dollars.
- Ingen skattestigninger for de rige.
Historien kender vi fra Europa. Nedskæringerne rammer vitale områder for alle andre end eliten: Sundhed, uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, social sikkerhed osv.
Det er brutal krisepolitik. Eller mere præcist: Klassepolitik. Især hvis man kigger på, hvor gælden stammer fra.
USA havde ganske vist ophobet en betydelig gæld gennem Bush’s præsidentperiode – især fra ufinansierede skattelettelser til fordel for de rige og fra krigene i Irak og Afghanistan.
Men det var den økonomiske krise i 2008, der for alvor sendte gælden i vejret. Tusinder af milliarder dollars blev pumpet ud af statskassen og ind i banker og industri. Trods disse mange milliarder er arbejdsløsheden stadig høj, og stigende, mens de rige bliver stadigt rigere.
Den gæld er den amerikanske elite – fra Obama til de mest højre-orienterede Tea Party-folk – enige om, at amerikanske arbejdere og fattige skal betale.
Obama-eliten ville dog godt have de rige til at betale lidt i skat. Men Tea party-eliten trak det længste strå og sikrede, at de rige ikke kommer til at betale mere i skat de næste mange år.
Problemet for Obama var, at han var blevet valgt på et løfte om ”forandring”. Og hans popularitet var i forvejen tyndslidt, fordi meget få havde set bare en smule af denne ”forandring”.
Med udsigten til et præsident-valg i 2012 var der behov for et skuespil. Obama måtte først udsættes for ”et hårdt pres”, før han kunne acceptere en så brutal klassepolitik. Og hvad var mere velegnet end presset fra en truende statsbankerot?
Tea Party-Republikanerne var naturligvis fit for fight. Det de fik ud af dramaet var – ud over ikke at skulle betale mere i skat – at de kunne fremstå som de kompromisløse klassekæmpere for eliten, de allerede længe har vist sig at være i mange af USA’s delstater.
Første akt af skuespillet lykkedes, men ikke uden ridser i lakken. Et stort mindretal af demokrater stemte imod aftalen i Kongressen. Samtidig trænger en stadigt mere brutal virkelighed sig på for flertallet af amerikanere: Nedskæringer, arbejdsløshed og truende fattigdom.
Kampen om krisepolitikken er ikke slut.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed