Socialistisk Arbejderavis
Nr. 311 – 30. september 2011 (Kun online)
SF sælger ud
Jørn Andersen
Allerede inden den nye regering er dannet, ser det ud til, at SF har solgt ud af stort set alt, hvad de gik til valg på. De kommer ganske vist i regering – men de kommer til at føre ”blå” politik.
”Farvel til millionærskatten, efterlønnen og fire år på dagpenge. De Radikale har sat deres kraftige aftryk på regeringsgrundlaget og tvinger især SF til at æde en række kameler,” hoverer BT under overskriften: ”Venstrefløjen må sluge kamel på kamel: Nu forsvinder de røde valgløfter et efter et”.
Berlingskes Thomas Larsen – formentlig den skarpeste analytiker i de borgerlige medier – skriver:
”den nye regering kommer til at gennemføre tilbagetrækningsreformen, dagpengereformen bliver ganske vist omfattet af trepartsdrøftelser, men hos de Radikale regner man ikke med, at reformen bliver rullet tilbage i den proces, og endelig tegner det til, at de Radikale får blokeret for S og SFs millionærskat, ligesom det ventes, at regeringsdokumentet vil omfatte en skattereform – med lavere skat på arbejde.”
Var det derfor, et flertal stemte for en ny ”rød” regering? Fordi S-SF bare skulle fortsætte VKO’s krisepolitik? Næppe.
Millionærskatten
Til BT siger den tidligere SF-spindoktor, Peter Goll, at ”millionærskatten giver ikke meget i statskassen og har været et oplagt forhandlingspunkt” – og fortsætter:
”Det er ikke rigtigt at kalde det et nederlag for S-SF. Når man har talt med folk i de to partier, har millionærskatten været én af de ting, man kunne forhandle om. Her kunne man give en indrømmelse til De Radikale.”
Det er ikke just det, vi har hørt fra S og SF de seneste to år. Vælgerbedrag?
Det er rigtigt, at millionærskatten iflg.”Fair Forandring” kun giver 1,2 mia. kr. ved at beskatte indkomster over 1 mill. kr. med 6 pct. Derfor har venstrefløjen fra starten kritiseret den meget opreklamerede ”millionærskat” for at være for uambitiøs.
Hvorfor ikke 20 eller 30 pct. over en million og 10 pct. fra dem, der tjener over 700 eller 800.000? Det kunne forhindre mange lærerfyringer. Eller betales understøttelse til arbejdsløse. Eller hvad de nu ellers vil have alle os andre til at betale.
Men selv S-SF’s uambitiøse millionærskat kunne fx redde mange lærerstillinger.
Fair forandring om skat
S-SF-R ser ud til at ville lave skattelettelser til gavn for erhvervslivet. Men kigger man tilbage i S-SF’s udspil ”Fair forandring”, så læser man det stik modsatte. Et udpluk af citater herfra:
”For at rette op på de senere års skævheder skal de bedst stillede betale mere i skat.”
”Vi kan ikke skabe vækst og arbejdspladser med endnu større skattelettelser ...”
”Et historisk løft af folkeskolen skal finansieres af bankerne og de multinationale selskaber, der hidtil har unddraget sig skattebetaling.”
”Det er helt rimeligt at kræve et større skattebidrag fra landbruget, den finansielle sektor, multinationale firmaer og andre, der direkte unddrager sig skat, samt fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen ...”
”Med ’Fair Forandring’ lægges der op til et større skattebidrag fra de bedst stillede.”
I ”Fair Forandring” kritiseres ”Regeringens ufinansierede skattelettelser” på 11,1 mia. kr. i 2003 og 8,4 mia. kr. i 2007 (i alt 19,5 mia. kr.).
Hvor blev kritikken og løfterne af? Vil den kommende fortsætte ad samme vej som VKO?
SF og håbet om forandring
BT’s hoverende ”Nu forsvinder de røde valgløfter et efter et” har desværre ret. Og især i SF må det efterlade en bitter smag.
SF er ved at gentage fadæserne fra ”Det røde kabinet” i 1966-67 og ”Nej’et” ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 (”Holger og konen siger nej til unionen”).
Begge gange var SF symbol på håbet om forandring – og fik opbakning for det. Og begge gange solgte SF ud. Og begge gange blev SF bagefter – med rette – bagefter straffet hårdt af vælgerne. Og begge gange tog det mange år, før SF nogenlunde genvandt sin opbakning.
Villy Søvndals SF gentager fortidens fiaskoer – men i lyntempo. Allerede inden valgkampen startede havde SF solgt ud af sin modstand mod 24-års-reglen, afskrevet at beskatte ejerboliger (som der er rigtigt mange penge i), fedtet for erhvervsliv og storbanker osv. osv.
I den periode gik SF fra knapt 20 pct. i meningsmålingerne til 13 pct. ved valgkampens start. Man skulle tro, det var et signal, der var til at forstå – selv af den taburet-fikserede SF-top.
Alligevel fortsatte man i valgkampen – og mistede yderligere næsten 4 pct. ved valget.
Hvornår lærer SF af sin egen historie?
Kamelernes tid?
På Modkraft.dk skriver Ulrik Kohl under overskriften ”Nu kommer kamelernes tid”:
”Og venstrefløjen kommer til at sluge kameler til morgenmad, bide skuffelser i sig til frokost og der er ingen dessert om aftenen. Men det er det rigtige at gøre. Opgaven er nu at fejre hvert eneste lille nøk i den rigtige retning, som var det vores egen fødselsdag. Og nøjes med at trække på skuldrene, når tingene ikke rykker sig.”
Og han slutter: ”Det blev et grimt lille barn, den nye røde regering. Men det trækker vejret, og det er ikke venstrefløjens opgave at kvæle det i navlestrengen.”
Ulrik er nok ikke den eneste, der tænker på den måde. Desværre. For Ulrik tager fejl på mindst to punkter.
For det første vil billedet under den kommende regering ikke være små ”nøk i den rigtige retning” og nogle ting, der ”ikke rykker sig”.
Billedet vil være benhård krisepolitik og så nogle små symbolske indrømmelser for at få det hele til at glide ned.
Der er ikke noget som helst belæg for at forestille sig andet. Krisen raser, og Danmark er en del af den. Og hver eneste gang vi har haft socialdemokratiske regeringer i krisetider, har de fulgt erhvervslivets og elitens ønsker til punkt og prikke.
For det andet: Hvorfor skulle vi sluge kameler? Og specielt når vi ikke får noget i stedet.
Det er jo netop det, SF (og S) har gjort: Slugt kameler i stribevis – uden at få andet end ministertaburetter som belønning.
Motivationen for at ”sluge kameler” er, at vi er mange ”håbefulde, der har længtes efter lyset i 10 mørke år med krige, ulighed og uretfærdigheder”, som det hedder i en kommentar til Ulriks artikel.
Men krigene fortsætter jo. Uligheden kommer Thorning & Co. næppe til at gøre mindre. Og kapitalismens stadigt dybere krise skal nok sikre, at uretfærdighederne vil komme i en lind strøm – også fra den kommende regering.
Ja, S og SF solgte lys efter ”10 mørke år”. Men der er ikke noget der tyder på, at de vil levere varen.
Så det eneste sted vi nu kan lede efter lys er – som Ulrik heldigvis også skriver i en kommentar – ved ”at det udenomsparlamentariske arbejde kommer til at rykke i forgrunden”.
Som Ulrik skriver om genopretning af dagpenge-perioden: ”Jeg kan ikke se, hvem der skulle kunne presse en ændring igennem, hvis ikke netop de arbejdsløse selv og deres fagforeninger gennem pres udefra på parlamentet.”
Den politiske situation er ændret. Flertallet har stemt på et håb om forandring. Lad os invitere de mange, der stadig håber, med til at diskutere, hvordan vi kan kæmpe den forandring igennem – desværre i opposition til også den kommende regering.
Et godt sted at starte er ”Global protestdag mod krisepolitikken” 16. oktober. Se mere på Facebook.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed