Socialistisk Arbejderavis
Nr. 313 – 14. oktober 2011 – side 3
Mens vi tæller ned til den 15. oktober
Hans Jørgen Vad
– om Enhedslistens svigtende opbakning, parlamentarisme og meget mere
Det kan måske undre, at jeg nævner ovenstående dato. Men det skyldes, at denne lørdag er udråbt som en global aktionsdag “mod krise, nedskæringer og for ægte demokrati”. Et fælles tema verden over er politiker-lede. Den er i DK næppe blevet mindre, hvis man har set åbningsdebatten på tv.
Dagen har fået stor global udbredelse, hvilket kan ses af kortet, som viser over 300 byer, hvor der indtil videre er planlagt noget. Her falder det i øjnene, så stor opbakningen er i USA, hvor demonstrationer breder sig i en række storbyer mod det korrupte bankvæsen kontra stigende fattigdom.
Man skulle tro, at en sådan dag var nam-nam for Enhedslisten, og det var det sådan set også før ferien. For her var Enhedslisten officielt medunderskriver af initiativet, hvilket skete med Forretningsudvalgets (FU) godkendelse på et møde i London. Noget lignende skete på et europæisk stormøde i Italien i et lidt andet regi.
Men ét er, hvad Enhedslisten melder ud i det store udland – noget andet er, når dagen nærmer sig herhjemme. For her viste det sig, at Enhedslistens forretningsudvalg blev stadigt mere uldne – ligesom hovedbestyrelsen (HB), hvor jeg selv sidder, ikke blev informeret selv om jeg rykkede for det.
Derfor tog jeg det op der, hvor det (pga. valget) først kom på den 17. sept. – lige efter valget. Og personligt havde jeg det sådan, at det med ELs flotte valgresultat var blevet en endnu bedre ide:
- Dels var datoen velvalgt – på månedsdagen for vores valgsejr.
- Dels lå det godt i forhold til at regeringsgrundlaget der ville være klart, så man kunne fejre det – eller protestere mod det afhængigt af udfaldet.
- Dernæst en god mulighed for at aktivere vores mange nye medlemmer og mobilisere vores mange nye sympatisører i København. Samt evt. at busse folk fra provinsen, som vi fx gjorde til Bush-demoen i 2005.
- Endeligt betød det, at koble sig på en international dag, at der ikke ville være et succes-kriterium at leve op til – og på den måde var det politisk risikofrit. For det kunne vi selv suverænt definere som beskeden – men med potentialet til noget større.
Derfor stillede jeg i HB (sammen med et andet medlem) et konkret forslag om det – som desværre faldt pga. stemmelighed, hvilket ærgrede mig.
Og jeg kan sige, at min ærgrelse ikke er blevet mindre efter det rådne regeringsgrundlag – især på det økonomiske område, som regeringen selv skriver er VK-politik.
Det er jo ikke kun Enhedsliste-folk, der raser over dette, for bølgerne har også gået usædvanlig højt i SF. Og når der også er medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe, som truer med at stemme mod fjernelsen af efterlønnen, burde der være basis for offentlige protester.
Et “ro-på-bagsmækken”-parti?
Når jeg har gjort lidt ud af dette forløb, er det ikke kun pga. min ærgrelse over at vi missede denne mulighed. Men langt mere en generel bekymring over den udvikling, der måske er ved at ske med Enhedslisten? For jeg mangler en rigtig god forklaring på, at der i dele af partitoppen var modstand mod noget så oplagt som en international aktionsdag. Jeg hæfter mig især ved to ting:
I den senere tid har pressen flydt over med, at Enhedslisten står over for en større “transformation” – med klare referencer til SFs udvikling. Jeg vil klart afvise, at det er noget, som har været diskuteret i HB – men omvendt: Et sted må pressen have det fra.
Det næste er, at jeg synes at Enhedslisten har haft alt for få referencer til kræfterne uden for Folketinget – både i selve valgkampen og den efterfølgende regerings-debat. Det havde dog været rimeligt relevant at referere til utilfredsheden i fagbevægelsen – både med efterlønnen og dagpengene.
Det kan være fint at “bide sig fast i forhandlingsbordet” og “kæmpe fra forhandling til forhandling”. Men bliver det et mantra, kan det blive lidt komisk. For uden støtte fra kræfter udenfor Folketinget, kan vore folkevalgte bide nok så tosset i dette bord – uden det rykker en meter. Og skulle dette bideri føre til resultater, er jeg bange for, at det kun er “indrømmelser”, som regeringen i forvejen har besluttet sig for at støtte.
Fx kunne “starthjælpen” være en sådan luns – og som skal få finansloven til at glide ned. Jeg står ikke helt ene om den analyse, da Politikens leder d. 6/10 mente næsten det samme.
Medvirkende til min bekymring er også, at der i presse-omtalen altid indgår en obligatotisk modsætning mellem Enhedslistens folketingsgruppe og partiets “bagland”. Det er næsten ligesom om at baglandet skal udsættes for et parlamentarisk skuespil for at slække på en protestlinje. Hvilket jo vil være dræbende for en reel mobilisering.
Er folketingsgruppen problemet?
Nej, det ville være alt for forenklet. For grundlæggende består den jo af den samme type medlemmer som os andre. Men vi skal ikke glemme, at den bliver udsat for et massivt pres, da der jo er nogle mega interesser i at få afmonteret dette talerør for græsrødderne, protest- og under-Danmark. Og vi skal heller ikke glemme, at Folketingsgruppen – hvis den føjer sig for dette pres – nu har øgede muligheder for at presse videre på et relativt svagere HB.
Den eneste effektive modgift mod det er et modpres fra ELs græsrødder og ude fra samfundet.
Se mere på http://15october.net/
Se også:
SAA 313: Nye meningsmålinger giver første blå flertal i mange måneder
SAA 313: Harald Børsting: Afskaf efterløn og arbejd 12 minutter mere
SAA 313: Derfor svigter Thorning og Søvndal
SAA 313: Fra stemmeseddel til kamp
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed