Socialistisk Arbejderavis
Nr. 313 – 14. oktober 2011 – side 12
Fra stemmeseddel til kamp
Hans Erik Madsen
Selvom det er 55 år siden storstrejken i 1956 fandt sted, er der meget at lære af denne konflikt set i et aktuelt perspektiv.
Storkonflikten i 1956 er nemlig ikke mindst historien om hvordan og hvornår de største reformer i historien er blevet til virkelighed, og hvilken afgørende betydning for udfaldet et relativt lille socialistisk parti som DKP fik.
Storstrejken i 1956
Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Krisen kradsede og arbejdsgiverne var aggressive og selvsikre. DKP var det eneste alternativ i arbejderklassen.
Arbejderne krævede kortere arbejdstid, højere løn og en sygelønsordning. Dansk Arbejdsgiverforening var totalt afvisende, og krævede endog forringelser af dyrtidsreguleringen, at den ottende time på natskift blev genindført mv.
Overenskomstforhandlinger brød sammen, og storstrejken gik i gang. Omkring 50.000 deltog i konflikten, som bl.a. ramte olie- og benzinudkørsel.
Panikken i toppen af samfundet bredte sig, og efter et par dages forhandlinger i forligsinstitutionen blev der strikket et forlig sammen, som blev sendt til urafstemning – godkendt af både LO og DA.
Forligsmanden opfordrede de organisationer, der var i strejke, til at stoppe konflikterne, indtil mæglingsforslaget havde været til urafstemning. Men på trods af opfordringen fra LO, DA og forligsmanden fortsatte de fleste strejker.
Resultatet af afstemningen blev et klart nej. Årsagen hertil var en kombination af de økonomiske forhold op gennem 50’erne og en velorganiseret nej-kampagne fra DKP.
Den socialdemokratiske regering ophævede efter nogle ugers konflikt et mæglingsforslag til lov, der kun betød indførelse af en sygelønsordning.
Indgrebet udløste stor utilfredshed, og 200.000 demonstrerede på Slotspladsen, og mange fortsatte strejken imod indgrebet.
Nedsættelse af arbejdstiden
Selv om regeringsindgrebet stod ved magt var den socialdemokratiske regering og arbejdsgiverne på tilbagetog. Den store utilfredshed skabte et behov hos den socialdemokratiske regering for at legitimere sig selv.
Det gjorde den bl.a. ved at gennemføre loven om folkepension, der gav alle ret til pension, der stadig er en af hjørnestenene i velfærdsstaten.
Frygten for at arbejderklassens protester ville bryde ud igen gav også en arbejdstidsnedsættelse fra 48 til 45 timer ved overenskomsten i 1958.
Men afgørende for, at strejkebevægelsen trods alt blev stoppet frem for at eksplodere var at DKP på et stort tillidsmandsmøde efter den største demonstration, hvor bevægelsen var i fremdrift, argumenterede for, og fik opbakning til, at føre bevægelsen videre på den enkelte arbejdsplads og i stemmeboksen ved næste valg.
Enhedslisten og klassekampen
Springer vi i tid og situation er disse erfaringer fra 1956 yderst relevante at trække op til den nuværende situation med alle de forskelle der er.
DKPs styrke i 1956 var en kombination af partiets solide arbejde i fagbevægelsen og i den opsparede utilfredshed som eksisterede i arbejderklassen, og som de foregående år var kommet til udtryk i en række centrale strejker med stor solidaritet fra andre arbejdergrupper.
Enhedslistens fremgang fra 4 til 12 mandater i Folketinget ved dette valg er også et resultat af, at der har været modstand mod de borgerliges angreb på velfærden, stramninger og racistiske politik overfor flygtninge og indvandre og den danske militære deltagelse i de imperialistiske krige i Irak og Afganistan.
En modstand som mange af Enhedslistens medlemmer har været aktive i – hvorimod Enhedslistens indsats som parti har været meget sporadisk.
Fremgangen er samtidig et udtryk for skuffelsen over, at de to andre arbejderpartier – S og SF – ikke udgør et rødt alternativ til de borgerlige.
Enhedslistens valgkamp har desværre ikke været en udenomsparlamentarisk kavalkade – for slet ikke at snakke om en kavalkade med et socialistisk perspektiv.
En solid kritik af de borgerlige og kapitalismen er ikke blevet fulgt op af eksempler fra og handlingsanvisninger til kampen i hverdagen netop for at understrege, at ’folketingets talerstol netop kun en talerstol som skal understøtte kampen i hverdagen udenfor folketingets tykke mure’.
Enhedslistens muligheder for at få indflydelse ligger i at få indflydelse i kampen i hverdagen – på arbejdspladserne, på uddannelsessteder, i fag- og studenterbevægelsen, i andre sociale bevægelser.
Det er her vi kan komme i kontakt med og overbevise tusinder og atter tusinder af alle de vælgere, fra især Socialdemokraterne og SF, som ønsker forandring om at de kan gøre en forskel sammen med os.
Mere bevægelse og udenomsparlamentarisme er vejen til forandring og vejen til en stærkere socialistisk venstrefløj. Det er igennem enhed i kamp at fremtiden ligger for at skabe et socialistisk samfund.
Storkonflikten i 1956 er blot ét af mange eksempler i historien på, at nøglen til forandring er at øge ’uroniveauet’, men også ét af mange eksempler på ’de forspildte muligheder’ fra venstrefløjens side, hvis kampen erstattes af stemmesedlen.
Se også:
SAA 313: Mens vi tæller ned til den 15. oktober
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed