Socialistisk Arbejderavis
Nr. 313 – 28. oktober 2011 (Kun online)
Occupy
Drømmen om en bevægelse
Jørn Andersen
Langt over en million mennesker verden over gik på gaden 15. oktober i protest mod stigende ulighed, bankernes magt og manglen på demokrati for de mange. Det foregik i over 950 byer i over 80 lande. I Danmark var der protester både i København, Århus og Odense.
Den globale protestdag var oprindeligt indkaldt af de spanske “indignados” (også kaldet 15. maj-bevægelsen). Men det var “Occupy Wall Street”, der for alvor gav protestdagen dens globale karakter.
Ligesom de spanske “indignados” havde gjort det fra 15. maj på Puerta del Sol i Madrid, var “Occupy Wall Street” fra 17. september startet med, at nogle få hundrede havde slået lejr i New York, nær Wall Street. Ligesom i Spanien voksede protesterne og spredte sig til byer over hele af USA.
Og selv om besætterne i både Spanien og USA fortrinsvis er unge, så har de begge steder formået at udtrykke en utilfredshed, som deles af mange, mange flere – uanset alder.
Sympatien med de protesterende kan ikke kun aflæses i meningsmålinger. På de store protestdage har der såvel i Spanien som USA været aktiv deltagelse fra tusinder af mennesker fra alle aldersgrupper. (“I am 78 and I am mad as hell,” stod der fx på et skilt på en Wall Street protest.)
Krise og revolution
Sympatien med protesterne udspringer to steder fra: Den globale økonomiske krise, som især siden 2008 har forandret den politiske og sociale virkelighed for milliarder af mennesker verden over. Og revolutionerne i Tunesien og, især, Egypten i starten af 2011.
De daglige reportager fra Cairos Tahrir-plads i de 18 dage mellem 25. januar og 12. februar har brændt sig ind på nethinden hos millioner af mennesker. For første gang i årtier så de deres drømme om, at en ægte folkelig bevægelse ville vælte en brutal diktator, blive til virkelighed – oveni købet i en del af verden, som vi i 10-15 år har fået fortalt er tilbagestående og savner forståelse for demokrati.
Billederne fra Tahrir har i høj grad været med til at forme både den spanske og den amerikanske bevægelse: Besættelsen af en offentlig plads, den praktiske græsrods-demokratiske selvorganisering osv.
Ja, helt ned til den detalje, at den Zuccotti Park i New York, hvor lejren ligger, af “occupy’erne” har fået sit gamle navn, “Liberty Park”, tilbage – næsten samme navn som Tahrir, der betyder “befrielse”.
Men det er ikke revolutions-romantikken, der har været den vigtigste drivkraft. Det er først og fremmest den økonomiske krises virkelighed. En virkelighed, hvor den globale elite har bevilget sig selv tusinder af milliarder dollars, mens “de 99 pct.” har måttet betale med arbejdsløshed, fattigdom, stigende ulighed og usikkerhed.
Frygten for fremtiden er stigende. Mange frygter, at deres børn vil få dårligere betingelser, end de selv har haft. Mange i job frygter, at de selv måske ikke har noget job om en måned, 3 måneder, et år.
Nyuddannede, der troede at en solid uddannelse betød et sikkert job, vågner pludseligt op med udsigten til hverken at have job eller mulighed for at tilbagebetale en uoverskuelig studiegæld.
I denne frustration og afmagt – og vrede over politikere, der lover, men ikke handler – er “Occupy”-bevægelsen blevet et lys i mørket. Et signal om, at der måske alligevel er håb. At det måske er muligt at ændre kurs.
Eller som den britiske socialist, Alex Callinicos, udtrykte det: “Det, vi nu ser verden over, er udtryk for en vilje til at se Tahrir-pladsen overalt.”
Håb og virkelighed
Et så stort håb er meget at lægge på skuldrene af noget, som – trods den globale protestdag – langt de fleste steder er en ret lille bevægelse.
Nogle få steder var protesterne store 15. oktober: I Spanien anslås det, at over en million deltog (Madrid: 500.000, Barcelona: 300.000, Zaragoza: 100.000 osv.). I Italien omkring 100.000. Og i New York ligeledes omkring 100.000.
Men i de fleste andre millionbyer i USA, hvor der er eller har været Occupy-bevægelser, snakker vi i bedste fald om nogle få snese, der har slået lejr – som ofte er blevet lukket ned af politiet efter få dage. I byer som London og Berlin demonstrerede 3-4.000 15. oktober.
I København deltog måske 1.200-1.500 (Århus ca. 200, Odense knapt 100), mens kun et par håndfulde fandt det værd at overnatte på Rådhuspladsen bagefter.
Det ændrer imidlertid ikke ved, at bevægelsen har vakt et håb. Og håb er vigtige i en tid, der oftest er præget af frustration og afmagt.
Spørgsmålet er, hvordan håbet kan omsættes. Hvis ikke vi stiller det spørgsmål, bliver protesten let til et ritual, et formål i sig selv.
Som Slavoj Zizek sagde det i en tale til Occupy Wall Street 10. oktober:
“Der er en fare. Lad være med at blive forelsket i jer selv. Vi har en rar tid her. Men husk, at karnevaller er letkøbte. Det der betyder noget er dagen efter, hvor vi er nødt til at vende tilbage til vores normale liv. Er der så sket nogen forandring? ... Der er en lang vej forude. Vi står over for virkeligt vanskelige spørgsmål. Vi ved hvad vi er imod. Men hvad vil vi have? Hvilken samfundsmæssig organisering kan erstatte kapitalismen? Hvilken type af nye ledere vil vi have?
Husk. Problemet er ikke korruption eller grådighed. Problemet er systemet.”
Naomi Klein anslog lignende toner i sin tale samme sted få dage tidligere:
“Vi har taget kampen op imod planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter. Det er skræmmende. Og i takt med at denne bevægelse vokser i styrke, bliver det mere skræmmende. Giv ikke efter for fristelsen til at koncentrere jer om mindre mål.
Lad os denne gang behandle hinanden, som om vi har en plan om at arbejde side om side i denne kamp i mange, mange år frem. Den opgave, som ligger foran os, kræver intet mindre. Lad os behandle denne smukke bevægelse, som var den det vigtigste i verden. For sandheden er, at det er lige, hvad den er.”
Zizek og Klein giver måske ikke svaret, men de stiller nogle af de rigtige spørgsmål: Hvis vi virkelig er oppe mod “planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter“, så skal vi ikke bilde os selv og hinanden ind, at nogle få sneses eller nogle få hundredes protest vil ændre “systemet”.
Og hvis vi vil have forandring, når vi “vender tilbage til vores normale liv” – og ikke kun få energi fra bevidstheden om, at vi er en del af en global bevægelse – så må vi stille nogle “virkeligt vanskelige spørgsmål“.
Fra de få til de mange
Det vigtigste af disse spørgsmål er: Hvordan går vi fra håbet fra de fås protest til at mange flere handler?
I Egypten var der ikke kun nogle få hundrede på Tahrir-pladsen – der var efter de første par dage fra 100.000 til over en million. De sidste dage regner man med, at mellem 10 og 20 millioner (op mod en fjerdedel af Egyptens befolkning) var på gaden i snesevis af byer.
Men vi er også nødt til at se ud over pladserne.
De fleste er, trods alt, ikke arbejdsløse eller pensionister, der kan vælge at tage nogle dage eller uger ud af kalenderen for at besætte pladser. De fleste går på arbejde eller i skole.
Hvis de skal handle – og være en del af en bevægelse for forandring – så er vi nødt til at få folk til at diskutere, hvor de er. Dvs. på deres skole eller arbejdsplads.
Det kan lyde svært. Men hvis vi kigger på de sidste par års protester verden over, så tænk på:
- at 2-3-4 millioner franske arbejdere strejkede i flere uger i efteråret 2010
- at det var 50.000 studenters demonstration i London i november 2010, der satte skub i den britiske bevægelse
- som i marts og juni i år bragte hundredtusinder arbejde på gaden og i strejke mod regeringens krisepolitik
- at hundredtusinder af amerikanske arbejdere demonstrerede i marts i år i alle 50 delstater, inspireret af de strejkende og demonstrerende i Wisconsin
- at hundredtusinder af italienske arbejdere strejkede mod Berlusconis nedskæringer i maj i år
- at plaza-besættelserne i Spanien fik en million på gaden i juni i år
Listen kunne fortsætte med Grækenland, Portugal, Polen osv. – og mange lande uden for Europa.
Humlen er ikke, at strejker er godt, mens occupy-protester er ligegyldige. Heller ikke, at hvis der ikke er ti- eller hundredtusinder, så kan det være lige meget.
Humlen er: Hvis vi ikke skal “give efter for fristelsen til at koncentrere os om mindre mål”, hvis vi vil have reel forandring i “vores normale liv”, hvis vi erkender, at vi er oppe mod “planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter” – så er vi nødt diskutere, hvordan vi bliver mange flere.
Lokale rødder
En global bevægelse er nødt til at have lokale rødder. Det betyder rødder på skoler og arbejdspladser – dér hvor de fleste er.
Det kan lyde svært. Men skoler og arbejdspladser har faktisk visse fordele, nemlig at folk er samlet og har mulighed for at diskutere sammen og organisere aktivitet sammen.
Spørgsmålet er, hvem der skal få dem til det?
Fagforeningerne? De gør det ikke, men nogle fagligt aktive vil gerne. Uddannelsesorganisationerne? De gør det heller ikke, men nogle af de aktive vil faktisk gerne. Venstrefløjen? Den gør det ikke, men nogle venstrefløjsfolk vil gerne.
Hvis vi kan bringe nogle af dem, der “vil gerne”, sammen, så har vi mulighed for at sætte diskussioner i gang mange flere steder, end vi kan hver især – eller når vi tilfældigt mødes til protester på byens pladser.
Hvis vi kan danne et netværk af folk, der synes, det er nødvendigt at handle mod uligheden, krisepolitikken, bankernes magt og manglen på reelt demokrati – så kan vi få mange flere til at diskutere og måske også handle sammen.
Det rejser så spørgsmålene: Hvad skal vi have folk til at diskutere? Og hvordan kan vi handle sammen?
Regeringens 100 dage
I Danmark har vi som bekendt lige haft valg. Flertallet stemte for forandring, men den SRSF-regering, der kom ud af valget, vil kun levere meget små forandringer. Og især når vi snakker om ulighed, bankernes magt og krisepolitik, så vil alting fortsætte som før.
Dette var helt sikkert en af de vigtigste grunde til, at så mange mødte op på Rådhuspladsen 15. oktober. De havde set, at deres håb om forandring ikke kom fra det X, de havde sat blot en måned tidligere.
Så hvorfor ikke gribe muligheden for at arbejde frem mod, at den næste store protest bliver, når regeringen har siddet i 100 dage?
100 dage efter 3. oktober (regeringens tiltrædelse) er 11. januar, så en protest lørdag den 14. kunne være passende.
Det betyder ikke, at vi ikke kan lave alle mulige former for protester i mellemtiden. Men det betyder, at vi, når vi gør det, bruger dem til at involvere flere og til at sprede ideen om en stor fælles protest i januar.
Der er gode muligheder for inden da at lave “bank-protester” eller bakke op om den globale klima-aktionsdag 3. december osv. Men ved at sætte et mål om en større protest et stykke ude i fremtiden, får vi også muligheden for at sprede budskabet til mange flere end “the usual suspects”. Protester, hvor der kun er en uge eller to til at få folk med, bliver som regel ret små.
En praktisk ting
Det er uden tvivl en god ting, at de, der slår lejr på Rådhuspladsen i København, mødes hver dag kl. 15. Men det er ikke særligt let at involvere folk, der har arbejde eller går i skole.
Så hvis bevægelsen skal udvides, vil det være en fordel at supplere med ugentlige fællesmøder, fx kl. 17 eller 19 på en fast ugedag.
En mangfoldig bevægelse
Hvis vi skal opbygge en global bevægelse mod “planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter”, så skal vi ikke begrænse os til én bestemt aktionsform.
Pladsbesættelser, demonstrationer, aktioner og andre events har alle deres plads. Nogle forudsætter, at vi er mange, andre kan lade sig gøre med færre. En generalstrejke kræver fx at vi er en hel del ...
Vi skal heller ikke begrænse os til én vinkel, fx bankerne. Bevægelsen handler også om andre ting – demokrati, ulighed, krisepolitikken, politikerlede, klimakatastrofen, de riges krige osv.
“Problemet er systemet,” som Zizek sagde. Og deres system forsøger at smadre os på mange forskellige måder. Derfor skal vi også have flere vinkler. Vi må så diskutere undervejs, hvordan og hvornår vi sætter fokus på de forskellige spørgsmål.
Aktionsformer og vinkler skal udtrykke en mangfoldighed. Men bevægelsen skal også selv være mangfoldig.
Det betyder at vi skal tage det alvorligt at diskutere sammen. Både om hvad vores mål er, men også om hvilke aktiviteter og udtryk, vi synes kan samle os og give styrke.
Når Zizek siger: “Vi ved hvad vi er imod. Men hvad vil vi have?”, så er det også noget, der blev sagt om denne bevægelses “forgænger”, den anti-kapitalistiske bevægelse for godt 10 år siden. Men den bevægelse var faktisk med til at gøre os klogere, fordi der blev diskuteret ting, der ikke havde været diskuteret i årevis.
At gøre hinanden klogere er en vigtig del af det at kunne handle sammen – såvel for den hærdede aktivist som for “nybegynderen”.
Vi har en verden at vinde!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed