Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 314 – 11. november 2011 – side 3

Ny regering – ny modstand

Jørn Andersen

Hvor stor er forskellen egentlig på at have en ”rød” og en blå regering? Ikke ret stor, når vi ser på det parlamentariske. Men hvad med uden for det parlamentariske cirkus?

Selv de mindre forbedringer for nogle af de mest udsatte grupper, som regeringen lover, ændrer ikke ved det store billede: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand,” som det hedder i regeringsgrundlaget.

Så det er ikke så underligt, at mange allerede nu er ved at få et ret kynisk forhold til den nye regering. ”Politikerne lover og lover – men når det kommer til stykket er de alle ens,” er den gængse kommentar.

Det er en kommentar, der udtrykker resignation – eller skuffelse. De to ting er ikke nødvendigvis det samme. Skuffelse kan føre til handling.

En vigtig forskel

For der er en vigtig forskel på før og efter valget. Før valget var langt de flestes håb om forandring knyttet til håbet om, at ”bare vi kommer af med VKO”.

Efter valget er tingene mere sammensatte. Utilfredsheden kan gå både til højre og til venstre.
Men for de, der har stemt på S eller SF, fordi de var trætte af 10 år med VKO, giver det ikke den store mening at søge forandring hos VKO.

Det kunne give mening at håbe på et rent S-SF-Ø-flertal – men den har S-SF for længst skudt ned ved at indgå en pagt med De Radikale. Men hvad så?

Bevægelse fra neden

Hvis der ikke er håb om forandring på den parlamentariske bane, så må vi søge udenfor. I stedet for at håbe på forandring, bare vi finder de rigtige politikere, så må kigge på, hvad vi selv kan gøre.

Det er ganske vist en del sværere end at sætte et kryds hvert fjerde år. Men historisk set er al reel forandring kommet gennem bevægelser fra neden.

Realiteten er, at VKO kun har kunnet regere i 10 år, fordi bevægelserne nedefra har været for små og for svage til at forhindre det.

Så spørgsmålet er: Hvordan bygger vi en bevægelse for forandring – i en situation, hvor kapitalismen er inde i sin dybeste krise siden 1930’erne?

En stor opgave

Det er let at blive overvældet af udfordringen ved at skulle vende udviklingen: Vi skal ”gøre fagforeninger til kamporganisationer”, ”genskabe solidariteten”, ”skabe en folkelig bevægelse”, ”en venstrefløj der vil være venstrefløj” osv., osv.

Og hvis det ikke lykkes, står vi så over for, at det ender som i 1930erne?

Lad os se virkeligheden i øjnene: Ja, det kan ende helt galt, hvis ikke vi får vendt udviklingen. Ja, det eneste sikre kort er at bygge en – stor – bevægelse baseret på arbejderklasse-solidaritet. Og ja, det sker ikke fra i dag til i morgen.

Men vi lever også i 2011. Året hvor almindelige mennesker, som du og jeg, i milliontal har været med til at sætte den dagsorden, vi efterlyser.

Fra Tunesien og Egypten over Spanien, Grækenland og Storbritannien til Wisconsin og Wall Street har folk sagt nej og ja. Nej til et system styret af elitens grådighed. Og ja til hinanden, ja til at vi sammen kan forsøge at gå til modstand.

Den absolut mindste af disse bevægelser er Occupy Wall Street. Men den har alligevel formået at formidle et helt afgørende budskab: ”Vi er de 99 procent”. Vi er det overvældende flertal, og hvis vi organiserer og handler sammen, så kan vi ændre historiens gang.

Det kan lade sig gøre

Ingen af dem, der gik til Tahrir-pladsen i Cairo d. 25. januar, troede på, at Mubarak ville være væltet 18 dage senere.

Ingen af dem, der gik til Zuccotti Park i New York d. 17. september troede på, at deres slogans få uger senere ville have spredt sig ud over hele USA og resten af verden.

Magthaverne er splittede og forvirrede. De kan ikke løse deres egen krise. Millioner tror dem allerede ikke over en dørtærskel. Og mange flere ved ikke, hvad de skal tro på.

Det er grunden til den store resonans disse protester har verden over: De udfylder det samme håb om forandring, som det danske valg var udtryk for.

Ligesom det danske valg er de et udtryk for, at mange håber på, at andre kan skabe forandringen for dem.

Modsat det danske valg er dette håb ikke knyttet til folk inden for systemet, men uden for det. Det gør det nemmere at komme til det afgørende: At folk selv skal skabe forandringen.

Sig det, som det er

Hvis vi skal bygge modstand i Danmark, starter det med, at vi bliver flere, der siger det, som det er: Forandringen kommer ikke fra oven, men fra neden.

Det har socialister gjort altid – så derfor vil et godt skridt være at blive organiseret socialist. Så er vi flere til at sige rundt omkring: Forandring kommer fra neden.

Men bare at være organiseret socialist gør ingen forskel, hvis det var det eneste, vi sagde og gjorde. Vi er nødt til også at søge sammen med andre om konkrete forslag og aktiviteter, hvor vi kan handle sammen.

Selv om protesterne mod krisepolitikken i starten vil være relativt små, så kan de blive vigtige skridt i at opbygge en større modstand. For krisen ser kun ud til at blive værre.

Men det forudsætter, at vi ikke laver små protester, fordi vi ikke tror på, at vi kan få andre med. Vi skal lave små protester, fordi vi vil bruge dem til at få flere med.

Regeringens 100 dage

Internationale Socialister/ISU argumenterer for en landsdækkende protestdag, når regeringen har siddet 100 dage (fx 14. januar). For at gøre status og for at finde sammen med andre om at diskutere, hvordan vi udvikler bevægelse og modstand.

Men vi vil ikke protestere alene. Så det bliver kun til noget, hvis vi er flere, der foreslår det – og får hver vores netværk til at bakke op.

Flere artikler fra nr. 314

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1685 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside