Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 314 – 11. november 2011 – side 12

Eurokrisen – en tikkende bombe

Jørn Andersen

I august begyndte kurserne på aktier og obligationer at falde på verdens børser. En måned efter havde de mistet 20-25 pct. af deres hidtidige værdi i mange europæiske lande. Bankaktier faldt endnu mere.

Den mest synlige årsag var truslen om en græsk statsbankerot. Men bagved ligger langt mere grundlæggende problemer i den europæiske finans-sektor.

Lav vækst

Og bag finans-problemerne finder vi en verdensøkonomi, hvor den økonomiske vækst aldrig er kommet ud af den krise, der tog fart i 2007-8.

I 2. kvartal i år var væksten i Euro-landene kun 0,5 pct. Dels pga. lav global vækst, og dels fordi forbruget i Euro-landene selv er lav. Af frygt for fremtiden forbruger folk mindre. I stedet afbetaler de gæld og sparer op, hvis de kan.

Statsgæld

Stort set alle Euro-lande har en betydelig statsgæld. Krisen har kostet flere tusinde milliarder Euro. Dels i pengeudpumpning til banker og virksomheder, og dels pga. øgede udgifter til arbejdsløse etc. og mindre skatteindtægter pga. indtægtsnedgang.

Men den skyldes også, at det ikke generelt er lykkedes at tildele arbejderklassen i Europa et nederlag af samme omfang, som de amerikanske magthavere havde held med, især under Reagan. Social sikkerhed og kollektiv velfærd er, især i Nord- og Vesteuropa, stadig markant højere end i USA.

Den græske krise

Grækenland havde høj økonomisk vækst, inden krisen fra 2007-8 ramte landet særligt hårdt.
Skiftende regeringer var ude af stand til at få græske arbejdere, studerende og pensionister til at indse fornuften i at gå ned i løn eller skære på uddannelser og pensioner.

Den ophobede statsgæld er i dag omkring 180 pct. af brutto-national-produktet (BNP). Det er derfor blevet langt dyrere for Grækenland at låne nye penge til at betale forfaldne lån.

Selv for kortfristede to-årige græske statsobligationer er renten steget fra 3,5 pct. i januar 2010 til over 26 pct. i juli 2011.

Med en så stor og dyr gæld er det urealistisk for den græske stat at slippe af med gælden.

Redningspakke til bankerne

Det var dog ikke af bekymring for grækerne, at der i sommeren 2010 blev sammensat en redningspakke af den såkaldte ”trojka” – EU-kommissionen, Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Man var simpelthen bange for, at en græsk bankerot ville trække store dele af den europæiske finanssektor med sig – af to grunde.

For det første ville en række banker blive direkte ramt, fordi de ikke kunne få indfriet deres udlån til den græske stat.

For det andet stillede det spørgsmålet: Hvis EU tillod Grækenland at gå bankerot, hvad så med Irland, Portugal og Spanien?

Hvis der ikke var sikkerhed for græske lån, så kunne bankerne heller ikke regne med, at der var sikkerhed for andre svage landes lån. Det ville betyde højere renteudgifter, som yderligere ville sprede krisen til endnu flere banker.

Det ville igen true selve Euroen – og dermed Tyskland, Frankrig og resten af Euro-zonen.

Derfor blev der lavet en redningspakke til Grækenland – og kort efter til Irland og Portugal. Prisen var brutale nedskæringer, lønnedgang, højere pensionsalder og meget mere.

Endnu en pakke

I 2011 begyndte finans-spekulanter at kigge på Spanien og Italien.

Grækenland er et ret lille land, der kan reddes med en ”pakke”. Men Italien er EU’s 4. største økonomi. Så hvis krisen spredte sig til Italien, ville selv en meget stor ”pakke” ikke være nok.

Man forsøger nu at inddæmme krisen til Grækenland. Dels med endnu en redningspakke, dels ved at hæve kravene til europæiske bankers egenkapital, så de bliver mindre sårbare, og dels ved at skaffe flere midler til Den Europæiske Finansierings- og Stabilitets-Fond (EFSF).

EU’s problemer

Problemet for EU er, at pengene skal skaffes fra andre lande, som er en del af den samme krise.
Hvis man ikke ”redder” Grækenland (eller rettere dets kreditorer) kan krisen let sprede sig. Fx har franske banker en meget stor andel af de græske lån.

Hvis man omvendt redder Grækenland, går det ud over national-økonomierne i fx Tyskland og Frankrig.
Samtidig har Euro-zonen nok en fælles valuta, men ingen fælles finans-politik. Den besluttes i de enkelte nationalstater.

Det har gjort EU langt langsommere til at håndtere kriserne end fx USA, som har et centraliseret statsapparat.

Kommentatorer spekulerer nu i, hvad der er mest sandsynligt: Går Euro-zonen i opløsning? Eller får vi et tættere EU?

Lige nu ser det ud til, at man vil forsøge at gå efter en EU-stat. Men det er langt fra sikkert, at det kan realiseres.

De svageste led

Ofte får vi forklaret Euro-krisen med særlige græske forhold – at grækerne er dovne, svindlere osv.

Men lande som Grækenland var bare de svageste led, som blev ramt først og hårdest. Den samme krise eksisterer i resten af verden, og det er kun et spørgsmål om tid, inden næste runde rammer et andet sted.

Flere artikler fra nr. 314

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1888 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside