Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 316 – 13. januar 2012 – side 2

Frygt for fyring øger produktiviteten

Christine Kyndi

Mens fagtop og chefer taler om løntilbageholdenhed (endnu en gang) ved de kommende overenskomstforhandlinger for den private sektor viser nye tal, at produktiviteten stiger.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser at produktiviteten i den private sektor er steget med 4,9 % i 2010. Det er den største stigning i 16 år. Også set i forhold til den gennemsnitlige stigning i produktiviteten de sidste 44 år (2,8 %) er tallet stort.

Frygt

Til Berlingske Tidende siger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd at produktivitetsstigningen ikke er kommet ved nye investeringer (pga. krisen), men ved at fyre medarbejdere og få de tilbageværende til at løbe stærkere.

Tidligere vismand og professor på CBS, Jan Rose Skaksen, er inde på noget af det samme. Han siger til Berlingske at ”mange arbejder nu mere ihærdigt for at bevare jobbet og fastholde en arbejdsplads”.

Han mener at vi måske vil kunne se samme udvikling i flere år endnu.

Flere penge til arbejdsgiverne

En stigning i produktiviteten på 4,9 % svarer til at hver arbejder i den private sektor har skabt for 18.000 kr. ekstra værdi i 2010, i forhold til hvad der blev skabt i 2009.

Og det er vel og mærke ikke penge den ansatte nogensinde får del i. Reallønnen – også i den private sektor – er faldet i 2010.

For mindre i løn producerer vi altså mere værdi til arbejdsgiverne – med frygten for fyring hængende over hovedet.

Løntilbageholdenhed?

I foråret 2012 skal de nye overenskomster for den private sektor forhandles. Den 4. januar starter forhandlingerne om overenskomsterne på industriområdet med 240.000 ansatte. De plejer at ligge retningen for forhandlingerne i de andre dele af den private sektor.

Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri vil – ikke så overraskende – have ”fokus på en ansvarlig omkostningsudvikling og fleksibilitet for den enkelte virksomhed”.

Hvad der måske er mere overraskende er at Børsen den 28. november bringer en artikel under overskriften ”LO spår laveste lønstigninger i 30 år”. I en ny prognose LO har lavet spår de ”økonomisk smalhals for landets lønmodtagere mange år frem”.

Vende udviklingen

Det virker ikke som nogen god forhandlingstaktik at melde sådan ud. LO’s forudsigelse handler ligeså meget om deres egen rolle i de kommende år. Toppen i LO bør kæmpe for at vende udviklingen.
I stedet har de opgivet uden at prøve, og har accepteret arbejdsgivernes logik.

Hvis ikke overenskomstforhandlingerne skal ende i de laveste lønstigninger i 30 år (og realløns-nedgang igen) og endnu mere omfordeling af værdierne til arbejdsgiverne, skal vi ikke regne med at fagtoppen vil hjælpe os.

Vi må skabe presset på arbejdsgiverne selv.

Flere artikler fra nr. 316

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 1866 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside