Socialistisk Arbejderavis
Nr. 317 – 13. februar 2012 – side 12
Egypten
Fabrikkerne og pladserne er én hånd
Jørn Andersen
Ikke mange tror længere på parolen fra 25. januar-revolutionen: ”Hæren og folket er én hånd”.
Cairo, 27. januar: Uden for det statslige TV’s bygning på Maspero, tæt ved Tahrir-pladsen, demonstrerer folk i solidaritet med de mediearbejdere indenfor, der kæmper for ærlig reportage i medierne.
Dalia Soqrat, der arbejder på kanalen ”Nilen Live”, fortæller:
- Efter revolutionen startede nogle af os en bevægelse kaldet ”Uafhængige Mediearbejdere”. Vi er en gruppe arbejdere i TV-bygningen, som er utilfredse med den måde medierne rapporterer om, hvad der sker i Egypten lige nu. Efter revolutionen troede vi, at tingene også ville blive anderledes i TV. Men desværre er intet forandret.
- De fortæller os bare, at ”der var et telefonopkald ’ovenfra’ – du kan ikke sige det eller det”. Hvad skal det betyde? Så nogle af os er startet med at sige Nej – uanset konsekvenserne. Vi er begyndt at sige ”Hvis du siger, at den gæst vi har inviteret ikke skal komme, så giv mig et officielt brev fra ham, hvor han siger, at han ikke ønsker at komme.” Og det kan de selvfølgelig ikke. Til sidst får vi den gæst, vi vil have.
- Vi må tro på, at vi kan tvinge dem til at ændre medierne. Vi kan ikke bare gøre det udefra. Vi kan se masser af folk udenfor, som støtter os. De er ikke mediearbejdere, men de er kommet for at støtte mediearbejderne. Mediearbejderne må føle, at de har folkets tillid.
Kamp om revolutionen
Protesterne inden for og uden for Maspero er blot ét lille, men meget symbolsk, billede af den kamp, der foregår i Egypten ét år efter 25. januar-revolutionen.
På den ene side er regimet, som blev rystet af revolutionen. De måtte ofre Mubarak, men bevarede kontrollen over staten: Militæret, sikkerhedsstyrkerne, politiet, ministerierne, institutionerne.
Den magt forsøger de at bruge til at rulle bevægelsen tilbage. Med deres voldsapparat forsøger de at genopbygge ”frygtens mur”. Med religiøs splittelse forsøger de at få folk til at slås indbyrdes i stedet for mod regimet.
Og gennem afholdelse af valg forsøger de at vinde legitimitet – især blandt de kræfter, som tror de kan forhandle sig til forandring: De ”liberale” og Det muslimske Broderskabs ledelse.
På den anden side er den sociale virkelighed for det store flertal af Egyptens 80 millioner mennesker, hvor over 40 pct. stadig lever for under 2 dollars om dagen (og halvdelen af dem for under 1 dollar).
Og der er den politiske virkelighed, hvor over 12.000 civile er stillet for militærdomstole siden revolutionen. Tusinder er stadig fængslet. Demonstrationer angribes voldeligt af militæret. Strejker er forbudt osv. osv.
Alligevel fortsætter demonstrationerne og strejkerne. Ingen af de to sider er endnu stærke nok til at slå den anden.
Bevægelsen fra neden
På tusindvis af arbejdspladser og uddannelsessteder foregår der en kamp for det, der under den portugisiske revolution i 1974-75 blev kaldt ”saneamento” (oprydning). En kamp for at fjerne de ”mini-Mubarak’er”, som kæmper for at bevare deres magt og privilegier.
De nye uafhængige fagforeninger organiserer nu omkring 1,5 millioner arbejdere.
De kræver højere mindsteløn (og markant: en maksimalløn på 10 gange mindstelønnen), ret til organisering, gennationalisering, ”oprydning” i statsinstitutioner og virksomheder, stop for prisstigninger, gratis sundhed, fastansættelse for de mange på korttids-kontakter – blot for at nævne de mest centrale og fælles krav.
Strejker er motoren
Gadeprotesterne – og regimets angreb på dem – er de mest synlige udadtil, og demonstrationerne på årsdagen for 25. januar var enorme.
Men bag dem er hundredtusinder involveret i daglige kampe på deres arbejdspladser. Langt de fleste af dem er endnu ukoordinerede. Men det er ved at skifte.
September 2011 var den største strejkemåned siden revolutionen, hvor bl.a. op mod en halv million lærere var i strejke – på opfordring fra deres fagforeninger. Også i andre sektorer er der stigende koordinering.
En revolution er en proces, ikke blot en begivenhed. Processen handler om at inddrage Egyptens millioner af arbejdere, studerende og fattige i, gennem egne erfaringer, at samles om at føre revolutionen videre.
Initiativet til, at det sker, kommer fra revolutionære socialister og aktivister i de uafhængige fagforeninger.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed