Socialistisk Arbejderavis
Nr. 319 – 26. april 2012 – side 13
Hvad mener vi med
Klasse
Jørn Andersen
Begrebet ”klasse” er begyndt at trænge sig på i den offentlige debat. Occupy Wall Street snakker om ” 99 pct. kontra 1 pct.”. Op til SF’s seneste landsmøde var diskussionen, om SF var et ”folkeparti” eller et ”arbejderparti”.
Dette er faktisk værd at bemærke. For normalt snakker politikere, medier og intellektuelle meget lidt om klasse.
Normalt snakker de om det folkelige ”vi”. ”Vi” skal spænde livremmen ind. ”Vi” skal vise mådehold og ikke stille urealistiske krav. Som om vi alle sammen var i samme båd.
En af de væsentligste grunde til, at Occupy’s budskab om de 99 pct. kontra de 1 pct. har fået en så stor resonans, er uden tvivl, at millioner af mennesker ikke kan se deres egen virkelighed i den måde, politikere, medier og intellektuelle snakker om verden.
De fleste ved godt, at når der snakkes om ”vores” mådehold, så gælder det ikke eliten, de rige, de 1 pct. Selv under ”den dybeste krise siden 1930erne” skraber eliten til sig som aldrig før.
Så hvordan skaber vi så mening i begreberne om, at samfundet er opdelt?
Forbrug og produktion
Det største problem i den almindelige opfattelse af ”klasse” er, at den starter med ulige adgang til forbrug – uanset om det er materielt forbrug, adgang til uddannelse eller social sikkerhed.
Svaret på den ulige adgang til forbrug – uanset om der tænkes nationalt eller globalt – bliver så, at ”nogen” må gøre noget ved uligheden. Hvem disse ”nogen” er, fortaber sig oftest i tågerne.
Marx startede med at spørge, hvordan dette forbrug blev produceret. Herved opdagede han ikke kun, at arbejdet er kilden til al værdi-skabelse, men hvor det er en lille elite, der tilegner sig disse værdier.
Han opdagede også, at det ikke kun stillede producenterne i en situation, hvor vi bliver udbyttet. Faktisk har vi også en magt: Magten til at enten at lade være med at producere eller til at overtage produktionen.
Revolutionært potentiale
Som forbrugere har vi ikke ret meget magt. Når der fx bliver snakket om at boykotte de mest griske banker, så bliver det meget hurtigt tydeligt, at de fleste af os ikke har den mulighed. De fleste af os har enten gæld (fx pga. ejerbolig) eller vi har så få penge, at vi ikke har noget at boykotte med.
Som producenter har vi derimod en helt anden magt. Det er vores arbejde, der skaber de riges rigdom.
Men Marx’s pointe er ikke, at vi alle sammen bare kan lade være med at arbejde for kapitalen og så bruge tiden på noget andet og bedre.
For den anden side af klasse-opfattelsen er, at kapitalen har tilranet sig kontrol over produktionsmidlerne – fabrikker, udvinding af råstoffer osv. – og har brugt den kontrol til at indrette et samfund med magtstrukturer, der sikrer deres fortsatte kontrol.
Det revolutionære potentiale hos Marx er at pege på, at hvis den samfundsstruktur skal brydes, så kan det kun ske, hvis arbejderklassen tager sit udgangspunkt, hvor den er stærkest: I produktionen.
Revolutionære opstande – fra Rusland i 1917 til Egypten i 2011 – har vist, at det ikke kun er teoretisk tankespind. Når arbejderne udfordrer magten over produktionen, starter de med at ryste hele samfundet, og millioner kan begynde at se en mulighed for at indrette et helt anderledes samfund.
Hermed får vi også et svar på hvem, der kan skabe et andet og bedre samfund: Arbejderklassen selv.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed