Socialistisk Arbejderavis
Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 6
Valg i Europa
Jørn Andersen
Det græske valg har rystet magthaverne i Europa. Sarkozy er væk og Merkel er svækket. Det er de vigtigste resultater af maj måneds valg i Europa. Men valgene stiller lige så mange spørgsmål som de giver svar.
Ét svar er dog klart nok: Ved alle valgene gik de partier, der har stået for krisepolitikken, markant tilbage.
I Grækenland blev Nyt Demokrati og Pasok halveret. I Frankrig tabte Sarkozy præsidentvalget. I Storbritannien tabte Camerons konservative stort ved lokalvalgene, mens han liberale regeringspartner næsten blev udslettet.
Merkel svækket
Tysklands kansler Merkel, lederen af europæisk kapitals angreb på velfærden, er svækket efter valgene i maj.
Merkels CDU tabte sit flertal ved delstatsvalgene i Schleswig-Holstein og Nordrhein-Westphalen. Hun risikerer nu at tabe det tyske parlamentsvalg om 2 år.
Hendes franske partner Sarkozy er faldet. Det græske valg var et højt og klart Nej til at følge Merkels diktat om, at grækerne skulle betale til bankerne.
Merkels svækkelse udtrykker både, at krisepolitikken ikke virker, og at den har problemer med overhovedet at blive gennemført. Valgene har afsløret, at magthaverne er sårbare.
Lige nu har de ikke en plan B. Den vil helt sikkert komme, men det tager tid – hvor modstanden kan samle sig og forberede næste slag.
Vinderne
På vindersiden er billedet mere broget. Generelt vandt de reformistiske partier: I Frankrig, Storbritannien og Tyskland vandt traditionelle socialdemokratiske partier. I Grækenland fik de venstre-reformistiske partier (Syriza, KKE og DIMAR) 35 pct. af stemmerne.
Men fremgangen for fascistiske partier i Frankrig og Grækenland er skræmmende. I Frankrig fik Le Pens Front National sin hidtil største opslutning i første runde med 6,4 millioner stemmer (17,9 pct.). De lukrerede på Sarkozys dybt racistiske politik – og markedsførte sig samtidig som modstandere af hans krisepolitik.
De bygger på en klassisk fascistisk taktik: Pæn facade ved valgene kombineret med en hård kerne af fascister på gaden. Endnu har de dog mest succes ved valgene.
I Grækenland er Chrysi Avgi (Gyldent Daggry) langt stærkere på gaden. De overfalder systematisk indvandrere og venstrefløjen og har støtte i politiet, hvor halvdelen stemte på fascisterne. Med 7 pct. af stemmerne har de nu fået en legitim facade.
Reformistisk modstand?
Alle valgene udtrykker modstand mod kapitalens angreb. Men samtidig stiller de det åbne spørgsmål: Hvor går modstanden hen?
I Grækenland er venstre-reformisternes fremgang udtryk for en bevægelse, der siden 2009 har mobiliseret 17 generalstrejker – og tusinder af lokale strejker, protester, besættelser osv.
I Frankrig led arbejderklassen i 2010 nederlag, da Sakozy trods ugelange strejker – med massiv folkelig opbakning – alligevel fik gennemført sit pensions-angreb. Her er Hollandes valgsejr et udtryk for, at kun et mindretal tror på, at mobilisering fra neden kan ændre kursen.
Hverken i Frankrig, Tyskland eller Storbritannien vil valgets socialdemokratiske vindere føre til mere fair forandring end Thorning i Danmark.
Grækenland
I Grækenland står Syriza til fremgang ved nyvalget 17. juni. Men hvad nu hvis venstrefløjen faktisk får flertal og kan danne regering?
Syrizas siger på den ene side Nej til at betale gælden til bankerne. På den anden side ønsker de en aftale med Trojkaen (EU’s Centralbank, EU-kommissionen og IMF) og at forblive i EU.
Realpolitisk er det ikke muligt. Trojkaen kan ikke gå med til, at grækerne ikke betaler gælden. Det ville åbne for krav fra portugisere, irere, spanioler osv. om heller ikke at betale. Så enten accepterer Syriza at betale – eller også ryger Grækenland ud af Euroen og EU.
Dette vil mest sandsynligt føre til kapitalflugt og statsbankerot. Det kan kun stoppes af en bevægelse, der kan besætte arbejdspladserne og køre økonomien videre på arbejdernes betingelser.
Problemet er, at Syriza nok har parlamentarisk succes, men ikke selv har styrken på gulvplan til at sikre deres politik.
Syriza vil nemt få et klassisk reformistisk dilemma: Enten at bøje af for kapitalens overmagt, præsentere nederlaget som ”det bedst opnåelige” og miste opbakning – eller at forene sig med de revolutionære aktivister, der i årevis har forsøgt at bygge styrken på gulvplan.
Revolutionære svar
I Grækenland fik den anti-kapitalistiske koalition Antarsya 1,2 pct. ved valget i maj.
Men Antarsya har næsten lige så stor opbakning som Syriza blandt aktivister i bevægelsen og i fagforeninger. Begge overgås dog klart af KKE, kommunistpartiet, i langt de fleste fagforeninger.
Antarsya stiller også op til valget i juni. Ikke i forventning om parlamentarisk fremgang, men for at præsentere et revolutionært, anti-kapitalistisk alternativ.
Antasyas politik er at sige Nej til at betale gælden, nationalisere bankerne, ud af EU, og især: At kun kamp fra neden kan stoppe krisepolitikken.
For flertallet ser Antarsyas politik i dag urealistisk ud. Men efter valget er der groft set to muligheder: Syriza får flertal, og deres urealistiske politik bliver vist i praksis. Eller Syriza taber, og en nedskæringskoalition får flertal.
Uanset resultatet er der – som i resten af Europa – behov for en politisk kraft, der kan føre kampen videre og blive et alternativ for de mange, der i dag tror på reformistisk politik.
Uden dette er risikoen endnu et klassisk billede: Et politisk tomrum efter reformistisk fallit, som kan udfyldes af fascistisk terror.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed