Socialistisk Arbejderavis
Nr. 320 – 1. juni 2012 – side 8
Hvor mange gange kan fagtoppen lade os betale for krisen?
Christine Kyndi
Når fagforeningerne ikke varetager deres medlemmers interesser, men går med til angreb på angreb er det måske ikke så overraskende at medlemstallet synker, og stadig flere vælger at blive organiseret i de billigere gule ”fagforeninger”, hvis de overhovedet lader sig organisere.
Men når fagforeningerne ikke vil kæmpe har den udvikling så overhovedet nogen betydning. Er der nogen grund til at blive?
I maj sidste år lovede Harald Børsting, at lønmodtagerne ikke skulle betale to gange for krisen. Det var i forbindelse med debatten om 12 minutter mere eller en tilbagetræknings-reform med afskaffelse af efterlønnen og højere pensionsalder.
Der er sket meget siden da. Tilbagetræknings-reformen blev vedtaget af den nye regering. Overenskomstforhandlingerne endte endnu en gang med reallønsfald. Regeringens 2020-plan satte låg over væksten i de offentlige udgifter og forringede forholdene for folk på flexjob, kontanthjælp og førtidspension. Og med den nye skattereform er det SRSF's plan at tage 3 milliarder kroner fra førtidspensionisterne, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagerne.
Løntrykkeri
Nu skal vi betale endnu en gang. Til trepartsforhandlingerne er målet at ”øge arbejdsudbuddet” med 20.000, hvilket skal ske ved at sætte arbejdstiden op. Villy Søvndal og Helle Thorning vil ikke garantere for, at der også skal betales løn for de ekstra arbejdstimer.
Og uanset om vi får betaling eller ej vil øget arbejdstid betyde flere arbejdsløse. I et åbent brev til fagtoppen skriver fællesklubben hos Novo Nordisk: ”I disse krisetider har virksomhederne allerede fyret folk og trimmet produktionen optimalt – uanset om de sælger fysiske produkter eller serviceprodukter. Hvis vi arbejder mere og derved fx producerer flere møtrikker, hvad sker der så, hvis virksomhederne ikke kan sælge flere møtrikker? Mon ikke de fyrer flere folk?”
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen siger i Ekstrabladet den 24. maj: ”Hun (Helle Thorning, red.) er ude på løntrykkeri. Det afgørende for hende ved at øge arbejdsudbuddet er, at lønmodtagerne står svagere, når der skal forhandles løn, hvorfor lønfremgangen bliver mindre. Derved forbedres erhvervslivets konkurrenceevne.”
Magthaverne har brugt krisen som en anledning til at starte en række alvorlige angreb på almindelige menneskers vilkår. Og hvis man havde forhåbninger om, at fagtoppen ville forsvare deres medlemmers interesser, er de blevet slemt skuffede. Ikke kun er de passive – de prøver også at tale utilfredsheden med forringelserne ned.
Modsatte interesser
Fagforeningerne bringer massevis af arbejdere sammen. De er ikke kun udtryk for erkendelsen af, at arbejdere og arbejdsgivere har modsatrettede interesser, men også for at det er nødvendigt at organisere sig sammen for at kunne varetage sine fælles interesser. Vi har ikke andre organisationer der kan udfylde den rolle.
Men ud af fagforeningerne opstod et professionelt lag af forhandlere hvis forhold efterhånden på alle områder fjernede sig mere og mere fra arbejdernes, på hvis vegne de forhandler. Reformismen fungerer som ideologi og retfærdiggørelse for dem.
Fagbureaukratiet eksistensberettigelse er deres forhandlinger og kompromisser med kapitalisterne som erstatning for arbejdernes egen aktivitet. De har altså en materiel interesse i at opretholde illusionen om forhandling.
Det betyder, at fagtoppen – som det er set flere gange før – prøver at lægge låg på strejker og uro før de mister kontrollen.
”Socialistisk kappestrid”?
Fagforeningerne organiserer arbejdere efter fagområder, det sætter et falsk skel mellem arbejdere, men dem der står mest vagt om dette skel er fagtoppen i de enkelte fagforeninger. I stedet for at kæmpe med arbejderne mod arbejdsgiverne, kan de komme til at kæmpe mod hinanden indbyrdes.
Fagforeningen PROSA organiserede 700 ansatte på CSC – en multi-national fagforeningshadende IT-virksomhed som før havde prøvet at svække PROSA på arbejdspladsen.
CSC krævede bl.a. 30 % lønnedgang af de PROSA-organiserede, og efter lange mislykkede forhandlinger valgte PROSA at varsle strejke. CSC agerede i strejken på en måde som selv arbejdsgiverforeningen kaldte usædvanlig hård.
HK (som konkurrerer med PROSA om at organisere IT-ansatte) havde før hevet PROSA i arbejdsretten pga. deres overenskomster som de mente var diskriminerende mod HK. Under strejken blokerede HK sandsynligvis for at LO kunne støtte konflikten. Og de tvang en underafdeling til at trække en støtteerklæring til de strejkende tilbage.
De ansatte på CSC tabte strejken efter 4½ måned og kom under en ny og ringere overenskomst med HK.
Fagtoppens forvrængede logik som stammer fra ønsket om at styrke og bevare deres position som forhandlere. Uanset hvad det betyder for kampe som er i gang.
Top og bund
Som forhandlere mellem to klasser med modstridende interesser, bliver fagbureaukraterne og de resultater de opnår også påvirket af styrkeforholdene mellem klasserne.
Som det ser ud lige nu, er der et stort pres fra arbejdsgiverne mod forringelser for arbejderne.
Men utilfredsheden med fagbureaukraternes krisebevidsthed spirer bland medlemmer og lokalafdelinger af fagforeningerne.
Hovedskellet i fagbevægelsen går mellem top og bund – ikke mellem højre og venstre.
Hvis vi skal stoppe rækken af angreb på vores forhold, må vi bygge op fra neden. Det er vigtigt med netværk og solidaritet på tværs af faggrupper, arbejdspladser osv. – og mellem folk i arbejde og arbejdsløse og folk på overførselsindkomst.
Angrebene er så alvorlige og generelle, at vi ikke kan vinde ved at kæmpe kampene én for én. Vi har brug for en stor, stærk og samlet bevægelse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed