Socialistisk Arbejderavis
Nr. 322 – 17. august 2012 – side 7
Politiet: Få rådne æbler eller et råddent system?
Henning Jensen
“Hvordan kan I dog være imod politiet” kunne man høre en hær af forargede journalister og befolkning spørge sig selv over sommeren.
Årets “agurketid” gik ud over Enhedslisten og særligt holdningen til politi og militær. Hvad der blev en teoretisk diskussion, primært rettet mod en revolutionær situation, gjorde det svært for folketingspolitikere og hovedbestyrelse at forklare hvad det hele egentligt gik ud på.
De svages beskyttere
“Hvorfor?” kan vi på venstrefløjen, som ofte har set politiets ageren som regeringer og topmøders forlængede arm, så spørge os selv. Svaret er, at fortællingen om politiet som beskytterne af civilisationen, bedstemødre, forældreløse børn og de svageste i samfundet er stærk.
Denne fortælling synes at have spredt sig helt ind i Enhedslistens rækker.
Politiet har selvfølgelig dets positive sider. For eksempel kan de være med til at stoppe massemordere, fange voldtægtsforbrydere eller folk som kører for stærkt.
Men så igen, enhver strejkende arbejder har set dem beskytte chefens interesser, dem der har været i kontakt med det juridiske system ved, at de lyver under ed og beskytter deres egne, voldtægtsofre mistænkeliggøres, enhver, der bor i et såkaldt ghettoområde, har set eller oplevet politiets magtmisbrug, vold og utrolige evne til aldrig at være der, når almindelige mennesker har brug for dem.
Som f.eks. en flyttemand oplevede det under klimatopmødet i 2009, hvor han, grundet sit navn, blev forvekslet med en internationalt eftersøgt terrorist. Under sin anholdelse blev han iklædt en hvid fangedragt og transporteret gennem byen, hvor han blev udspurgt og fik tildelt knubs.
Endnu engang ledes vi til, at tro dette skulle skyldes nogle få uduelige betjente, men statsadvokatens manglende vilje til at finde dem, viser os at tingene måske er mere systematiseret end som så.
Et mere retfærdigt politi?
Myten om politiet som samfundets beskytter opretholdes af ideen om, at problemerne skyldes nogle få “rådne æbler”; betjente som har handlet på egen hånd.
Politiet er en central og vigtig samfundsinstitution, og debatten handler ofte om lappeløsninger som tjenestenumre på uniformen eller småændringer i klagesystemet.
Mange af disse er helt sikkert skridt på vejen til et mere retfærdigt politi, men spørgsmålet står ved: er det nok? Uden en fuldstændig analyse af politiet i sammenhæng med de strukturer vores samfund er bygget op om, er det nemt at forfalde til de gamle løsninger og til tider legitimere politiets rolle.
Der findes helt sikkert gode betjente, som er tiltrukket af arbejdet grundet dets sociale karakter og muligheden for at gøre noget godt for dem, som har det svært. Men det er fuldstændig irrelevant, når vi kigger på strukturen og den kultur, som politiet er styret af.
Når ordren kommer til at angribe en strejke, en demonstration eller en gruppe unge med mørk hud, er man enten tvunget til at adlyde ellers er ens job i fare. Det er politiets funktion at holde folk nede med magt i den hellige “offentlige ro og ordens navn”.
Folkemagtsorganer
At prøve at forstå en politisk institution ved at analysere en enkelt betjents opførsel, er som at ville forstå en fabrik ved at kigge på et tandhjul.
Svaret fra den revolutionære venstrefløj må være skarpere. Politiets rolle er ikke at beskytte dig og mig. Vi har ingen indflydelse på politiets ageren, og mange af betjentene kommer fra andre landsdele end dem de opererer i, uden viden om de mennesker, som de skal tjene og beskytte.
Diskussionerne om revolution og den socialisme vi gerne vil skabe, må tage udgangspunkt i historiske eksempler, og dem er der mange af. Af de mere spændende kan nævnes Zapatisterne i Mexico, som arbejder med en demokratisk fordeling af magten i samfundet, også når det gælder politiopgaver.
Her arbejder man med rotationsprincipper, tilbagekaldelige mandater, gennemsigtighed i beslutningerne og så videre. Alle principper som er velkendte i tidligere forsøg på at gennem-demokratisere samfundet. Men demokrati er ikke nok. Hvem ejer hvad, hvor meget ejer de og hvem har de taget det fra, er også helt centrale spørgsmål, som peger i retning af nødvendigheden ved et opgør med klassesamfundet.
Socialismen handler om at tænke et samfund for mennesker og ikke profit, og det starter med en sammenkædning af delkrav og endemål. Også når det kommer til politiet.
Det er svært at se, hvordan det skulle kunne reformeres til det bedre. Man må i stedet kigge på de mekanismer, som skaber ulighed og kriminelle i stedet for at føre åben krig i mod dem.
Se også:
SAA 322: Hvis lov, hvis politi, hvis militær?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed