Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 16

Hvis lov, hvis politi, hvis militær?

Lars Henrik Carlskov

Sommerens medievirak om Enhedslistens program og holdning til revolution har synliggjort vigtige strategiske uenigheder internt i partiet.

En central diskussion har her været partiprogrammets ord om ”opløsning af politiet og militæret”, idet flere af Enhedslistens topfolk har undsagt dette programpunkt. Bagved dette lurer naturligvis en diskussion, som gang på gang er dukket op i løbet af arbejderbevægelsens historie, nemlig hvorvidt den nuværende stat, inklusive dens parlament, politi, militær osv., kan bruges til at gennemføre socialismen.

Dette er ikke et abstrakt akademisk spørgsmål, men har allerede i den aktuelle politiske situation store praktiske konsekvenser. F.eks. vil man naturligt have en tendens til at tillægge arbejdet i Folketinget og andre parlamentariske forsamlinger større betydning på bekostning af udenomsparlamentarisk mobilisering, hvis man mener, at socialismen kan indføres via de eksisterende statslige institutioner.

Strukturelle begrænsninger

I sit hovedværk Kapitalen skrev Karl Marx om staten:

”Det er altid de umiddelbare relationer mellem produktionsbetingelsernes ejere på den ene side og de umiddelbare producenter på den anden side ... hvori vi finder den inderste hemmelighed, det skjulte grundlag for hele samfundets opbygning og derfor også ... for den til enhver tid herskende specifikke statsform.”

I dagens Danmark og resten af verdens lande er det, der i ovenstående citat kaldes ”produktionsbetingelsernes ejere”, lig med kapitalistklassen, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne (fabrikker, kontorbygninger, maskiner, råstoffer osv.).

Det, Marx ovenfor kalder ”de umiddelbare producenter”, er i det moderne samfund arbejderklassen, der udgør det store flertal af befolkningen, men pga. sin mangel på produktionsmidler er tvunget til at sælge sin arbejdskraft.

Men arbejderklassen skaber mere værdi end den får løn for. Resten, som Marx kalder merværdien, beholder kapitalistklassen, og derfra stammer den profit, som er kapitalismens drivkraft.

Staten er en ”overbygning” på denne grundlæggende økonomiske struktur. Staten er derfor ikke neutral, men en kapitalistisk stat. Dette er stadig tilfældet, selv om det i Danmark og en række andre lande gennem tiden er lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig forbedrede levestandarder og forskellige demokratiske og sociale rettigheder.

Kontrollerer staten kapitalen?

Enhver regering, der forsøger at bruge den kapitalistiske stats parlament til at føre en anti-kapitalistisk politik, vil blive mødt af økonomisk sabotage i form af indskrænkninger af produktionen, tilbageholdelse af investeringerne, kapitalflugt og spekulation mod valutaen.

Men det er ikke blot økonomien, som ikke er under demokratisk kontrol. Det gælder også størstedelen af staten, som på ingen måde er demokratisk.

Staten er opbygget på en stærkt bureaukratisk og hierarkisk måde, og embedsmændene som f.eks. departementschefer, dommere og ledelsen af politiet og militæret er ikke demokratiske valgte. Og via deres løn samt oftest også deres familiebaggrund, uddannelse og sociale omgangskreds har de tætte bånd til kapitalistklassen.

Intet viser tydeligere statsmagtens egentlige funktion end arbejdskonflikter. Det er gang på gang sket, at politiet og militæret er blevet sat ind mod arbejdernes demonstrationer, strejker, blokader eller arbejdspladsbesættelser.

Derimod er selve tanken om at indsætte politiet og militæret mod arbejdsgivere, der nedlægger arbejdspladser, lockouter arbejdere eller står bag kapitalflugt absurd under det nuværende system.

Det skyldes, at loven netop beskytter den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som betyder, at arbejderklassen må sælge sin arbejdskraft og lade sig udbytte for merværdi.

Revolutionen mod den kapitalistiske stat

Derfor har spørgsmålet om, hvorvidt man kan bruge den nuværende stat til at indføre socialismen lige siden Marx's tid været en afgørende skillelinje mellem revolutionære socialister og reformister.

Når socialismen kun kan indføres via en revolution, der indebærer et opgør med den kapitalistiske stat, skyldes det ikke ”marxistisk dogmatik”, men en grundlæggende analyse, som igen og igen er blevet bekræftet af de historiske erfaringer.

Hvis en socialistisk massebevægelse for alvor truer kapitalistklassens privilegier, vil det overvældende flertal af ledelsen i politiet, militæret og de forskellige andre dele af statsapparatet tilslutte sig forsøgene på at nedkæmpe denne bevægelse.

Foto: Mette Kramer Kristensen

Se også:
SAA 322: Politiet: Få rådne æbler eller et råddent system?

Flere artikler fra nr. 322

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Lars Henrik Carlskov

Siden er vist 1356 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside