Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 322 – 17. august 2012 – side 8

Reformismens storhed og fald

Jørn Andersen

Socialdemokratiet har i manges øjne æren for velfærdssamfundet. Mange har derfor svært ved at forstå, at de i dag står for at gennemføre borgerlig krisepolitik.

Fra den første Stauning-regering i 1924 og frem til 2001 (hvor Fogh trådte til) har Socialdemokratiet (SD) været i regering i 53 af de 77 år, heraf de 50 under SD-ledelse.

Stauning

Allerede ved sin tiltrædelse i 1924 gjorde Stauning det klart, at ”der kunne ikke blive tale om at føre socialistisk politik”. I stedet vil han “tage hensyn til alle berettigede interesser i samfundslivet”.

Under krisen i 1930erne blev der indført vigtige sociale reformer, der bl.a. sikrede, at arbejdsløse kunne overleve under krisen. Men samtidig blev der grebet ind i overenskomsterne (tvungen voldgift).

Den økonomiske politik lå tæt op ad samtidige borgerlige regeringers politik i andre lande: Regulering af import og eksport samt iværksættelse af offentlig produktion til at sætte gang i økonomien (a la den konservative Roosevelts ”New Deal”).

Logikken var: Hvis det skal gå godt for arbejderne, må det gå godt for erhvervslivet.

Velfærdsstaten

Perioden fra 1948-73 er præget af et langvarigt opsving i den globale økonomi. I Vesteuropa fører borgerlige og socialdemokratiske regeringer overordnet den samme politik.

Både borgerlige og socialdemokratiske regeringer udbygger uddannelses-sektoren (arbejdsgiverne krævede mere veluddannet arbejdskraft), sundhedsvæsenet (til at reparere arbejdskraften) og (fra 1960erne) daginstitutionerne (for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet) osv.

DsF (det daværende LO) var aktivt med til at indføre akkord-systemer og andre produktivitets-fremmende systemer, der gjorde, at folk knoklede – trods den øgede mekanisering af arbejdet.

Så længe det økonomiske opsving varede ved, var det muligt både at indfri arbejdsgivernes krav om en veluddannet og fleksibel arbejdskraft og arbejdernes krav om andel i produktions-stigningen.

Krisen

Men opsvinget varede ikke ved. I 1960erne begyndte økonomien at stagnere, og i 1973 starter den globale krise, vi – med op- og nedture – har levet under siden.

Allerede i 1963 startede den såkaldte ”indkomst-politik”, som skulle holde lønningerne i ro. Men fra 1973 blev indkomst-politikken strammet (under Anker Jørgensen).

Strejkende arbejdere blev truet med eksklusion af fagforeningen. Og da benzinchaufførerne strejkede i 1976, truede Anker Jørgensen-regeringen med at gå af, hvis ikke de stoppede strejken. LO opfordrede til at sætte politiet ind mod de strejkende!

Nyliberalisme

Det værste for SD var dog, at deres krisepolitik ikke virkede. Selv om der blev pumpet milliarder ud til erhvervslivet, så skabte den kun øget statsgæld – mens krisen fortsatte.

Her starter SD’s kursskifte. Hjulpet af det ideologiske klima efter Berlin-murens fald i 1989 opgiver SD perspektivet om velfærds-forbedringer og gør ”markedet” til gud.

Kursskiftet har dog stadig samme motiv som Stauning i sin tid: Først skal det gå godt for kapitalen, dernæst må vi se, om der kan falde lidt af til arbejderklassen.

I krisetider betyder det, at SD angriber de samme forbedringer, som de tog æren for under opsvinget. Og det har kostet dyrt.

Nedturen

Fra 1929 til 1966 fik SD mellem 38 og 46 pct. af stemmerne ved alle valg (undtagen 1945-valget).

Efterveerne efter Anker Jørgensens krisepolitik får SD til at falde fra 38 pct. i 1979 til under 30 pct. i 1987 og 1988.

Schlüter-regeringens sammenbrud bringer Nyrup tilbage med næsten 35 pct. ved 1994-valget. Nyrup snakker velfærd, men fører ny-liberal politik, så SD ryger igen under 30 pct. og Fogh kommer til i 2001.

Siden da er det kun gået tilbage. Ved de seneste 3 valg har SD fået under 26 pct. og ligger nu til 16-18 pct. i meningsmålingerne.

Er Socialdemokratiet færdige?

SD har valgt at administrere kapitalismen i stedet for at afskaffe den. Det gør dem afhængige af, at det går godt for kapitalismen. Derfor gik det umiddelbart godt for dem under det lange opsving frem til 1973.

Men nu er vi i ”den dybeste krise siden 30erne”, og så snart SD (og SF, som grundlæggende har samme opfattelse) kommer i regering, så vil vi ligesom under Anker og Nyrup opleve dem som vore modstandere.

SD vil ikke igen komme op på fortidens styrke. Omvendt, så har de et stort bagland, især i fagbureaukratiet og det statslige og kommunale bureaukrati, som ikke bare forsvinder.

Så snart SD/SF er i opposition, har de igen chancen for at komme til kræfter. Eller andre reformistiske partier vil overtage deres plads (som Syriza i Grækenland eller Melenchon i Frankrig).

Det ene modsvar er at vinde reformisternes tilhængere til selv at slås i stedet for at stole på deres valgte repræsentanter. Det andet er at vinde folk til revolutionær politik og organisation.

Illustration: Lasse Bo Christensen

Se også:
SAA 322: Reformismens rødder
SAA 322: Hvad mener vi med: Udenoms-parlamentarisk arbejde

Flere artikler fra nr. 322

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1399 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside