Socialistisk Arbejderavis
Nr. 323 – 27. september 2012 – side 4
Mord på strejkende minearbejdere i Sydafrika
Christine Kyndi
På trods af at de udvinder enormt kostbare stoffer, arbejder Sydafrikas minearbejdere for en lav løn og under meget usikre arbejdsforhold. Alene i år, før strejken i Marikana-minen brød ud den 10. august, døde 40 minearbejdere i ulykker.
Minen er ejet af den engelske platingigant Lonmin. Minearbejderne krævede at få hævet deres løn.
Mord på flygtende minearbejdere
Den 16. august rykkede sydafrikansk politi ud mod de strejkende minearbejdere fra Lonmin som havde forsamlet sig. Politi og militær omringede minearbejderne og angreb dem med skydevåben, armerede militærkøretøjer og fra helikoptere og heste. 35 minearbejdere blev dræbt og 78 såret.
Obduktioner viser at de fleste minearbejdere blev skudt i ryggen – altså mens de flygtede fra politiet.
Efter angrebet sagde politiet og den ansvarlige minister, at politiet bare forsvarede sig mod de strejkende.
Massakren bringer mindelser tilbage om lignende episoder fra Apartheidstyret, hvor politiet også skød på flygtende menneskemasser og efterlod gaderne fulde af lig.
Efter massakren blev 270 strejkende minearbejdere anholdt og anklaget for morderne på deres kollegaer – loven der blev brugt til at anklage dem med stammer fra apartheid tiden og blev brugt mod anti-apartheid aktivister. Minearbejderne fortæller, at de blev tævet af politiet i fængslet.
Ikke en eneste politibetjent blev tilbageholdt.
Strejken og massakren har skabt en politisk krise for det regerende parti, ANC – også internt i partiet.
Ministeren for arbejde og mineral ressourcer har forholdt sig stille, mens politi-ministeren forsvarer politiets handlinger. Og BBCs Sydafrika analytiker mener, at ANC har spillet en rolle i beslutningen om at dømme minearbejderne for mordet på deres kollegaer.
Pamperorganisation mod kamporganisation
Den nationale minearbejder fagforening (NUM) var under apartheid en militant fagforening, der stod bag flere store strejker og spillede en central rolle i kampen mod styret. Fagforeningen er tæt knyttet til regeringspartiet ANC, som med Nelson Mandela i spidsen, overtog regeringsmagten i 1994, ved det første frie valg.
Siden da har NUM droppet militansen og mange mener, at NUM arbejder for tæt sammen med arbejdsgiverne. Et eksempel på det er, da Cyril Ramaphosa som havde været den første leder i NUM fik en fremtrædende stilling i Lonmin. Desuden holder NUM hånden over ANC, hvis nyliberale politik har skuffet mange.
I 1998 oprettede utilfredse minearbejdere en ny fagforening: AMCU. Fagforeningen blev endnu mere udbredt efter en seks uger lang minearbejderstrejke i Impala platinmine i jaunuar måned.
Minearbejderne i Lonmin er fra AMCU, og hvis de havde regnet med støtte fra NUM, blev de skuffede. Efter massakren nægtede Casatu (det sydafrikanske LO som NUM hører ind under), at stille sig på de strejkendes side. Generalsekretæren for NUM, har endda bedt minearbejderne om at gå tilbage til arbejdet og bedt politiet om at rydde strejken for de ”kriminelle elementer som fremprovokerer voldelig opførsel ved minen”.
Efter apartheid hvad så?
Sejren over apartheid regimet var en enorm sejr for de sydafrikanske arbejdere. Men i Sydafrika eksisterer de samme økonomiske strukturer stadig. Strejken i Marikana-minen viser, hvor meget den sydafrikanske arbejderklasse stadig har at slås med.
Værdifulde råstoffer
I Sydafrikas undergrund befinder sig mange værdifulde stoffer. For regeringspartiet ANC er mineindustrien – specielt platinudvinding – central for Sydafrikas udvikling.
Platin er et af de dyreste råstoffer i verdenen. Mere end ¾ af verdens platinproduktion foregår i sydafrikanske miner, og produktionen udgør en stor del af Sydafrikas økonomi. Men stigende produktionsomkostninger, den økonomiske krise og overproduktion af platin, presser profitterne hos de firmaer der udvinder platin i minerne.
Strejken spredte sig
På trods af massakren, valgte minearbejderne at fortsætte strejken. Færre og færre minearbejdere i Lonmins mine tog på arbejdet.
Strejken spredte sig også til flere andre miner, og der blev arrangeret mange store protester og protestmøder.
I KDC East guldminen strejkede 12.000 minearbejdere. Da de havde vundet, gik 15.000 arbejdere fra KDC Wests mine i strejke. Også 60.000 arbejdere fra Anglo American Platinum, som er Sydafrikas største mineselskab, gik i strejke.
Efter 6 ugers strejke indgik minearbejderne fra Marikana et forlig med Lonmins ledelse. De forskellige faggrupper i minen vil få mellem 11 og 22 % i lønstigning plus en engangsbetaling.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed