Socialistisk Arbejderavis
Nr. 323 – 27. september 2012 – side 6
Skal socialister forsvare den danske model?
Christine Kyndi
Septemberforliget fra 1899 danner grundlag for den måde arbejdsmarkedet fungerer på i dag, med overenskomstforhandlingerne mellem fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne og institutioner som f.eks. Arbejdsretten til at mægle imellem dem.
Septemberforliget forsvares langt ind på venstrefløjen. Men hvad er historien bag forliget?
Opsving i klassekampen
Forud for Septemberforliget havde der været et opsving i klassekampen, hvor omgangsskruen havde været et vigtigt våben for arbejderne til at tilkæmpe sig forbedringer.
Omgangsskruen gik ud på, at arbejderne på en arbejdsplads strejkede og fik økonomisk støtte fra arbejdere på andre arbejdspladser. Når arbejderne havde fået deres krav igennem, strejkede arbejderne på den næste arbejdsplads og sådan fortsætte det, indtil de havde strejket hos et helt fags eller bys arbejdsgivere.
Selvom arbejdsgiverne begyndte at lock-oute arbejderne kunne lock-out virksomhed for virksomhed ikke hamle op med omgangsskruen. Behovet for en generel lock-out var en del af argumentationen for arbejdsgivernes sammenslutning i Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (DA).
I DA var både arbejdsgivere som ville smadre fagforeningerne og arbejdsgivere som mente, at aftaler med fagforeningerne kunne bruges som et redskab til at få mere ro på arbejdspladserne. De ville have fagforeningen underlagt faste regler for forhandling og konflikt.
Arbejdsgivernes 8 krav
I 1899 strejkede 370 jyske snedkere for at få samme løn som deres kollegaer på øerne. De ville ikke acceptere det forligsforslag som De Samvirkende Fagforbund (DsF, nu LO) og arbejdsgiverne havde lavet.
Den 2. maj blev alle jyske snedkere lock-outet. Den 15. maj stillede DA op med 8 krav til DsF for at stoppe lock-outen. Kravene viste, at arbejdsgivernes hensigt med lock-outen var at få styr over arbejderne og fagbevægelsen.
Ud over krav som var mere eller mindre knyttet til konflikten med snedkerne, stillede arbejdsgiverne også krav om, at overenskomsterne skulle forhandles centralt mellem DA og DsF, og at DsF skulle være ansvarlig for deres overholdelse.
Indtil da havde DA forhandlet overenskomst med de enkelte fagforbund. Det betød bl.a., at arbejdere kunne støtte andre arbejdere der var i konflikt (hvilket blev brugt ved omgangsskruer), og at fagforbundene ikke kunne stilles til ansvar for strejker i andre fagforbund.
Arbejdsgiverne krævede også, at fagforeningerne anerkendte og garanterede deres ret til at lede og fordele arbejdet, og til at anvende den mængde arbejdskraft de fandt passende.
De krævede, at der ikke måtte være strejker i en overenskomstperiode, og at overenskomsterne kun kunne opsiges med 3 måneders varsel til den 1. januar.
Det var et slag mod arbejdernes vigtigste våben: de spontane strejker og omgangsskruen.
Stor-lockout
DsF afviste kravene, og den 24. maj startede arbejdsgiverne en lock-out af alle organiserede arbejdere i alle byggefag – 30.000 arbejdere blev lockoutet. Senere blev lock-outen udvidet til at omfatte 40.000 arbejdere. På det tidspunkt var det samlede antal organiserede arbejdere 70.000. Det gjorde konflikten til den hidtil største i Europa.
De lock-outede arbejdere fik omfattende solidaritet fra andre arbejdere og småbønder som også samlede ind til dem. Men konfliktens omfang var så stort, at fagforeningerne ikke havde penge nok til at understøtte de lock-outede arbejdere ordentligt, og på trods af indsamlingerne betød lock-outen hungersnød.
Borgbjerg, der på det tidspunkt var i Folketinget for Socialdemokratiet, har efter konflikten beskrevet hvordan der var stemning i arbejderklassen for generalstrejke og offensive krav.
Men DsF og Socialdemokratiet gik imod at udvide konflikten. De ville forhandle med arbejdsgiverne.
Forlig
Den 5. september – efter flere mislykkedes forhandlinger – blev Septemberforliget vedtaget. Det var lavet mellem formanden for DsF Jens Jensen og formanden for arbejdsgiverforeningen Niels Andersen. Septemberforliget lignede meget arbejdsgivernes 8 krav som DsF havde afvist i maj – alligevel blev forliget blæst op som en sejr af fagforeningerne (mens arbejdsgiverne sagde, at der aldrig før var indgået et forlig som tilgodeså arbejdsgiverne så meget).
Med Septemberforliget blev fagforeningerne anerkendt, hvilket selvfølgelig var en sejr for arbejderne – det havde de kæmpet for siden 1870'erne. Men det var også det eneste arbejderne fik ud af forliget. Fagforeningerne måtte anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og bruge den mængde arbejdskraft de synes. DsF lovede, at de ”af al Magt” ville ”virke for rolige, stabile og gode Arbejdsforhold” – altså forhindre strejker.
Det var nu hovedorganisationerne som skulle føre overenskomstforhandlinger sammen med arbejdsgivernes forening, og de blev gjort ansvarlige over for de tilknyttede fagforeningers handlinger.
Der blev indført fredspligt (forbud mod strejker og lock-out i overenskomstperioden) og regler om lange varsler for konfliktvarsling. Det betød, at strejkevåbenet mistede meget af sin effektivitet. Og det betød, at arbejdsgivere kunne have tid til at forberede sig på en strejke ved at opbygge lagre.
Voldgiftsretten (i dag Arbejdsretten) blev nedsat til at afgøre konflikter mellem fagforeningen og arbejdsgiverne. Socialdemokratiet og DsF påstod, at den ville være en neutral institution, som ville sikre arbejderne mod uretfærdigheder fra kapitalisterne.
Historien har vist, at Arbejdsretten langt fra er neutral. Indtil 1983 lavede DA opgørelser over hvor meget henholdsvis arbejdsgiverne og arbejderne var blevet idømt i bod. Arbejdsgiverne var blevet idømt under i 1 % af de samlede bodsbeløb (ifølge Ole Krarups Arbejderkamp Arbejderret fra 1980).
Forliget var især en sejr for det lag af professionelle forhandlere der var opstået i fagforeningen. Under konflikten havde de været mere optaget af at forhandle med arbejdsgiverne end at opbygge og udvide konflikten. Nu blev fagbureaukratiets forhandler-rolle anerkendt og sikret.
Centraliseringen af fagbevægelsen og hele forhandlingssystemet som blev cementeret med Septemberforliget var både i arbejdsgivernes og i fagbureaukraternes interesse. Målet for arbejderklassen er derfor ikke forsvar for den danske model men en styrkelse af en kæmpende fagbevægelse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed