Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 324 – 2. november 2012 – side 2

Formandsvalg i SF

Græsrøddernes protest – men hvad nu?

Jørn Andersen

Formandsvalget i SF var ikke kun en protest mod Villy Søvndal & Co.s kæft, trit og retning-kultur. Det var også en protest mod en SF-politik i dybe problemer. Foreløbig er der dog ikke så meget, der er ændret – hverken i stil eller politik.

Folk havde holdt kæft i SF i lang tid. Søvndal kunne ikke kritiseres. Han havde ført SF frem til partiets strategiske mål: At komme med i en socialdemokratisk regering.

Men jo mere SFs opbakning faldt, jo mere murrede folk i krogene. På SFs landsmøde i april var det kun i kraft af Søvndals autoritet – og kritikernes mangel på alternativ – at protesterne ikke brød ud i lys lue. Men så kom skatteforliget med Venstre i juni.

For to MFere, Özlem Cekic og Lisbeth Bech Poulsen, var grænset nået. De kunne ikke stemme for forliget. Sidstnævnte blev dog så grundigt onduleret af partiledelsen, at hun bøjede sig. Men Cekic stod fast, selv om hun fik frataget alle ordførerskaber.

Et par måneder senere indså Søvndal, at han ikke kunne rette skuden op.

Valget af Annette Vilhelmsen er en enormt positiv reaktion fra det flertal i SF, som alt for længe har været tavse, men som nu viser, at de ønsker, at politisk indflydelse skal betyde en anden politik.

SF og nedskærings-regeringen

Valget løser ikke SFs grundlæggende problem – men modsætningen i SFs politik er nu kommet frem i det åbne.

I sin tiltrædelsestale gjorde Anette Wilhelmsen sig til personlig bærer af denne modsætning. På den ene side sagde hun: ”Vi i SF vil et frit, lige og solidarisk samfund” og ”Ingen skal falde igennem sikkerhedsnettet.”

Det kunne jo tyde på en ny kurs.

Men på den anden side slog hun flere gange fast: ”SF støtter op om regeringsgrundlaget.”

Problemet for SF og Annette Vilhelmsen er, at disse to udtalelser er i direkte modstrid med hinanden.

Vilhelmsens første uger

De næste to dage efter sejrstalen blev SF på Marienborg afkrævet loyalitet på alle områder. Væk var SFs selvstændige stemme. Væk var kritikken af DREAM-modellen, den berygtede regnemaskine i finansministeriet. Væk var det håb, som formandsvalget havde vakt.

Der blev byttet rundt på posterne i SF. Selv Cekic kom tilbage – efter at have skrevet 100 gange i kladdehæftet: ”Jeg vil aldrig mere stemme mod regeringen. Jeg vil aldrig mere stemme mod regeringen. Jeg vil aldrig ...”

SF var nu igen den loyale regeringspartner, som forsvarer finanslov og dagpenge-angreb, og som snart vil forsvare angreb på kontanthjælp og SU.

Akutpakke 2 har lettet presset lidt. Men den er i sig selv symbolsk: Det er en aftale med arbejdsgivere, som intet har lovet. Intet tyder på, at SF har fået nogen som helst løfter fra S og R.

Tillykke SF?

Efter Vilhelmsens valg skrev vi på socialister.dk:

”Valget af Anette Vilhelmsen er ikke nogen løsning på SFs problemer. Men valget betyder, at diskussionen om vejen frem nu er ude af flasken. Det skal vi som venstrefløj ønske hinanden et stort tillykke med.”

Løsningen kommer ikke fra Vilhelmsen & Co. Som vi også skrev: ” Vore venner er ikke i regeringen. Vore venner er blandt græsrødderne i SF, som netop har stemt for en anden politisk kurs.”

Rent parlamentarisk vil SFs problemer fortsætte. SF kan ikke i længden overleve på at være med i en regering, der fører den modsatte politik af, hvad der i første omgang fik folk til at blive SFere. Det er ikke usandsynligt, at SF er ude af regeringen inden næste sommer.

Bolden er nu hos SFs græsrødder. De fleste SFere vil sikkert ”give den nye formand en chance” et par måneder. Men hvad så? Hvordan skal SFerne udtrykke deres utilfredshed?

Her ligger der et stort ansvar hos Enhedslistens parlamentarikere og græsrødder. Hvis EL kun spiller på den parlamentariske bane, vil det være stort set umuligt for SFere at vise deres utilfredshed på anden måde end ved at melde sig ud – og det vil være en langsom og smertefuld proces.

Men hvis EL begynder at spille på den udenoms-parlamentariske bane, så er der langt mere positive muligheder. Så vil SFere kunne trækkes med i protester, demonstrationer, strejker osv. Ligesom utilfredse socialdemokrater og andre.

Formandsvalget viste, at utilfredsheden er til stede blandt et stort flertal i SF. De kan blive vigtige brikker i at stoppe denne regerings angreb. Men det kræver, at vi begynder at kridte en åbne bane op, som er åben for andre end gøglerne i det parlamentariske cirkus.

Flere artikler fra nr. 324

Flere numre fra 2012

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 1837 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside