Socialistisk Arbejderavis
Nr. 324 – 2. november 2012 – side 15
Hvad mener vi med
Enhedsfront
Jørn Andersen
Enhedsfronten er både en taktik og en strategi. Taktik handler om, hvordan vi vinder en konkret kamp eller på et bestemt område af klassekampen. Strategi er en kombination af taktikker, som kan føre til, at arbejderklassen tager magten.
Revolutionære socialister er oftest et mindretal i arbejderklassen. Vi forsøger konstant at blive flere ved at diskutere med enkeltpersoner og overbevise dem om, at vi har ret.
Men hvis vi skal overbevise hundredvis eller titusindvis om, at vi har ret, så kan det ikke ske, uden at større dele af arbejderklassen oplever, at vi kan vinde i den praktiske klassekamp. Altså oplever, at vi som klasse har en magt, som kan gøre socialisme til en mulighed.
Her er en modsætning: Selv om socialister ikke kan ”skabe” klassekampen, så er chancen for at vinde oftest langt større, hvis der er en stærk og aktiv socialistisk organisation i arbejderklassen. Men det var jo netop problemet. Så hvad gør vi?
Hvad er en enhedsfront?
Enhedsfronten tager udgangspunkt i, at krig, racisme, udbytning eller nedskæringer rammer hele arbejderklassen, uanset om arbejderne er reformister (dvs. tror på, at man kan forandre systemet gennem gradvise reformer), eller om man mener, at det kræver en revolution.
De fleste arbejdere er ikke revolutionære, men vil i mange situationer være imod en konkret krig, en konkret nedskæring osv. Fx er et overvældende flertal i arbejderklassen lige nu imod dagpenge-angrebet.
Ofte kan de konkrete angreb, fx dagpengene, ikke bekæmpes uden en fælles kamp fra større dele af arbejderklassen. Men de ledere, som flertallet i arbejderklassen tror på, vil ofte ikke organisere denne fælles modstand.
Det er her enhedsfronten kommer ind i billedet. Den går meget enkelt ud på at sige til de reformistiske arbejdere – og deres ledere: ”Vi ved godt, at I tror på systemet. Det gør vi ikke. Men skal vi ikke gå sammen om at bekæmpe dette konkrete angreb i fællesskab?”
Hvis der er et bredt ønske i arbejderklassen om at stoppe angrebet, er der en chance for, at større eller mindre dele af arbejderklassen vil sige ”ja, det er en god idé”. Måske vil nogle af deres faglige eller politiske ledere også føle sig presset til at gå med.
Problemer
Enhedsfronten er ikke en ”magisk” løsning. Ofte er de revolutionære så svage, at enhver appel om fælles kamp preller af.
Men selv hvis faglige eller politiske ledere siger ja til kampen, så vil de oftest ikke organisere en reel modstand. Derfor må de revolutionære være stærke nok til, i hvert fald til en vis grad, at kunne omsætte denne enhed til praktisk handling.
Det er op til de revolutionære at vise i praksis, at revolutionære metoder – massemobilisering – er mere effektive end ærbødige henvendelser til politikere og magthavere. Hvis det lykkes, er der en god chance for at slå angrebet tilbage – og samtidig undervejs vinde flere arbejdere for revolutionær politik og organisering.
Enhedsfrontens succes afhænger af to ting: 1. Hvor stærke er de revolutionære? 2. Hvor stor er modsætningen mellem arbejderklassens ønske om modstand og de reformistiske lederes passivitet? Forholdet mellem de to faktorer siger noget om, hvilken konkret taktik, der kan anvendes.
Enhedsfronten som strategi
Enhedsfronten er mere end en taktik i en konkret kamp. Den er også helt central i strategien for socialisme.
Kampen for socialisme vindes først og fremmest ved at få flere og flere arbejdere med i kampen mod magthavernes konkrete magt – og ikke alene ved ideologisk overbevisning.
Fagforeninger, strejker, arbejderråd osv. skabes ikke af revolutionære arbejdere alene. Oftest vil reformistiske arbejdere være i flertal. Dette er ikke et problem, vi skal undgå.
Tværtimod er det at trække større og større dele af arbejderklassen med ind i den konkrete klassekamp en forudsætning for at bygge den styrke, der kan overbevise flertallet i arbejderklassen om, at vi ikke kun skal slås om brødet, men om hele bageriet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed