Socialistisk Arbejderavis
Nr. 326 – 26. januar 2013 – side 4
Nej til angreb på Mali!
Jesper Juul Mikkelsen
Den officielle udlægning af Frankrigs angreb på Mali er et velkendt omkvæd: "islamiske terrorister" og "jihadister", en trussel mod den internationale sikkerhed og for den lokale befolkning.
Tilsvarende myter blev brugt for at legitimere besættelsen af Afghanistan i 2001 og Irak i 2003.
Den danske udenrigsminister, og tidligere krigsmodstander, Villy Søvndal synger med på koret og kalder Enhedslistens modstand mod krigen for uansvarlig. Han beder om en lidt mere realistisk tilgang til krigen i Mali. Hvis det er realisme Villy ønsker, så skal han da få det.
Økonomiske interesser
En realistisk tilgang til krigen i Mali er at se det som en kamp om Afrikas ressourcer og strategiske interesser. Vestafrika er et område af store rigdomme, herunder guld, olie og uran.
Mali er en tidligere fransk koloni, og uran-depoterne i Mali er af særlig interesse for Frankrig, der genererer 78 procent af sin elektricitet fra atomkraft. Mali er desuden det tredje-største guldproducerende land i Afrika. Canadas IAMGOLD driver to miner i Mali (og en tredje i nærheden Burkina Faso). Også andre udenlandske investorer er også tilstede i området.
Malis regering: et militærdiktatur
Det vestlige hykleri bliver endnu tydeligere, når man ser på hvilket “demokrati”, det er Frankrig, og resten af den vestlige verden, hævder at kæmpe for.
Siden 11.september 2001 er der sket en kraftig militarisering af Mali ledet af USA. Amerikanske væbnede styrker har trænet Malis militær i årevis. I 2005 blev det amerikanske “Trans-Sahara Counter-Terrorism Partnership” etableret, bestående af 11 afrikanske “partnere”.
Den amerikansk-uddannede og støttede hær har to gange kuppet den demokratisk valgte regering i Mali. Dette militærregime har nu travlt med at kæmpe sammen med de franske tropper mod separatisterne i det nordlige Mali. Også canadiske tropper har deltaget i militære øvelser i Vestafrika siden 2008.
Nyliberalismen, islamisterne og håbet om forandring
Den nyliberalisme, der har fejet hen over Afrika, har koncentreret investeringerne i stadigt mindre områder og på stadig færre hænder. I Mali er dette center hovedstaden Bamako og dens opland.
Vreden over dette har ført til separatistiske bevægelser, der føler, at deres områder er blevet marginaliseret, ikke bare i Mali, men over hele Afrika.
Mali er altovervejende et muslimsk land. Islamismen er vokset dér, fordi oprørerne hævder, at de udfordrer den imperialistiske intervention. De tilbyder et svar på folks voksende fattigdom og marginalisering.
Ankomsten af udenlandske tropper styrker islamisternes argument om, at en lille elite nyder godt af nyliberalismen og er bukket under for vestlige værdier og kapitalismens grådighed.
Voksende fattigdom, nyliberalisme og vestlig imperialisme er baggrunden for islamismens tiltrækning i Vestafrika. Det er de realiteter som Villy Søvndal ikke vil se i øjnene!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed