Socialistisk Arbejderavis
Nr. 328 – 16. april 2013 – side 13
Den tyske venstrefløj og Hitlers opstigning til magten
Splittelse og nederlag
I år markeres firs-året for Hitlers tiltrædelse som rigskansler i 1933. Nazisternes terror og ødelæggelsen af den tyske arbejderbevægelse havde på dette tidspunkt allerede stået på i nogle år, mens nazistpartiet voksede sig stærkere.
Da Hitler officielt blev landets leder, blev denne terror gjort lovlig. Nu foregik udryddelsen af arbejderbevægelsen systematisk gennem drastiske lovændringer og massearrestationer af kommunister – og dermed oprettelsen af de første koncentrationslejre.
De parlamentariske tiltag foregik sideløbende med brutale mord på antifascister, og nazistiske gadebøller angreb venstreorienterede. Inden længe havde Hitler og nazipartiet nået målet: at knække og uskadeliggøre den tyske arbejderbevægelse i form af Kommunistpartiet (KPD), Socialdemokratiet (SPD), samt fagforeningerne.
Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne den tyske arbejderbevægelse, der tilbage i 1920'erne havde øvet massiv modstand mod nazisterne, tilintetgøres? Denne artikel fortæller den triste, men også tankevækkende historie om en splittet venstrefløj, der ikke formåede at forhindre Hitlers opstigning til magten og dermed de rædsler, vi husker 2. Verdenskrig for.
Økonomisk krise og nazipartiets fremvækst
Nazipartiets vej fra en obskur sekt bestående af soldater og andre, der var hævntørstige efter Versailles-traktaten, til en etableret, magtfuld organisation, skal først og fremmest ses i sammenhæng med den globale økonomiske krise, der brød ud i 1929. De tyske arbejdere oplevede massiv nedskæringspolitik, og arbejdsløsheden steg eksplosivt.
Nazisterne kørte hårdt på med propaganda. De appellerede til en stor del af tyskerne, som i stigende grad havde mistet troen på systemet og dets definition af demokrati. Desuden fik de støtte fra de store jordbesiddere og andre kapitalister, der også, som nazisterne, var interesserede i at ødelægge arbejderbevægelsen og gøre gengæld efter 1. verdenskrig.
SPD – med staten til den bitre ende
SPD stod halvdårligt, men spillede alligevel en central rolle. Partiet havde selv støttet krigen tilbage i 1914, men havde også som regeringsparti i Weimarrepublikken indført en vis grad af demokrati og gennemført en række reformer. Socialdemokraterne gjorde dog alt for at holde revolutionære tendenser nede og forsøgte ikke at skabe en samlet venstrefløj med KPD.
Desuden allierede SDP sig med den gamle økonomiske og militære elite fra før republikkens tid og indgik også fra 1928-1930 i en koalitionsregering med borgerlige og konservative partier. Således var partiet også med til at føre en højreorienteret politik, der skuffede mange arbejdere.
KPD: Militant, men sekterisk
Kommunistpartiet var for nogle år tilbage trådt ud af SPD i protest mod krigsdeltagelsen. Partiet gav mere militante og udenomsparlamentariske svar, men var splittet, ikke mindst i forholdet til SPD. Skulle man samarbejde eller stille sig imod partiet?
Det stalinistiske styre i det fejlslagne Sovjetunion fik stor betydning for KPD. Stalins metoder inspirerede KPD, der anlagde en linje, hvor tanken om en enhedsfront, forsvandt ud af billedet.
Mens SPD slog hårdt ned på kommunisterne pga. deres modstand mod Weimarrepublikken, kaldte kommunisterne SPD for “social-fascister”, der ligeledes skulle nedkæmpes. Med denne linje koncentrerede KPD sig mere om at fremme sig selv ved at nedkæmpe SPD og begik dermed den fatale fejltagelse at undervurdere Hitler
En nyttesløs kamp for enhedsfront: den uafhængige venstrefløj
På denne måde forelå der ikke et reelt socialistisk alternativ til hverken kapitalismen eller fascismen, til trods for en vis tilslutning til to store venstrefløjspartier.
Der var dog også en del af venstrefløjen, der placerede sig et sted mellem SPD og KPD. Dette var især Socialistisk Arbejderparti, SAP, der fra starten forsøgte at slå et slag for en enhedsfront mod fascismen. De understregede netop nødvendigheden af et klart, realistisk, socialistisk alternativ. Trods mange forsøg, var SAP hverken stort eller indflydelsesrigt nok til at ændre attituden mellem de to partier, der fortsat bekrigede hinanden.
Relevans i dag
Hele denne historie har stor relevans i dag. Verden befinder sig i øjeblikket i en omfattende økonomisk krise, og fra nutidens Grækenland kan trækkes mange tråde til datidens Tyskland: krisen er mere ekstrem end i resten af Europa, folket har gennemlevet hård nedskæringspolitik, arbejdsløsheden er på 25 %, og en fascistisk organisation, Gyldent Daggry, har tiltrukket et alarmerende antal grækere.
Vi ved, hvad der skete fra 1933. Vi skal gøre, hvad den tyske venstrefløj dengang ikke formåede. I en desperat tid, hvor folk vender sig fra systemet, skal vi i en samlet venstrefløj stille et reelt alternativ til kapitalismen.
Oversat fra Socialist Worker og forkortet af Anna Wolf
Se også:
SAA 328: Pressemeddelelse: Bombemordet i Søllerødgade
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed