Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 329 – 24. maj 2013 – side 11

Hvorfor udgiver vi en revolutionær avis?

Christine Kyndi

Socialistisk Arbejderavis er ikke som andre aviser – vores mål er, at den kan blive arbejderklassens redskab til at forandre verden.

Avisen spiller en meget vigtig rolle for Internationale Socialister, det gælder både produktion og salg af avisen.

Når avisen skal laves, prøver vi i redaktionen at få så mange medlemmer som muligt til at skrive artikler. Det kræver, at man sætter sig godt ind i de argumenter, artiklen skal bringe op – produktionen af avisen har altså en skolende funktion.

Avisen er vigtig for at tydeliggøre en retning for partiet og levere argumenterne – fx når vi vil sætte fokus på opbygning af modstand mod nazisterne frem mod kommunalvalget i år.

Forbinde sig med kampene

Avisen skal forbinde sig med de kampe, der foregår og give bud på hvordan, de bliver vundet – avisen er nemlig først og fremmest et redskab til handling.

Socialistisk Arbejderavis giver plads til, at de folk, der er i kamp, kan udtale sig. Det gjorde vi fx under lærerkonflikten. Det er vores mål, at endnu mere af avisen skal udfyldes af beretninger og idéer fra folk i kamp.

Det kan inspirere andre grupper til selv at handle, eller være med til at sikre erfaringsudveksling mellem de kampe, der foregår.

Erfaringer, teori, handlingsanvisninger

Avisen skal skabe et sammenhængende billede af verden. Det betyder, at den ikke kun skal videregive arbejderklassens erfaringer, den skal også forklare dem og skabe sammenhæng mellem dem.

Det er fx ikke nok bare at skrive om hvor forfærdelige de nedskæringer, som Socialdemokratiet og SF laver, er. Avisen skal også forklare hvordan, det kan være, at arbejderpartierne slagter velfærden så hurtigt, at selv Claus Hjort må “tage hatten af”. Og den skal forklare hvordan, S-SF’s svigt har betydning for den antifascistiske kamp.

Derudover skal avisen argumentere for hvordan, kampene vindes og hvad, man kan gøre for at udbrede dem.

Internetavis eller papiravis? Avissalgets rolle

At få avisen trykt og sendt ud er dyrt – så hvorfor holder vi fast i at have en papiravis i stedet for at gå over til internettet og facebook?

At sælge avisen er det vigtigste redskab, Internationale Socialister har til at komme i kontakt og diskussion med andre, som vi måske ikke ville have mødt ellers. Når vi spørger forbipasserende om de vil betale 10 kroner for en socialistisk avis, får man en politisk debat – en debat, som man ikke får ved at lade folk læse artiklerne på nettet (eller som man for den sags skyld sjældent får ved løbeseddeluddeling).

Vedholdende avissalg på skoler, arbejdspladser, foran det lokale supermarked eller andre steder gør, at man tilsidst bliver et kendt ansigt og kan skabe et netværk omkring sig.

Internationale Socialister tager avisen med ud til folk i kamp – demonstrationer, strejker osv. – for at bringe vores idéer ind i kampen.

Avissalg spiller en helt central rolle for Internationale Socialisters opbygning – en rolle som ikke kan overtages af internettet. Avissalget er en vigtig del af vores udadvendte praksis.

Avisen er et helt sæt af idéer – der er en pointe med den måde, den er sammensat. En pointe, som man kan gå glip af ved bare at læse en enkelt artikel på nettet. Men det betyder ikke, at vi ikke bruger internettet. På socialister.dk bliver avisen lagt ud, så den også kan læses på nettet, og artiklerne bliver også spredt på facebook.

Socialistisk Arbejderavis er endnu kun en månedsavis – så hvis der sker noget hvor der er brug for hurtigt at få en udtalelse ud, bruger vi vores hjemmeside og evt. løbesedler til det.

Avis og parti

Ligesom avisen spiller en vigtig rolle for Internationale Socialister, spiller Internationale Socialister en vigtig rolle for avisen. Avisen har brug for et netværk rundt om sig for at kunne blive solgt, og den har brug for et parti hvis medlemmer er med i de lokale kampe for at kunne rapportere om dem og blive en del af dem.

Derfor opfordrer vi til, at medlemmer af Internationale Socialister sælger avisen for at gøre sig til en del af diskussionen i deres lokalområde og i de kampe, der foregår.

Flere artikler fra nr. 329

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 1816 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside