Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 4
Venstrefløjens udfordringer
Jesper Juul Mikkelsen
Socialistisk Arbejderavis har interviewet Tau Guldmann som er aktiv i Socialistisk Ungdomsfront (SUF), Antiracistisk Netværk og Antikapitalistiske Elever og Studerende.
Hvad mener du der er ved at ske med Enhedslisten – og har det nogen betydning for SUF?
Jeg frygter at den centrering af magten, jeg mener der har fundet sted i partiet, hvor “toppen” har fået mere indflydelse på bekostning af græsrødderne, vil betyde en langt mindre aktivistisk tilgang til politik. Og at det i sidste ende vil manifestere sig ved at Enhedslisten melder klart ud, som parlamentaristisk parti, i stedet for at være det revolutionære parti, som jeg stiftede bekendtskab med for små ti år siden.
På trods af den frygt tror jeg dog stadig der er håb for at få Enhedslisten på rette, revolutionære, kurs igen – men det kommer til at kræve et enormt stort arbejde fra alle os almindelige medlemmer.
Hvordan mener du vi kommer ud af det dødvande som det ser ud til bevægelsen er i, i Danmark?
Først og fremmest skal vi lære at acceptere hinanden, og samarbejde de steder det giver mening. Den konstante afstandstagen, der finder sted på venstrefløjen, er dræbende for enhver aktivitet, og det er en tendens, der skal ændres på hele venstrefløjen!
Vi skal fokusere på at diskutere politik og ikke børnehave-diskussioner om hvem der startede og gjorde hvad. Den evindelige “politi-og-røvere” fokusering tager rampelyset fra vores politik.
Hvis vi gerne vil bygge en bred politisk bevægelse, så må vi organisere os sammen.
Når Enhedslistens forretningsudvalg indkalder til konkurrerende arrangementer betyder det blandt andet at fagforeninger som PLS ikke tør at deltage i demonstrationer mod racister og organiserede nazister. Enhedslisten er det parti der kan være med til at legitimere folkelige protester, og det er en opgave partiet er nødt til at løfte!
Den 1. oktober bliver der protester ved Folketingets åbning – hvordan opbygger vi en bevægelse der ikke bare dør ud men som fortsætter. Hvad skal vi samles om?
Jeg tror på mange måder at vejen til at skabe en bevægelse omkring store protester som 1. oktober, er at gøre netop de to ovennævnte ting: Vi skal skabe en organisering med en flad struktur, som kan formå at rumme alle indspark, uden at alle små aktiviteter skal kræve den samlede gruppes tid og opmærksomhed.
Hvis vi formår at skabe et forum hvor der er plads til at alle, under nogle korte, men klare, paroler kan vælge den form for protest netop de finder optimal, giver vi plads til at bevægelsen kan udvikle sig og vokse. På den måde giver vi plads til at inkludere en langt større gruppe mennesker, og sikrer os at de gode ideer får plads til at blive til virkelighed – uden den usikkerhed det kan give at lave politik når man frygter at kammeraternes kritik skal hagle ned over en gennem medierne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed