Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 10
Venstrereformismens fremgang og begrænsninger
Jesper Juul Mikkelsen
Enhedslisten står til stor fremgang med 12 % i meningsmålingerne. Ikke siden DKPs valgsejr efter 2. verdenskrig har venstrefløjen stået så stærkt parlamentarisk. Den fornyede søgning mod den yderste venstrefløj ser vi også i andre europæiske lande.
I Spanien ser vi fremgang til “Forenet Venstre” og i Frankrig er det “Venstrefronten” som er blevet omdrejningspunktet for utilfredse vælgere. Mest ekstrem er venstrefløjens fremgang i Grækenland, hvor håbet er knyttet til Syriza.
Et svækket politisk center
Denne fornyede søgning er meget positiv, men det sker i en politisk ekstrem periode. Det forfald, som vi har set hos arbejderpartierne S og SF er ikke kun et dansk fænomen, det er et europæisk fænomen.
Tre og et halvt årtis neoliberalisme har udhulet en stor del af den velfærdsstat, som opstod efter 1945, og dermed er ideen om, at vi lever i et retfærdigt samfund blevet svækket.
Det bliver tydeligere, at de ledende politikere ikke har svar på de problemer, vi står overfor. Klimaproblemerne, arbejdsløsheden og en økonomisk krise, som bare fortsætter. Der er i dag en voksende desillusionering med det borgerlige demokratis institutioner.
Dette har medført en svækkelse af det politiske center, som har været forbundet til velfærdsstaten.
Førhen var de traditionelle partier massepartier, og mønstrede en overvældende støtte fra vælgerne. Men de traditionelle partier har både mistet opbakning og mange medlemmer.
I Nordeuropa har de traditionelle partier mistet 50-60% af deres medlemmer over de sidste 30 år!
Dette begyndende sammenbrud giver søgning mod yderfløjene. I Danmark er det Enhedslisten og DF, der går frem, i andre lande er det samme polariserede bevægelse.
Drømmen om en venstreregering
Syriza (det græske Enhedslisten) er blevet kaldt ‘det sidste røde håb for Europa’.
Mange arbejdere i Europa bryder med Socialdemokratiet i en søgning efter en ny repræsentation, en ny mere radikal reformisme. Og det skal vi opfatte som et vigtigt skridt fremad.
Det var da Syriza formulerede, at de ville forme en venstreregering, at de blev populære. Det virker som en tiltrækkende, overskuelig og ja måske ligefrem realistisk løsning. I flertallets øjne er det jo igennem valg, vi forandrer samfundet. I løbet af en enkelt valgnat vil vi blive fri for nedskæringer og asocial politik, og så er man oven i købet fri for selv at gå i kamp.
Det er jo derfor forståeligt, at folk ønsker at udfordre magthaverne gennem stemmesedlen. Det også den strategi, Enhedslisten har lagt sig op ad: “Stem på os til næste valg. Så gør vi en forskel for dig.”
Mange på venstrefløjen – også mange medlemmer af Enhedslisten – vil argumentere for, at en venstreregering vil være vejen til forbedringer for det store flertal. Men perspektivet om en venstreorienteret regering bliver vi nødt til at udfordre fordi, vi ikke kan stole på staten som neutral.
Venstreregeringens begrænsninger
Vi skal opfatte parlamentet som en demokratisk ø, i en stor udemokratisk statsmaskine. De øverste embedsmænd, dommere og lederne for militær og politi har ikke opnået deres magt ved et demokratisk valg. De tilhører eliten og har tætte bånd til erhvervslivet.
Historien – også den nyeste – er fyldt med talrige eksempler på hvordan, statsapparatet har trådt til for at smadre bevægelser og venstrefløjsregeringer, som har krævet “for mange” forbedringer. Og staten tøver ikke med støtte op om arbejdsgivere, som ønsker dens voldsapparat sat ind mod rebelske arbejdere.
Økonomisk sabotage og militærets vold
Det mest tydelige eksempel på det er Chile. Her var Allende blevet valgt som præsident i 1970 for “Folkelig Enhed” – en sammenslutning af 6 venstrefløjspartier.
Blandt de reformer, Allende-regeringen ville gennemføre, var nationalisering af de USA-ejede kobberminer og nationalisering af 40 % af de nationale virksomheder. Men borgerskabet i Chile og internationalt saboterede hans reformer med investeringsstrejker, kapitalflugt, krav om øjeblikkelig tilbagebetaling af gæld, boycot af chilensk produceret kobber osv.
Chiles lastbilsejere sluttede sig sammen med fascister i en arbejdsgiverstrejke, som potentielt ville kunnet have lukket ned for hele landets forsyninger af fødevarer osv. hvis ikke arbejdere havde stoppet strejken ved at overtage lastbilerne og organisere frivillige chauffører.
Borgerskabets sabotage af Chiles økonomi skabte en økonomisk krise. Allende stod magtesløs over for borgerskabet. I stedet for at støtte sig til arbejdernes aktivitet, som havde stoppet lastbilsejernes strejke, prøvede han at lægge låg på arbejdernes egen aktivitet – ved at angribe arbejdere og bønder med hjælp fra militæret, som havde fået plads i regeringen. Det gjorde han i forsøget på at kunne indgå forhandlinger med højrefløjspartier.
Da borgerskabet følte sig stærke nok, druknede de venstrefløjen i blod. Mere end 30.000 mennesker blev dræbt på de mest brutale måder – og 100.000vis måtte flygte ud af Chile.
Eksemplet med Chile viser hvor magtesløs, en venstreregering står over for et borgerskab, som ikke vil finde sig i reformer.
Dyb krise – revolutionære svar
Vi er midt i en dyb krise – ikke i efterkrigstidens boom. Der var engang, hvor den herskende klasse var parat til at acceptere en udvidelse af velfærden – men i dag organiserer de et enormt angreb på arbejderklassens velfærd.
Ingen venstreregering vil finde det muligt at genskabe velfærdssamfundet uden en massiv konfrontation med kapitalen. Søgningen mod den parlamentariske reformistiske venstrefløj er positiv, men søgningen mod venstre skal omsættes til handling og øget organisering i bunden af arbejderklassen – ellers står vi magtesløse til fremtidens konfrontationer.
Foto: Mette Kramer Kristensen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed