Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 9
Egypten mellem håb og elendighed
Jørn Andersen
I starten af maj begyndte en gruppe revolutionære aktivister at samle underskrifter på en kort erklæring på hverdags-arabisk om mistillid til Mohamed Morsi, Egyptens første demokratisk valgte præsident, med krav om nyvalg. Deres mål var 15 millioner underskrifter på ét års-dagen for Morsis indsættelse 30. juni.
Kampagnen begyndte snart at spredes som en steppebrand: En uge inden deadline meddelte de, at de havde nået deres mål, de 15 millioner, og på dagen, at de var over 20 millioner. En fjerdedel af den samlede egyptiske befolkning havde skrevet under.
Det var ikke Facebook-likes: Folk skrev under med det, der svarer til CPR-nummer. Kampagnen sås overalt – fra de fattigste bydele til biler, der blev stoppet ved lyskryds i det centrale Cairo, fra religiøse festivaler til arbejder-protester.
Op til ét års-dagen var det meget mere end en underskriftsindsamling. Nu blev der organiseret demonstrationer mod præsidentpaladset og mod Det muslimske Broderskabs kontorer i provinsen. Ifølge indenrigsministeriet demonstrerede 14-17 millioner mennesker 30. juni – måske flere end under selve revolutionen for 2½ års siden.
Morsi's tilhængere har ligeledes mobiliseret til, hvad der normalt ville være store demonstrationer, men som sammenlignet med oppositionens masseprotester var små.
Hvordan kunne Rebel-kampagnen, som den kaldte sig, samle så stor opbakning – og udløse disse kæmpe-demonstrationer, der i skrivende stund er endt i, at militæret har afsat Morsi?
Den globale krise, de fortsatte mobiliseringer og den egyptiske stat
Morsi har været ude af stand til at indfri forventningerne om social forandring. Den egyptiske økonomi er en del af den globale verdenskrise, og Morsi har hele sin præsidenttid forhandlet med Den internationale Valutafond, IMF, om at få lån, så staten kan betale sine udgifter.
IMF’s krav er – som overalt: Grækenland, Irland, Spanien og ikke mindst det globale syd – nedskæringer på uddannelse, sundhed og social sikkerhed.
Det var krav, som Morsi ikke kunne indfri uden at sætte sig op mod forventningerne fra både mange af hans egne tilhængere og fra bevægelsen. Resultatet har været stigende fattigdom, arbejdsløshed og social usikkerhed.
Upåagtet af verdenspressen er mobiliseringerne fortsat. Antallet af protester i januar var 864, i marts 1345 og i april 1462 – sammenlignet med knapt 4.000 i hele 2012. Ca. halvdelen af protesterne vedrører sociale og økonomiske forhold. Ca. en tredjedel er egentlige arbejderprotester.
Morsi er fanget mellem den kapitalistiske krise-økonomis realiteter på den ene side og massebevægelsen krav om forandring på den anden.
Den tredje faktor er den egyptiske stat. Kernen i Mubaraks statsapparat er uforandret. Selv om dele af det bureaukratiske apparat er lammet af infight mellem Morsis tilhængere og det gamle regime, så er militæret og indenrigsministeriet det samme som før.
Hvad nu?
Kuppet kom, fordi militæret ikke længere troede på, at Morsi kunne få massebevægelsen til at acceptere kravene om nedskæringer.
Uanset hvem der kommer til at efterfølge Morsi, så vil de stå i samme situation: At de er nødt til at bedrage eller nedkæmpe massebevægelsen.
Endnu er de organiserede revolutionære kræfter for svage til at indfri det andet mulige svar: At massebevægelsen nedkæmper systemet.
Foreløbig har de spillet en vigtig rolle i at sikre, at hverken militæret eller Broderskabet har haft held til at få deres “løsning” igennem.
Se også:
SAA 330: Den anden revolution vælter Egyptens præsident
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed