Socialistisk Arbejderavis
Nr. 333 – 5. november 2013 – side 6
Det arabiske forår
Efter Egyptens militærkup
Jørn Andersen
For knap 3 år siden startede “det arabiske forår”. Folkelige oprør væltede to USA-støttede diktatorer, der begge havde været ved magten i 30 år: Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Egypten. Betyder militærkuppet i Egypten, at den revolutionære proces nu er slut?
Det “arabiske forår” – og især oprøret i Egypten – har inspireret millioner af mennesker verden over. I arabiske lande som Bahrain, Yemen, Libyen og Syrien har det udløst masseprotester og oprør.
Fra ”Indignados”-bevægelsen i Spanien til Occupy Wall Street i USA var inspirationen tydelig. Og – for en tid – lagde “det arabiske forår” en kraftig dæmper på islam-hetzen i de fleste vestlige lande.
Global krise
Inspirationen havde måske en vis romantisk aura over sig – oprøret var langt mere omfattende og radikalt end Tahrir. Men der var også en dybt seriøs baggrund: Den globale krise var både baggrundstæppe for oprørene i Mellemøsten og for arbejdende og arbejdsløses protester verden over, fra Madrid til Wall Street.
Krisens realitet betød, at Mubaraks efterfølgere var ude af stand til både at tilfredsstille de egyptiske oprøreres krav om “Brød, Frihed og Social Retfærdighed” – og det egyptiske borgerskabs krav om en mere liberaliseret økonomi.
Samtidig var det liberale egyptiske borgerskab politisk svagt – som i mange andre sent industrialiserede lande. I Egypten kontrollerer militæret over 30 pct. af økonomien. Og selv om de egyptiske borgerlige gerne så politiske og (liberale) økonomiske reformer, så var de mere bange for masseprotesterne end for militæret.
Morsis håndfæstning
Derfor gik der næsten 1½ år, inden der blev valgt en ny præsident: Morsi fra Det muslimske Broderskab(det største oppositionsparti under Mubarak).
I mellemtiden regerede militæret. Militæret forsøgte at nedkæmpe protesterne, men oprørerne havde brudt “frygtens mur”, og de forsøgte at omsætte deres nyvundne råderum til sociale og politiske krav.
Kravene blev understreget med nye bølger masse-protester og ikke mindst med strejker og organisering i 100-vis af nye, selvstændige fagforeninger.
Uanset hvilken borgerlig politiker, der havde efterfulgt Mubarak, så stod det klart, at opgaven med at balancere mellem oprøret på den ene side og den gældsplagede egyptiske økonomi på den anden ikke ville blive let.
Og det stod lige så klart, at den pågældende kun havde militærets opbakning, hvis han var i stand til at bringe oprøret under kontrol.
Morsis fallit
Det meste af Morsi’s præsident-periode gik med at forhandle et større lån hos IMF, Den Internationale Valutafond, til at udskyde Egyptens gældsproblemer. Men Morsi kunne ikke indfri IMF’s sædvanlige krav om sociale nedskæringer.
Havde han sagt ja, ville han blive væltet af massive protester og strejker.
Strejketallet var i forvejen stærkt stigende: I foråret 2013 var der lige så mange strejker som i hele 2011 og 2012. Årsagen var mangel og stigende priser på brød – de samme årsager, som havde udløst oprøret mod Mubarak. Gade-protesterne var nu afløst af strejker.
Morsi var hverken i stand til at få gang i økonomien eller at bringe protesterne under kontrol. I foråret 2013 var han – og Broderskabet – forhadt af store dele af befolkningen. Samtidig var han ikke længere nyttig for militæret. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han måtte gå af.
Oppositionens fallit
Den politiske opposition til Morsi havde ikke meget at byde på. Alle fra liberale til socialdemokrater og nationalister havde sluttet sig sammen i “Den Nationale Frelserfront” – men var indbyrdes uenige om alt: Skulle man stille op til valg eller boykotte? Skulle man sige ja til IMF-lånet? Lave kompromis med Morsi?
Men efterhånden som Morsi blev mere upopulær, voksede ideen om en alliance med militæret mod Morsi.
Så da en gruppe unge aktivister, kaldet Tamarod, i april 2013 startede en underskriftsindsamling mod Morsi, slog det ind i et politisk tomrum, og den fik støtte fra alle fra den radikale venstrefløj over Frelserfronten til tidligere Mubarak-støtter og militæret.
Morsis fald
Den blev en enorm succes med 15-20 millioner underskrifter. Og på 1 års-dagen for Morsis indsættelse fandt de største demonstrationer nogensinde sted – større end i 2011.
Morsi var færdig. Men oppositionen var svag og splittet, og det var i den situation, at militæret tog initiativet.
Militæret havde to modstandere: Broderskabet og massebevægelsen. At angribe massebevægelsen direkte var for stor en satsning. Men Morsi og Broderskabet var upopulære. Så man allierede sig med den officielle opposition og slog ned på Broderskabet.
Desværre valgte oppositionen militærets side – inkl. det meste af Tamarod og formanden for de uafhængige fagforeninger, Abu Eita, som blev arbejdsminister i den militært styrede regering.
Se også:
SAA 333: Egypten: Et tilbageslag – men ikke enden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed