Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 334 – 12. december 2013 – side 2

De studerende viser at modstand nytter

Et bud på vejen frem for studenterbevægelsen

Kasper Pauli Pedersen + Nis Hejlskov

De studerende vandt første slag – men kampen er langt fra slut.

Studenter-demo, Kbh. dec. 2013 – Foto: Ivanna Rahm/Arbejderen

Foto: Ivanna Rahm/Arbejderen

På baggrund af den seneste uges demonstrationer og stormøder har de studerende bygget et så stort pres at først KU's (Københavns Universitet) ledelse og senere regeringen besluttede at udskyde beslutningen om forringelser af de studerendes vilkår ved at udskyde implementeringen af deres såkaldte “fremdrift reform”.

De studerendes kamp viser med al tydelighed, at det nytter at organisere, demonstrere og besætte. Men kampen er først lige begyndt.

De studerende er den første gruppe som har givet et stærkt og aktivt modsvar imod regeringens angreb – og de vandt midlertidigt. Det er en vigtig udvikling.

Kampen skal fortsættes

Stormøder rundt om i landet har gentagne gange samlet mange hundrede studerende. Det viser hvor dyb vreden er og det viser at folk ønsker at slå igen mod regeringen.

Der er allerede blevet lavet protestmøder, aktioner og demonstrationer. Denne aktivisme skal fortsætte for at få endnu flere med når universiteterne starter igen efter jul.

Ræk ud for at få flere studentergrupper med

Der er dog stadig universiteter der ikke er berørt af protesterne. Den første udfordring for bevægelsen er at få dem med.

Mange steder har man ingen tradition for at organisere sig, og det er nu, vi har muligheden for at lave om på det. Vi skal have alle universiteter med.

Samtidig er der masser af elever og studerende på gymnasier, tekniske skoler og seminarier som også lider under regerings reformer. Mange gymnasieelever skal snart ind på de mere og mere udpinte universiteter. Så denne kamp er altså også deres kamp.

Mange elever på teknisk skole kan ikke finde en læreplads, fordi regeringen ikke vil stille krav til virksomhederne om at tage elever ind. Generelt falder antallet af timer og samtidig falder kvaliteten i undervisningen på alle uddannelser pga. de evige sparerunder, sammenlægninger og forringelser af lærernes forberedelsestid.

Vi har derfor langt mere, der samler os end som splitter os. Vi skal derfor række ud til alle studentergrupper og forsøge at få dem med i kampen. Det vil gøre bevægelsen langt mere sprængfarlig.

Ræk ud også til de ansatte

For det andet er det vigtigt, at vi får de ansatte med. Vi skal huske, at deres arbejdsforhold også løbende er blevet forringet, og vi har fælles interesse i at stoppe regeringens reformer.

Alliancen mellem undervisere, teknisk personale og studerende kan blive en stærk alliance. Men det kræver hårdt arbejde at få de ansatte med. Der skal indkaldes til faglige møder blandt de ansatte, og det kræver mange diskussioner med dem.

Flere steder i Europa ser vi de samme forringelser af løn, uddannelserne og af velfærden. Men vi har også set, at studerende flere steder har svaret igen. De stærkeste bevægelser er i lande, hvor arbejdere og studerende har stået sammen i kampen mod de voldsomme forringelser, og hvor man har demonstreret, strejket og besat sammen.

Opbyg et kæmpende studenternetværk

Der er brug for, at venstrefløjen på uddannelsesstederne organiserer sig. Gang på gang har vi set, hvordan studenterråd ikke har ville/kunnet udvikle protesterne men i stedet vil forhandle med politikerne – de ser protesterne som en måde at styrke deres forhandlingsposition på, ikke som noget i sig selv.

Det bør dog nævnes, at studenterrådet på KU har været rimelig progressive i deres kamp for de studerendes rettigheder.

Men derfor er det stadig nødvendigt med et stærkt netværk af studerende, som har et bredere perspektiv på protesterne, fordi vi mener, at vi kun kan modgå angrebene og tage kontrol med vores uddannelser, hvis vi bygger på de mange studerendes aktiviteter – og ikke på en lille gruppe af “forhandlere”.

Derfor er det nødvendigt med et netværk af studerende, som har et bredere perspektiv på protesterne. Vi opfatter kampen mod hurtigere-ud-reformen som en kamp ud af mange mod den krisepolitik alle dele af samfundet lider under.

Vi vil vinde anti-kapitalisitiske argumenter blandt vores medstuderende for at gøre bevægelsen mere dedikeret og langsigtet. Og vi ønsker at forbinde bevægelsen på universiteterne med arbejdere og andre grupper, der slås mod den samme politik.

Vi støtter studenterrådets linie – når de opfordrer til kamp. Men det er vigtigt, at der bliver opbygget et netværk, som kan argumentere for at fortsætte og udvide kampen, selvom andre kræfter mener, at vi skal stoppe og lade forhandlerne klare resten.

Nis Hejlskov er studenteraktivist ved KU.
Kasper Pauli Petersen sidder i hovedbestyrelsen for PLS.

Se også:
SAA 334: Samlet angreb kræver samlet modsvar
SAA 334: Kontanthjælpsreformen: Du er ikke alene

Flere artikler fra nr. 334

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Kasper Pauli Pedersen
Nis Hejlskov

Siden er vist 2640 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside