Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 336 – 21. februar 2014 – side 3

SF, velkommen tilbage til virkeligheden

Det var en meget naiv drøm, SF forsøgte at realisere, da de i 2011 gjorde sig til en del af SRSF-regeringen.

DONG-demo 29.1.2014 i København – Foto: Mette Kramer Kristensen

Ca. 4.000 demonstrerede i København 29. januar mod salget af DONG til Goldman Sachs.
Foto: Mette Kramer Kristensen

Drømmen om, at man – under den dybeste krise siden 30’erne – kunne skabe progressive sociale forandringer uden folkelig mobilisering. Og at man kunne gøre det sammen med Socialdemokraterne og De Radikale.

Det var en drøm, som mange håbede på, efter at de store velfærds-protester i 2006-7 ikke gav synlige resultater (men dog for en tid stoppede Fogh-Løkke-regeringens “reform”-iver).

Det var en drøm, som solgte billetter og gav SF sin største opbakning nogensinde – 18-20 pct., da meningsmålingerne var højst i 2009-10.

Fra drøm til mareridt

Allerede inden drømmen skulle realiseres, var projektet blevet ret forpjusket. Løfterne blev dæmpet og ved valget fik SF kun godt 9 pct. Mange begyndte at spørge, om SF og regeringen kunne indfri blot nogle af de afdæmpede løfter.

SF accepterede et regeringsgrundlag, der slog fast, at "Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand".

Men meget få var forberedt på det mareridt, de skulle opleve de første godt 2 år med Thornings regering – og med SF som aktiv deltager.

Fleksjobbere og førtidspensionister var de første, der mærkede pisken. Senere fulgte arbejdsløse, syge, studerende, lærerne og mange andre. Mørklægnings-loven og DONG-salget gjorde det klart, at der ikke var noget som helst progressivt ved denne regering.

SF forsøgte stædigt at snakke de små positive justeringer op til vældige progressive reformer. Men for større og større dele af befolkningen var håbet fra 2011 blevet til et meget konkret mareridt. SRSF-regeringen var bannerfører for langt større angreb på arbejderklassen og de fattige, end selv VKO havde turdet.

SF var fuldgyldigt medansvarlig for den politik. At det også har været et mareridt for SF er ikke svært at forstå. Men for de tusinder, der lever i en verden uden minister-pension, har mareridtet været langt større.

Hvad gik galt?

På det parlamentariske plan var det utroligt naivt at tro, at man havde “magt”, når de øvrige 147 medlemmer af folketinget (fraregnet SF, Enhedslisten og de nordatlantiske) var enige om, at der skulle føres angrebs-politik mod arbejderklassen.

SF’ere forsøgte at lægge ansvaret på De Radikale. Men det var SF med Villy Søvndal i spidsen, der havde solgt os ideen om, at man kunne lave progressiv forandring sammen med lige netop De Radikale.

Kampen for at flytte stemmer kom – som en naturlig del af den parlamentariske logik – til at skygge for kampen for at flytte holdninger.

Den udenoms-parlamentariske magt

Hvis vi et øjeblik glemmer, at SRSF-regeringen ikke havde nogen som helst hensigt om at udfordre kapitalen, konkurrence-stats-logikken eller den dominerende nyliberale dagsorden, kan vi grave et spadestik dybere.

Hvis vi glemmer dét, så blev SF offer for illusionen om, at man kan udfordre kapitalens udenoms-parlamentariske magt alene med parlamentariske midler.

Realiteten, som ikke kun SF er nødt til at reflektere over, er, at det kræver en endog meget stor folkelig, udenoms-parlamentarisk mobilisering at sætte en progressiv, realpolitisk dagsorden i en tid med dyb økonomisk krise.

Hvad nu, SF?

SF har nu “valgt” ny formand: Pia Olsen Dyhr – fhv. minister og en af de fremmeste fortalere for den linje, der har ført til SF’s kollaps. SF’s venstrefløj har end ikke evnet at stille en modkandidat.

Det tyder ikke godt. Og mange er derfor klar til helt at afskrive SF. Det mener jeg er for tidligt.

Hvis SF skal nu finde en plads i det politiske landskab uden for regeringen, så vil selv formand Dyhr komme til at erkende, at det indebærer en vis opposition til de næste angreb fra SR-regeringen.

Men SF – og hver enkelt SF’er – kommer til at foretage et mere grundlæggende valg: Skal SF fortsat være en af vore modstandere? Eller vil SF gøre sig til en del af kampen for at bekæmpe den politik, de indtil for nylig har været medansvarlig for?

Mange SF’ere så helst det sidste. Det samme gør jeg. Det ville styrke kampen for et mere rødt Danmark.

Men det kræver et mere grundigt opgør med det, SF har stået for de sidste 2-3 år eller mere.

Vi har ikke råd til endnu engang at se gode, røde folk gøre sig til en del af illusionen om parlamentarisk forandring uden folkelig mobilisering.

Velkommen tilbage til virkeligheden!

Se også:
SAA 336: SF’s vej til regering: Forudsigelig fiasko
SAA 336: Det mener vi: Fra fjendeland til venneland

Flere artikler fra nr. 336

Flere numre fra 2014

Siden er vist 1919 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside