Socialistisk Arbejderavis
Nr. 336 – 21. februar 2014 – side 3
Det mener vi
Fra fjendeland til venneland
Både SF og Enhedslisten gik til valg på en strategi om at trække en ny socialdemokratisk regering til venstre. For ingen af de to partier er den opgave lykkedes.
For SF har forsøget på at trække regeringen til venstre sendt partiet ud i en dyb krise.
Regeringen er vores modstander
Den nuværende regering er, sammen med arbejdsgiverne og de borgerlige medier, stålsatte på, at arbejderklassen skal betale for krisen.
Angreb på lærerne og kabinepersonalet, opmuntring af dårlige overenskomster i “konkurrenceevnens navn”, angreb på studerende, syge, kontanthjælps- og dagpengemodtagere, angreb på efterlønnen og pensionsalderen ...
Og angrebene fortsætter: Privatisering af DONG skal følges op af privatisering af Nets. Corydon varsler yderligere privatisering af ældrepleje, børnepasning og handicaphjælp.
Krisen brutaliserer arbejdsmarkedet. Frygten for at blive arbejdsløs gør, at mange ikke tør melde sig syge, eller brokke sig på arbejdet. Tempoet skrues op, og lønnen er ikke steget svagere siden 30’erne.
Profitterne stiger, og de rigeste bliver rigere. Imens taler de om, at almindelige arbejdere skal udvise “tilbageholdenhed” for at bevare deres job.
De igangværende overenskomstforhandlinger ser ikke ud til at rykke ved dét billede.
Hvorhen, venstrefløj?
SF er, langt om længe, kommet ud af regeringen. Men SF fastholder, at strategien er igen at komme i regering sammen med partier, der ligger til højre. “For at påvirke beslutningerne.”
Men hvordan kan man påvirke beslutninger i en regering, der så entydigt har til hensigt at angribe arbejderklassen, studerende, pensionister, syge og arbejdsløse?
At fokusere på at “trække regeringen til venstre” er at fokusere på, hvad de få i Folketinget kan gøre. Den er gang på gang gennem de sidste to år slået fejl.
Alligevel har hverken SF eller Enhedslisten formuleret en alternativ strategi.
Hvor er flertallet?
Selv hvis SF stemte sammen med EL, ville de stadig kun udgøre et lille mindretal i folketinget.
Men uden for Christiansborg er billedet ofte meget anderledes: I den to år lange kamp om at forhindre dagpenge-forringelserne viste meningsmålingerne gang på gang, at 70-80 pct. var imod forringelserne.
I DONG-sagen var billedet det samme: 70-80 pct. var imod at sælge til Goldman-Sachs.
Venstrefløjen må snart indse, at folketinget er et “fjendeland”.
Der er ofte stor forskel på, hvad folk vælger, når de individuelt i en stemmeboks skal tage stilling til, hvem der er bedst til at administrere kapitalismen – og på hvad de vælger, når tingene bliver konkrete og bliver diskuteret kollektivt på en arbejdsplads eller en skole.
Under forsøget på helligdags-tyveri i 2012 var det protester fra arbejdspladserne, der forhindrede dét, et stort flertal af de politikere, folk havde valgt, var enige med arbejdsgiverne om.
Der er forskel på at repræsentere utilfredsheden, som SF og EL har forsøgt, og på at organisere den, som ingen af dem har forsøgt at kaste kollektive kræfter bag.
Vi har brug for en venstrefløj, som har fokus på at organisere utilfredsheden.
Det er noget af det Internationale Socialister forsøger sammen med folk på EL’s venstrefløj. Men så længe det kun er overladt til små grupper og enkeltpersoner, er det langt fra nok.
Vi håber, at langt større dele af venstrefløjen – i både SF og EL – vil begynde at kaste de fallerede strategier over bord. Kom fra fjendeland til venneland – vær med til at organisere konkret modstand.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed