Socialistisk Arbejderavis
Nr. 337 – 1. april 2014 – side 4
Overenskomst betyder lavere realløn
Poul Erik Kristensen
Når ca. 600.000 privat-ansatte i den kommende uge skal stemme om de nye overenskomster, er der ikke udsigt til sikring eller forbedring af reallønnen.
Harald Børsting: “Lønmodtagerne får flere penge mellem hænderne de næste tre år.”
Heller ikke til brugbare initiativer mod social dumpning eller bedre løn til lærlingene. Eller til at HK-ansatte får ret til at få en overenskomst, hvis under 50 pct. af HK’erne i et firma er organiserede.
Til gengæld skal de nye overenskomster gælde i tre år i stedet for to år som hidtil.
Selv om der er tale om en hel hob af overenskomster, ligger de alle meget tæt op ad industriens overenskomst.
Latterligt
Det betyder, at aftalerne hæver mindstebetalingen med 1,50 kr. fra 1. marts i år, 1,65 kr. 1. marts 2015 og 1,80 kr. 1. marts 2016, hvilket svarer til godt 4 pct. lønstigning over de næste tre år.
Tal fra Danmarks statistik viser, at inflationen de senest tre år har været 6 pct.. Der er derfor reel risiko for, at overenskomsterne vil give et fald i reallønnen.
Det virker derfor latterligt, når LO formand Harald Børsting udtrykker glæde over, “at lønmodtagerne får flere penge mellem hænderne de næste tre år.”
Også i kampen mod social dumpning er LO og fagbureaukraterne helt ude af trit med de fagligt aktive i fagbevægelsen.
Social dumping
I LO’s nyhedsbrev siger Harald Børsting:
“Det er vores medlemmer, der mærker konsekvenserne af den sociale dumping. Derfor er det afgørende, at vi igen har taget vigtige skridt i kampen mod social dumping. Det bliver nu muligt at kigge de arbejdsgivere, som ansætter vikarer på unfair forhold, over skulderen.
Og de to timers betalt frihed til at søge vejledning i fagforeningen eller a-kassen vil være et godt første skridt videre i job for de af vores kollegaer, der er så uheldige at blive fyret.”
Den kølige og triste sandhed er tværtimod at overenskomsterne intet gør for at dæmme op for social dumpning.
Således er der hverken kædeansvar eller andre værktøjer mod social dumping inden for byggeriet, siger 3F BJMF, som anbefaler medlemmerne at stemme nej til den nye byggeoverenskomst.
Der er en slags kædeansvar ‘light’, som betyder, at en hovedentreprenør kan idømmes bod, hvis han gentagne gange sælger opgaver videre til en underentreprenør, som ikke overholder overenskomsten.
Men det er ikke et rigtigt kædeansvar i den forstand, at hovedentreprenøren hæfter for de ansatte, som ikke har fået det, de skulle have, siger formanden for 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København, Claus Westergren.
Et andet problem i byggeforliget er, at hele den del af overenskomsten, som indeholder nye værktøjer til at stoppe social dumping, bortfalder når overenskomsten udløber.
Til gengæld mener Metal, at de har sikret sig mod social dumpning ved at sikre, at tillidsfolk kan indgå særaftaler med den enkelte arbejdsgiver.
Fleksibilitet
I Industri-overenskomsten er der lavet en aftale om “lokale døftelser af fleksibilitet”. Parterne kan, hvis der er enighed, anmode organisationerne om bistand til lokale drøftelser af fleksibilitet, vikarer, varierende ugentlig arbejdstid, overenskomst-fravigende aftaler m.v.
Det er den slags aftaler, som slagteriarbejdere har kæmpet med adskillige gange de seneste år. De lokale ledelser på bl.a. Danish Crown har presset tillidsfolk til bede deres medlemmer om at gå med til at sætte lønnen ned.
I Metal ser man derimod aftalen som en mulighed for lokalt at rejse en konkret sag om f.eks. overdreven brug af vikarer over for organisationerne.
Problemet med den slags aftaler er, at der skal stor faglig styrke til at bruge aftalen – og som situationen er lige nu, vil arbejdsgiverne kæmpe mod hver eneste centimeters indrømmelse. På svage/udsatte arbejdspladser vil aftalen om fleksibilitet bliver benyttet til at øge arbejdstiden, nedsætte lønnen osv.
Se også:
SAA 337: OK-14: Stem Nej og byg modstand
SAA 337: Letz Sushi: Sammen kan vi forandre vores arbejdsplads
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe