Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 337 – 1. april 2014 – side 5

Letz Sushi

Sammen kan vi forandre vores arbejdsplads

Christine Kyndi

Socialistisk Arbejderavis har talt med Ulrik Frost, talsmand for de ansatte på Letz Sushi hvorfra han blev fyret den 22. januar for “grov illoyal adfærd”.

Letz Sushi

Vi har bedt ham fortælle om forholdene på Letz Sushi, og hans erfaringer med at organisere for at få en overenskomst.

Hvilke forhold arbejdede de ansatte på Letz Sushi under, da du startede med at organisere?

Nogle af de ansatte arbejdede for 100 kr. i timen og vi fik ingen løn under sygdom. Vi havde standbyvagter, hvor vi skulle stå til rådighed for vores arbejdsplads uden at få penge for det. Der var ingen ekstra betaling for at arbejde aften og weekend.

Mistillid

Ud over det bar det psykiske arbejdsmiljø præg af mistillid – den øverste leder brugte frygt til at motivere underlederne osv. ned mod personalet. Det var en arbejdsplads, der bar præg af frygt for den øverste leder. Det gjorde det åbentlyst nødvendigt at organiserede os for at nå igennem med de forandringer vi gerne ville have.

Det var det mest banale og primitive ledertrik: at skabe frygt for at sætte folk i gang. Men på et tidspunkt rammer det så lederen selv.

Jeg, og stort set alle mine kollegaer, var deltidsansat og studerende ved siden af. Når arbejdet er anden, tredje eller fjerde prioritet i ens liv, så placerer man ikke så meget energi i det.

Derfor var det nemmere at holde os nede: hvis arbejdet ikke er noget man ser sig selv i i mange år fremover, eller knytter sin identitet op på, så er man i princippet ligeglad – det handler bare om at få nogle penge i kassen.

Sammenhold

Arbejdspladsen var meget præget af det her. Jeg var superglad for mine kollegaer, vi havde det virkelig fedt sammen, vi gik ud sammen og havde mange fælles interesser. Vi var glade for at være på Letz Sushi.

Hvad gjorde du for at organisere for en overenskomst?

Jeg havde fået meldt en rigtig stor gruppe ind i 3F. Men der var nogle stykker, som var imod og ikke ville meldes ind.

Forhandlingerne med 3F kom i gang – og ledelsen reagerede som om de aldrig havde forestillet sig, at folk overhovedet kunne finde på at organisere sig.

Der blev afholdt et personalemøde på et tidspunkt, hvor vi alle sammen kom. Vi sad og krummede tæer: Lederen sagde “vi er jo en stor familie, hvordan har I kunnet gøre det her imod mig?” og “der findes mange andre fagforeninger, og hvis I virkelig gerne vil være med i en fagforening, så findes der jo andre alternativer” – altså at vi skulle melde os ind i KRIFA.

Frygt

Lederen fik på den måde skræmt ret mange – mange begyndte at stille spørgsmål, og det var ret hårdt at holde fast i folk.

På vores facebook-tråd havde lederen åbenbart 1-2 som gav hende informationer om, hvad der stod, og så kunne hun bruge det imod os. Hun gik virkelig til den for at prøve at få os ned med nakken. Der var en for stor slipstrøm af folk, som blev bange for at miste deres job, da kampen rigtigt tog til. Og da jeg så blev fyret, var det jo beviset på, at det at prøve at organisere kan koste ens job.

Set i bakspejlet så skulle jeg måske have uddelegeret lidt mere – det var mig som kom til at stå med hele ansvaret for organiseringen: Det var mig, som havde den primære kontakt til fagforeningen, det var mig som sad med ved forhandlingerne.
Det betød, at da jeg blev fyret, så var der ingen tilbage, der kunne videreføre det organisatoriske arbejde.

Fusionering

Midt under forhandlingerne slog Letz Sushi sig sammen med DonDon Sushi. Det betød, at en kæmpestor del af personalet lige pludselig ikke var 3F’ere og ikke havde hørt om sagen.

Den gruppe havde vi af naturlige årsager svært ved at organisere, og på den måde blev det hele lidt udvandet. Sammen med fyringen af mig som talsmand, har det betydet, at de ansatte 3F’ere er bange for at stå frem og kæmpe for bedre forhold.

Hvad vil du råde andre til som vil kæmpe for en overenskomst på deres arbejdsplads?

Træk på de erfaringer der allerede er gjort. Ring til fagforeningen, for de har midler og ansatte klar til at hjælpe. Meld dig ind i en fagforening.

Og skab bånd internt på arbejdspladsen – det værste er at bekrige hinanden, at gå med på det spil med frygten og hænge hinanden ud foran chefen. Det er det dummeste, man kan gøre. Man er stærkest, hvis man står sammen – det er min erfaring.

De møder, vi havde med fagforeningen, og da vi ansatte virkelig stod sammen – det var det fedeste overhovedet. Den fedeste fornemmelse af, at nu gør vi noget sammen, og at vi sammen kan forandre vores arbejdsplads!

Det håber jeg virkelig, at mange flere mennesker må opleve, for det er noget helt unikt.

Køkkenpersonalet på Letz Sushi

Konflikten har været drevet af Sushi-tjenerne. Men sushi-kokkene har ikke været med. Her forklarer Ulrik Frost hvorfor.

Køkkenpersonalet er det værste eksempel, jeg kan forestille mig, på social dumping.

Fattige kinesere, som kommer her til landet alene af den grund, at de skal arbejde. De arbejder til lavere lønninger end danskerne og arbejder meget længere. De mister deres opholdstilladelse, hvis de mister jobbet – dvs. det er fuldstændigt umuligt at få dem organiseret.

80 timer om ugen optalte jeg på et tidspunkt, at én have arbejdet. Det er virkelig en helt ufattelig arbejdsmoral, som kun kan drives frem af frygt for at miste sit økonomiske eksistensgrundlag.

FAKTA OM Letz Sushi konflikten

Letz Sushi har 6 butikker i Københavnsområdet, og 70 ansatte.

Maj 2013: 30 ud af i alt 70 ansatte opsøgte 3F for at få overenskomst.

17. januar: efter flere runder af forgæves forhandlinger varsler 3F for 3. gang konflikt.

22. januar; De ansattes talsmand, Ulrik Frost, som har arbejdet på Letz Sushi i 6½ år fyres for “grov illoyal adfærd”

12. februar 2014: konflikten træder i kraft. 3F-medlemmer må ikke møde på arbejde, og uden for Letz Sushis butikker organiseres der demonstrationer og løbeseddeluddelinger.6. marts: 3F indleder en sympatikonflikt – otte leverandører (af bl.a. drikkevarer, grøntsager og post) med LO-overenskomster får besked på ikke at levere til Letz Sushi, mens konflikten står på.

Faglige og partier har hjulpet de ansatte på Letz Sushi med at organisere og bemande protester uden for butikkerne.

Støt op om kampen for overenskomst på Letz Sushi

I den kommende tid vil der være flere protester osv. foran Letz Sushis butikker. Internationale Socialister opfordrer alle til at støtte de ansatte i deres kamp for ordentlige forhold.

Se mere på facebook-siden for konflikten “Letz Sushi? – Letz NOT Sushi” eller kontakt isu@socialister.dk for mere info.

Se også:
SAA 337: OK-14: Stem Nej og byg modstand
SAA 337: Overenskomst betyder lavere realløn

Flere artikler fra nr. 337

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp efter 2010

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 3262 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside