Socialistisk Arbejderavis
Nr. 337 – 1. april 2014 – side 6
Ukraine
Oprøret på Maidan
Charlie Lywood
For mange på venstrefløjen er begivenhederne i Ukraine forvirrende. Hvad er der egentlig sket? Var det en fascistisk bevægelse som væltede Janukovitj? Hvad skal vi tro?
Begivenhederne på Maidan – Uafhængigheds-pladsen efter Ukraines befrielse fra USSR i 1991 – tog fart, da Janukovitj afbrød forhandlingerne med EU den 21. november. I stedet indgik han en aftale med Rusland om at dække en del af Ukraines gæld.
Alle forhåbninger om, at endelig ville man få bugt med korruption, skattesvindel, oligarkernes magt over det politiske system og afhængighed af Rusland – disse håb blev knust.
Studenter, journalister og den kreative klasse, som havde mange illusioner om EU, mobiliserede en protest, som det yderste højre bakkede op om, men på en meget parasitisk facon. Det såkaldte Euro-Maidan.
Masse-protest
Den 29. november angreb Janukovitj demonstranterne, som havde oprettet teltlejre – ligesom Occupy i New York, Indignados i Spanien og på Tahrir-pladsen i Cairo.
Angrebet betød, at endnu flere deltog – og ikke kun i Kiev. Der var demonstrationer til støtte for Maidan overalt i Ukraine – også på Krim. Det gjorde den yderste højrefløjs indflydelse meget mindre.
Den enorme lede, som befolkningen har haft ved Janukovitjs styre, kom til udtryk ved krav om nyvalg til præsident samt øget samarbejde med EU, som mange ser som fremtiden for Ukraine.
Meningsmålinger viste, at over 80 pct. af befolkningen i Vest-Ukraine bakkede op om de krav, som folk på Maidan opstillede.
I alle folkelige oprør dannes der alternative magtorganer, som truer statens magt. Det gjorde der også her.
Folk, som var sårede på grund af militsernes og politiets angreb mod teltlejren, blev hentet af politiet. Derfor oprettede man egne sundhedsklinikker under Maidans kontrol og forsvarede de sårede.
Styret forsøgte at sulte folk ud. Derfor opfandt man måder at få mad ind til Maidan. Pensionister lavede mad og smuglede det ind.
Det var nødvendigt med både et forsvar for Maidan og en intern justits. Derfor lavede man en Maidan-milits, som forsvarede Maidan mod styret.
“Maidans motor var folket”
Det går en myte på den danske venstrefløj om, at det kun var tilhængere af højrefløjs-partiet Svoboda og den under Maidan dannede Højre-Sektor (som synes Svoboda var for moderat), som deltog i kampene mod Janukovitjs styrke.
Det er ingenlunde rigtigt. Vasyl Cherepanyn fra The Visual Culture Research i Kiev og redaktør af Political Critique (Ukrainian edition), og som var med til at organisere ting på Maidan, beskriver det således i et interview 6. marts:
“Venstrefløjen og sociale aktivister var involveret i mange forskellige aktiviteter, inklusive førstehjælp og felthospitaler, SOS Maidan – samt alternative medier, så folk i verden kunne få direkte adgang til begivenhederne gennem en informations-hotline... Det vigtigste at understrege er, at Maidans motor var folket og ikke politiske partier eller organisationer: Almindelige mennesker, som kom til pladsen og blev frem til sejren. Nogle betalte med deres liv.”
Dette understreges af, at selv da de forskellige oppositionspartier (inklusive Fædrelandspartiet og Svoboda), som støttede protesterne, og som nu deltager i overgangsregeringen, ønskede at folk skulle gå hjem efter en aftale med Janukovitj og EU’s udenrigsministre, så nægtede de. Janukovitj skulle træde tilbage. Maidan troede ikke på løfterne.
Selv da Janukovitj flygtede over hals og hoved, fordi hans parti gik i opløsning, hans økonomiske støtter trak tæppet under ham, og hans bevæbnede styrker nægtede at angribe Maidan (som ville have ført til massemord), ville folk først forlade pladsen fire dage senere.
Maidans Råd, som mødtes hver dag, og hvor der var åbne mikrofoner, så alle kunne kom til, sikrede sig først, at overgangsregeringen ville gennemføre kravet om nyvalg til maj samt en række andre håndfæstninger.
Man kan mene, at disse håndfæstninger hurtigt kan blive brudt, men imponerende er det, når folkets massedemokrati fungerer. Der er meget lidt kup over Maidans sejr – endsige en fascistisk sejr!
Det er vigtigt at forstå, at Maidan-bevægelsen ikke var en social revolution. Det var et oprør for borgerlige rettigheder. Det var og er dens begrænsning. Frihed, slut med korruption, et gennemsigtigt og fair retsvæsen, en opløsning af oligarkernes magt – det er allesammen krav, som socialister kan støtte.
Arbejderklassen
Samtidig ved vi også, at statskassen er tom. EU stillede krav om yderligere indgreb i ukrainernes liv for at betale gælden, ligesom i Grækenland og senest i Bosnien. Den nyliberalistiske dagsorden kræver et socialt modsvar, og her er den organiserede arbejderklasse en mægtig faktor.
Det lykkedes Janukovitj – via hans kontrol over de statslige fagforeninger – lige netop at holde arbejderklassen tilbage fra at intervenere kollektivt i Maidan til folkets fordel.
Men hvor længe vil arbejdspladserne forblive rolige, når mange, som har deltaget i Maidan, vender tilbage og tilfører deres egen arbejdsplads lugten af det oprør, som har fundet sted?
Heri ligger håbet. Ikke i at støtte nationalistisk, anti-russisk propaganda, men ved at arbejderklassen – uanset sprog – tager den ukrainske revolution et skridt videre mod et socialt opgør med oligarkerne og deres støtter i både Øst og Vest. Og selv tager kontrol over landets enorme rigdomme.
Den proces kræver socialister til at vise vejen – og det starter med, at vi skal anerkende Maidans store bedrift.
I den trykte udgave står der, at “80 pct. af ukrainerne” bakkede op om kravene fra Maidan. Det skulle have været 80 pct. af befolkningen i Vest-Ukraine. I de øvrige regioner var opbakningen mindre, men stadig betydelig.
Vi beklager fejlen.
Red.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed